Den blinde vinkel i forskning i digitale behandlinger er personaleforbruget

Problemerne for sundhedsvæsenet med den demografiske udfordring, et øget antal patienter og en faldende arbejdsstyrke er velkendt og blev f.eks. beskrevet af Velfærdskommissionen i 2006. Det er ikke nogen nyhed. Mange andre vestlige lande står over for de samme udfordringer. En af løsningerne, som danske og udenlandske kommissioner peger på, er øget brug af digitale sundhedsteknologier. Eksempelvis telemedicin, hvor patienterne f.eks. kan undlade årskontroller, hvis patienternes digitalt indrapporterede helbredsdata viser, at alt er godt, eller videomøder, hvor kommunale medarbejdere undgår at skulle bruge tid på transport til møder på sygehuset. For nylig har Robusthedskommissionen derfor anbefalet, at der skal indføres et princip om »digitalt og teknologisk først«, som blandt andet skal sikre »udviklingen af den digitale og ressourcebesparende transformation« [1].

Der findes eksempler på, at telemedicin er arbejdskraftsbesparende. Et af de bedste eksempler er nok studiet af hjemmeindlæggelse af præmature børn [2], som viser, at telemedicin reducerer antallet af sengedage pr. barn på hospitalet med 12 dage i gennemsnit. Men der findes også eksempler på det modsatte f.eks. i en oversigtsartikel om digitale løsninger til patienter med KOL, som påpeger, at den hyppigste barriere set fra et sundhedsvæsens perspektiv er en øget arbejdsbyde for personalet [3].

Review af studier af telemedicin

For at få et overblik over, i hvilken grad studier af telemedicin faktisk måler effekten af teknologien på personalets tidsforbrug, er der derfor gennemført et scoping review af protokoller for videnskabelige studier af telemedicin i databasen clinicaltrials.gov, som er den største database for kliniske studier i verden. Reviewet omfatter 79 randomiserede eller observationelle studier fra årene 2012-2023. Undersøgelsen var inspireret af en artikel i BMJ [4], der argumenterer for, at kliniske retningslinjer bør tage hensyn til effekter af retningslinjerne på personalets tidsforbrug og forsøger at opgøre time needed to treat (TNT) som et egentligt effektmål.

Resultaterne fra reviewet er accepteret til publikation i [5]. Undersøgelsen viser, at kun 12% af studier af telemedicin medtager sundhedspersonalets tidsforbrug som et primært outcome, mens kun 14% medtager disse effekter som et sekundært outcome. Direkte måling af effekter på personaletid i minutter og timer blev medtaget i reviewet ligesom mere indirekte målinger relateret til tidsforbrug som sengedage og antal ambulante besøg.

Resultaterne tyder således på, at det kun er en lille andel af studier af telemedicin, som måler på effekten af teknologierne på personalets tidsforbrug. Langt hovedparten af studier af telemedicin i clinicaltrials.gov-databasen måler kun på effekter på dødelighed, sygelighed, komplians og patienttilfredshed. Vores viden om, hvilke digitale teknologier som er arbejdskraftsbesparende, og hvilke teknologier som faktisk øger det samlede tidsforbrug pr. patient, er således meget begrænset. Det er i sig selv et problem, når vi f.eks. skal udvælge de teknologier, som skal have støtte af blandt andet regeringens nye pulje på 500 mio. kr. til digitale løsninger, der kan være med til at fremtidssikre sundhedsvæsenet.

Men der er også et problem, når vi skal udvikle og designe nye digitale teknologier, at vi ikke har fokus på effekterne på personalets tidsforbrug. De digitale teknologier er typisk komplekse teknologier med mange komponenter, som kan anvendes på mange måder. Vi har selv deltaget i styregrupper for forskellige forskningsprojekter, som har drøftet design af nye teknologier, hvor vi f.eks. skulle definere, hvor mange gange patienterne i telemedicingruppen skulle kontaktes af lægen, eller hvor ofte helbredsdata skulle sendes fra patienten til den kliniske afdeling. Disse valg har stor betydning for personaleforbruget, og hvis man alene fokuserer på at opnå forbedringer i forskellige kliniske effektmål, er der stor risiko for, at man ender med at udvikle teknologier, som indebærer et øget tidsforbrug for personalet. Derved er der risiko for, at vi kommer til at udvikle teknologier, som er unødvendigt vanskelige at implementere i sundhedsvæsenet, og som ikke afhjælper de aktuelle store personaleudfordringer, men faktisk gør dem større.

Anbefaling om krav til forskningen

Det vil være smukt, hvis den ovenfor beskrevne oversigtsartikel fører til, at sundhedsvidenskabelige forskere begynder at definere effekter af digitale sundhedsteknologier på personalets tidsforbrug som primære eller sekundære outcomes i kliniske studier.

Men i den virkelige verden er der nok behov for, at offentlige og private fonde begynder at stille krav om, at forskningsprojekter også skal måle på de personalemæssige effekter. Før vi får indført en sådan omfattende og tværfaglig vurdering af sundhedsteknologier, som både medtager kliniske, patientoplevede og personalemæssige effekter, er der risiko for, at forskerne og forskningsverdenen ikke kan udpege de sundhedsteknologier, som faktisk har et arbejdskraftbesparende potentiale.