Skip to main content

Debatindlæg om Ugeskrift for Læger

2. nov. 2005
2 min.

Det er med bekymring, at vi har erfaret, at man overvejer at nedprioritere det videnskabelige stof i Ugeskrift for Læger. Som yngre forskningsaktive læger mener vi, at det er nødvendigt med et dansksproget forum for lægevidenskab af flere grunde:

  1. Det er vigtigt, at vi har et dansk videnskabeligt sprog og tradition inden for et for samfundet så væsentligt forskningsområde som sundhedsvidenskab. Det skærper interessen for at udvikle sundhedsområdet både blandt læger og i den øvrige befolkning. Det er ikke usædvanligt, at originale meddelelser publiceret i Ugeskrift for Læger, Videnskab og praksis citeres i dagspressen og igangsætter en bred offentlig debat.

  2. Der er videnskabelige publikationer, som bedst egner sig til publikation i et dansksproget tidsskrift, der læses af hovedparten af de danske læger, f.eks. epidemiologiske arbejder som vedrører specielle danske forhold. Ved publikation i Ugeskrift for Læger får artiklerne en langt højere og mere relevant »impact« end en tilsvarende publikation i et engelsksproget tidsskrift.

  3. For yngre læger er det at udfærdige en videnskabelig artikel til Ugeskrift for Læger et vigtigt led i den forskningsmetodologiske uddannelse. At skrive i et dansksproget tidsskrift er en mere overskuelig opgave og kan være indgangsvinklen til en senere forskningsaktivitet på et internationalt plan. Dette synes ikke uvæsentligt i en tid, hvor der ofte fremkommer ytringer over en faldende forskningsaktivitet blandt de yngre læger.

  4. Endvidere er forskellen på Ugeskrift for Læger og publikationer som Dagens Medicin og Doctors' Club netop indholdet af det videnskabelige stof. Vil der i fremtiden være behov for et Ugeskrift for Læger uden en markeret videnskabelig profil?

Ugeskrift for Læger er således en vigtig kilde til information og inspiration for mange læger, ikke mindst de yngre. Det må derfor frarådes at sammenlægge Videnskab og praksis med det politiske stof, som bringes under Lægeforening og samfund i Ugeskrift for Læger.

På vegne af KAFKA (Klubben for aktive forskere på KAS Herlev)

Jakob Seidelin & Inge Marie Svane