Skip to main content

Debatindlæg, rygkirurgi og økonomiske interessekonflikter

Overlæge Claus Rasmussen, Reumatologisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel. E-mail: Clara@RN.dk

23. jan. 2009
2 min.

Jeg har med stor interesse læst debatindlæggene fra rygkirurg Thomas Kiær og reumatolog, professor Claus Manniche om de senere års kraftige vækst i udokumenterede eller eksperimentelle rygkirugiske behandlinger (Ugeskr Læger 2008;170:4064-5).

Thomas Kiær underskriver sig med titel og arbejdsplads »Overlæge Thomas Kiær, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet«, og der er med ª angivet: »ingen interessekonflikter«.

Det er meget underligt, at hverken Ugeskriftets redaktion eller Thomas Kiær selv har anført økonomiske interessekonflikter. På privathospitalet Center for Rygkirurgis hjemmeside oplyses: »Bag centret står tre erfarne og anerkendte rygspecialister - overlæge Peter Blyme og overlæge, dr.med. Thomas Kiær, som begge er speciallæger i ortopædkirurgi«.

Jeg kan næppe forestille mig, at rygkirurg Thomas Kiær arbejder gratis på privathospitalet, eller at hans honorar er ubetydeligt. Det havde endda været informativt, om Thomas Kiær direkte havde oplyst størrelsen af sine honorarer, ikke kun til Rigshospitalet, men også til Ugeskrift for Lægers læsere.

Ved rygkirugi anvendes der ofte kostbart isenkram (bl.a. diskusproteser) fra den hastigt voksende medikotekniske industri. Industrien sponsorerer i betydelig grad både forskningsprojekter, klinisk afprøvning af isenkram og undervisning om klinisk indsættelse af det. Rygkirurger deltager også i sponsorerede kongresser verden over, hvor resultaterne præsenteres.

Det er god skik blandt medicinske ryglæger at deklarere økonomiske interessekonflikter med lægemiddelindustrien - også ved debatindlæg.

Det havde derfor også været informativt at få deklareret rygkirurg Thomas Kiærs mulige økonomiske interessekonflikter i relation til den medikotekniske industri. Men der er måske ingen?

Hvad siger Ugeskrift for Læger om definition af mulige økonomiske interessekonflikter?

Og hvad siger rygkirurg Thomas Kiær?

Interessekonflikter: Claus Rasmussen har ingen private patienter; udfører årligt ca. 30 speciallægeundersøgelser med erklæring af klienter med reumatologiske lidelser inkl. rygsmerter, rekvireret og betalt af kommuner, advokater og forsikringsselskaber.