Deklaration af fejl og mangler

Nu gør jeg det, selvom jeg ryster lidt i bukserne – skriver en klumme om noget, der kan give bagslag for mig selv. I, der læser dette, bliver taget som mine vidner.

Det drejer sig om at turde indrømme fejl og mangler i en ikke-tillidsbaseret kultur – nemlig STPS-kulturen. I det eksempel, jeg her vil bruge, har vi at gøre med benzodiazepiner, z-præparater og morfika. Og rigeligt af dem.

Når man, som jeg, overtager en praksis i et område med social nød, vil der typisk være mange mennesker med kroniske smerter og massive psykosociale problemer. Og mange af disse er massivt medicineret og har været det i mange, mange år. Flere af mine nye patienter har fået benzodiazepiner uophørligt i over 30 år. Der ligger en enorm arbejdsindsats forude for at få rettet disse mange patienter ind i rækker og geledder, med faste fremmøder, vedblivende udtrapningssnakke, omlægning til depotpræparater og ikke mindst registrering af planer etc, etc. Og jeg forstår godt, hvis unge kolleger, der skal nedsætte sig i praksis, måske fravælger disse tunge patienter og den arbejdsbyrde, der er forbundet med dem. Særligt i disse STPS-tider.

For her kommer vi til sagens kerne. Patienterne og jeg skal såmænd nok finde ud af det. Men min skræk for, at STPS kommer på besøg, inden jeg har fået arbejdet mig igennem bunkerne og fået lagt planer, skrevet fraser og uddannet mit personale, er stor. I min nærmeste lægeomgangskreds er der adskillige, der har fået skærpet tilsyn fra STPS, fordi de endnu ikke havde fået helt styr på mangeårige benzo- og morfinforbrugere, og jeg kan mærke, hvordan det har slidt på dem både fagligt og menneskeligt. Og jeg er ærlig talt bange for at havne der. Så bange, at jeg ikke proaktivt har turdet tage kontakt til STPS for at fortælle dem, at jeg har hundredvis af mis- og/eller storforbrugende patienter, som det vil tage mig en rum tid at få styr på. Og hvad skal det også gøre godt for? Det er jo ikke her, man får hjælp og vejledning. STPS er, som det ser ud fra mit skrivebord, ikke en lærende, men en straffende instans. Og jeg vil nødig straffes for fortidens »synder«.

Så måske burde jeg have holdt min mund, arbejdet mig igennem bunkerne og krydset fingre for ikke at få besøg af styrelsen, i stedet tager jeg nu jer som mine vidner. For vi må og skal have en anden kultur end den gældende. En kultur hvor vi tør indrømme problemer, fejl og mangler. Ellers vil vi se, at alle de meget syge, svære og misbrugende patienter ikke vil kunne få en læge. For hvilken læge ønsker frivilligt at stikke hænderne i fedtefadet, med risiko for at der ligger en STPS-musefælde dernede og smækker om fingrene på en?