Definition af ukonventionel medicin - kan man det?

Kan det lade sige gøre at definere begrebet »alternativ behandling« eller det mere omfattende begreb »ukonventionel medicin«?

Erfaringen synes at sige: nej!

I mange år har mange, engagerede personer, i mange lande prøvet kræfter med denne opgave. Hver gang er det endt med en formulering, der går ud på, hvad ukonventionel medicin ikke er. Oftest handler formuleringerne om noget, som ikke indgår i den traditionelle medicinske præ- og postgraduate uddannelse; heller ikke i de øvrige autoriserende uddannelser. Og noget som ikke baseres på vestlig, naturvidenskabeligt produceret »evidens«.

Det norske Aarbakke-udvalg gik i 1997-1998 meget grundigt til værks [1]. Man kom hele vejen rundt for at afgrænse det ukonventionelle; men uden at lande på en egentlig definition. Til én side fandt man den konventionelle medicin, men store dele af den er erfaringsbaseret, altså ikke funderet på »evidens«. Til en anden side lapper den ukonventionelle medicin over med f.eks. folkemedicin og med praksisser af psykologisk karakter eller hvilende på varianter af religiøs tro.

Aarbakke-udvalgets begrebsdiskussion antyder dog en vej op fra dette erkendelsesmæssige vadested ved at citere den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002): Videnskaben bygger altid på en mere eller mindre kendt forståelseshorisont. Eller på almindeligt dansk: Lige meget hvad det drejer sig om, det bagvedliggende menneskesyn er afgørende.

Derfor har vi det svært; vor sundhedssektors største enkelte problem er det filosofiske underskud.

Disse udsagn stemmer overens med erkendelsen af, at et problem sjældent løses fra problemets niveau; man må se problemet udefra, eller bedre: fra et højere begrebsniveau.

Nutidens konventionelle medicin kan fra et højere niveau ses som en fra naturvidenskaben afledt disciplin, baseret på fysik, kemi og biokemi. Det kan diskuteres, om den nytilkomne (siden 1870) disciplin psykologi er ved at blive taget ind i varmen.

Den ukonventionelle medicins menneskesyn omfatter den samme naturvidenskabelige vidensmængde som just nævnt. Men opfatter dertil sin genstand som en psykologisk enhed. Og ligeværdigt hermed ses genstanden som en energimæssig enhed.

Til opfattelsen af disse tre aspekter ved menneskelivet hører yderligere det fjerde, spiritualiteten: Den åndelige side.

Indtil disse fire inddrages, kommer vi uvægerligt til kort i forsøg på at begribe mennesket - det viser historien. Men med dem får vi til rådighed både begrebsapparat og praksis mht. forebyggelse, diagnostik og terapi; med tilbud på tilværelsesfortolkning og med spirende forskning, baseret mere på kvalitative værdier end hvad vi hidtil har værdsat i den konventionelle medicin.

Kort sagt: her tilbydes en model for et ukonventionelt syn på menneske, sundhed/sygdom ved siden af den biomedicinske konventionelle model: Mennesket kan anskues som en symbiotisk fungerende flerhed, soma, psyke, energi og spiritualitet.

Med sin positive formulering har denne model styrke i det filosofiske såvel som i hverdagens praksis.

Ovenstående er uddrag af et debatindlæg til Lægemødet 2005, se www.dadl/lægemøde2005/alternativbehandling

Litteratur: