Decentrale forhandlinger

Kære Torben H. Andersen

I YL-spalterne startede jeg sidste sommer med temaet: »Future FAYL« og hilser dit indlæg velkomment. Dit indlæg er forkortet af pladshensyn.

YL-redaktør Ulla Davidsen

Ved gennemlæsning af UFL's YL's sider mødes man ugentlig af skønmalende indlæg til pædagogisk belæring om vore fagpolitiske lederes fortræffeligheder. Flatterende billeder underbygges, som i billedbladenes receptionssider, af opløftende tekster til illustration af foreningens på en gang muntre og seriøse virke. De ledsagende artikler understreger, i quasi-intervew-form, hvorledes medlemmernes interesse visionært varetages på bedste vis af vore store ledere.

Dette idylliske billede synes dog, på nærmest skærende vis, at kontrastere med dagligdagens virkelighed, som den fremgår ved kontakt med de samme medlemmer, der langt fra deler foreningens optimistiske vurdering af egen dygtighed og effektivitet.

Det fremgår med al ønskværdig tydelighed både af hverdagens dialog gennem dagligt arbejde og reservelægerådsmøder.

Desuden kommer medlemmernes utilfredshed klart til udtryk gennem den standende IT-debat på foreningens hjemmeside.

På DADLNETs debatsider grupperer i alt 42 indlæg sig således i skrivende stund omkring 2 relevante emner i forhold til den forestående overenskomstforhandling.

Den første diskussion daterer sig tilbage til højsommeren og tager udgangspunkt i et spørgsmål om, hvorfor læger accepterer lavere lønstigninger end sygeplejersker.

Ud af debattens 25 indlæg giver de 20 udtryk for undrende utilfredshed med både løn, arbejdsforholdene og foreningens manglende eller utilstrækkelige (bort)forklaringer i de øvrige (autoriserede) indlæg.

De mange bebrejdelser har således fra foreningens side affødt nogle temmelig forudsigelige opfordringer til kritikerne om selv at melde sig under fanerne.

Personlig har jeg dog ingen erfaringer om nogen kollega, der ad denne vej har forhandlet sig til blot tilnærmelsesvis radiografløn under de givne omstændigheder, men argumentationen bringer os til det andet diskussionsemne, ligeledes med udspring i juli måned, hvor overskriften netop er decentral løn.

Udgangspunktet er utilfredshed med nævnte decentrale tillæg, hvor man foretrækker en ordentlig centralt forhandlet løn. Et væsentligt argument er foreningens ringe forudsætninger og muligheder for at hente mærkbare forhøjelser hjem ad den decentrale vej.

Gennem i alt 17 indlæg fremlægges en væsentlig kritik af selve foreningsstrukturen, der med rette langt fra skønnes dimensioneret til at varetage medlemmernes lønmæssige tarv, slet ikke under de nu nødvendige decentrale forhandlinger.

Hovedproblemerne er på den ene side rekrutteringsvanskeligheder, på den anden side umulige arbejdsforhold for de overbebyrdede tillidsfolk.

Jeg efterlyser professionalisme til bedring af vore forhold. Al diskussion kortsluttes, når man vredt fnyser det magiske ord »pamperi« som betegnelse for det eneste tænkelige alternativ til de standende forhold.

Jeg mener for det første debatten er for vigtig til at dø hen eller marginaliseres til IT-niveau, for det andet, at der er behov for væsentlig begrebsafklaring, hvis vi skal have en chance for at afvende udviklingen mod standens fortsatte proletarisering.

Historisk har lægerne f.eks. måttet affinde sig med nogle helt latterligt lave ulempetillæg for nat- og fridagsarbejde. Efter mine oplysninger skulle størrelsen svare til, hvad sygeplejerskernes forhandlere i sin tid fandt rimelig. Som påpeget i flere indlæg står denne faggruppes ansvarsbyrde og belastning dog langt fra i rimeligt forhold til, hvad en YL alene i døgnvagt, udsættes for.

Der burde være al mulig anledning til at forhandle mere rimelige forhold hjem. Det eneste tilløb var indførelsen af nogle - fortsat særdeles ydmyge - holddriftstillæg ved den forrige overenskomst.

Den efterhånden manifeste lægemangel gav dog håb om morgenluft. Den udtalte frustration blandt medlemmerne herover har affødt talrige underholdende søforklaringer fra foreningens side, bl.a. i IT-debatten.

Senest har man bedt færdige speciallæger om selv at gøre krav gældende over for arbejdsgiverne decentralt.

Det fremgår, at foreningens speciallæger på denne måde skal tjene som murbrækkere til yderligere promovering af de yngste medlemmers kår. Disse ældre, allerede forfordelte medlemmer er udset til at tage slagsmålene, så kernevælgerne siden kan høste frugterne.

Man må mistænke den sanktionerede amatørisme i alle foreningens led som den reelle bagvedliggende årsag til dårligdommene.

Det er bl.a. fra foreningen blevet fremført, at graden af amatørisme (der jo kan opfattes som et skældsord) begrænses af deltagernes engagement og forberedelsesflid.

Det kan hænde, men det er svært at afvise det lodrette faktum, at foreningens arbejde i alle led væsentlig udføres af amatører.

Amatør er en fordanskning af det franske amateur, afledt af latin: amator (af verbet amo: jeg elsker.)

Begrebet indebærer således i sig selv engagement af kærlighed til arbejdet i modsætning til professionalisme, (af professio: Erhvervsmæssig beskæftigelse, verbum profiteor: Jeg erklærer mig som) der indebærer målrettet uddannelse og henvisning til at tjene sit brød ved den pågældende metier, og dermed kontinuert beskæftigelse.

Alt efter talent, mulighed for forberedelse og arbejdsindsats (her er vi endda ringe stillet pga. en i forvejen monstrøs arbejdsbyrde), kan man tale om mere eller mindre dygtige, flittige eller talentfulde amatører.

At selv de sidstnævnte er ilde stedt ved konfrontation med garvede professionelle, illustreres meget vel af idrætshistorien, hvor der i årtier blev tale om solide prygl til det danske - daværende amatør- fodboldlandshold - ved mødet med selv inferiøre nationers professionelle spillere.

Vi er desværre i en lignende situation, når vore idealistiske, i forvejen overarbejdede medlemmer, skal forsøge at formulere og forhandle vore krav til løn og arbejdsvilkår i øvrigt over for arbejdsgivernes professionelle, der hverken behøver at møde efter døgnvagter eller besvare personsøgere og behandle akut syge patienter ind i mellem deres forberedelse.

Endvidere hævdes man at ville undgå pamperi i foreningen gennem den sanktionerede amatørisme.

Denne demagogiske sidestillen af professionalisme og pamperi må siges at være et logisk selvmål af betragtelige dimensioner.

For det første er det en svær bevisbyrde at løfte, dersom man ville påstå, at alle professionelle tillidsfolk var pampere, altså f.eks. uærlige, selvpromoverende og nepotistiske.

For det andet er det en ren vrangforestilling at tro, amatørisme forhindrer pamperi.

Langt mere væsentlige faktorer er organisatorisk topstyring (velkendt i foreningen) og den enkeltes moralske habitus.

Den amatøristiske idealisme garanterer ikke for sidstnævntes uangribelighed, hvilket også synes velkendt og givet har medskyld i rekrutteringsvanskelighederne.

I et af de sidste Ugeskrifter har arbejdsgivernes manglende villighed til at deltage i forhandlingsforløbene givet anledning til både stor overraskelse og forbitrelse hos foreningens ledelse. (Hvem sagde amatørisme?).

Vor fortræffelige formand giver mig det indtryk, at der ikke er råd til professionel vejledning til de decentrale forhandlere. Som påpeget i debatten er det vanskeligt at begribe, kontingentets størrelse taget i betragtning.

Med venlig hilsen

Torben H. Andersen

afdelingslæge