Den danske akutmodel

Vi har med stor interessse læst Anne Steenbergers artikel »Midtjysk akutområde under amerikansk lup« [1]. Som forfatterne til rapporten, der henvises til i denne artikel [2], er vi meget tilfredse med, at arbejdet har skabt yderligere interesse og stimuleret debatten om akutområdet i Danmark. Vi vil dog gerne udrydde en fejlopfattelse, der udtrykkes i artiklen. Anne Steenberger skriver: »Amerikansk model duer ikke i Danmark«. Måden, det er skrevet på, antyder, at vi har foreslået en ukritisk overførsel af »en amerikansk model« til det danske sundhedsvæsen. Dette har på intet tidspunkt været en del af vores anbefalinger. Vores opfattelse er, at beslutningstagerne i det danske sundhedsvæsen bør skabe en model for opbygningen af akutområdet, som er i stand til at levere akutbehandling, der er præget af høj kvalitet og ensartethed i hele landet, og som er tilgængelig i alle geografiske områder på alle tider af døgnet. Vi anbefaler, at den model, der opbygges i Danmark, er skræddersyet til at varetage akutpatienternes interesse hvorsomhelst og nårsomhelst og samtidig tilpasses de eksisterende resurser i det danske sundhedsvæsen

Desuden anbefaler vi, at man i planlægningsarbejdet tager hensyn til de mange erfaringer med organiseringen af behandling og udredning af akutpatienter og uddannelsen af akutlæger i de lande, hvor akutmedicin har udviklet sig til et speciale. Dette har over de sidste 30 år været tilfældet i mere end 40 lande [3]. Fællesnævneren for akutmedicin i disse lande er, at man uddanner akutlægerne til at kunne iværksætte den initiale behandling og udredning af alle akut syge og tilskadekomne patienter hurtigt og effektivt uden rutinemæssigt at skulle bede om tilsyn fra andre specialer eller overflytte ustabile eller udifferentierede patienter.

Eftersom denne model anvendes i en stor del af verden, mener vi, at det er en fejlopfattelse at beskrive modellen som en »amerikansk model.« Modellen må snarere opfattes som en international model. Endvidere er det ikke helt korrekt at »i USA har man ikke prøvet vores fagområdemodel, som giver os akutlæger med blandet specialebaggrund, men med fælles overbygning.« Før emergency medicine blev accepteret som et selvstændigt speciale i USA, fandtes der ved mange universitetshospitaler fellowships i akutmedicin for læger med anden speciallægebaggrund der ønskede at skifte til emergency medicine. For eksempel gennemgik flere hundrede læger fellowshippet i emergency medicine ved Massachusetts General Hospital i perioden fra sent i 1960'erne til først i 1980'erne [4]. Fellowship-modellen er meget lig den uddannelse i fagområdet akutmedicin, som er blevet fremlagt af Dansk Medicinsk Selskab. Efter at emergency medicine blev anerkendt som et selvstændigt speciale i USA i 1979 blev fellowship-modellen ersttatet af den nuværende mere standardiserede og mere omfattende uddannelse i emergency medicine igennem den såkaldte residency training [5].

Det er korrekt, at vi støtter anerkendelsen af akutmedicin som et selvstændigt speciale. Specialeanerkendelse vil øge legitimiteten, tiltrække flere læger og støtte udvikling og professionalisme på området. Desuden vil det fra et resurse-udnyttelsessynspunkt være langt mere effektivt at kunne uddanne sig inden for et speciale, hvor man så praktiserer alle facetter af specialet i stedet for først at skulle uddanne sig inden for et speciale og derfter gennemgå en fagområdeuddannelse, hvorefter man så kun anvender en mindre del af sin viden og færdigheder fra det første speciale.

Uanset hvilken vej man på længere sigt vælger i Danmark, støtter vi anerkendelsen af fagområdet i akutmedicin, hvilket som ovenfor anført minder om opstarten af akutmedicin i USA for 40 år siden. Vi anser beslutningen om at starte med at etablere fagområdet for at være et korrekt og nødvendigt første skridt mod at få uddannet fremtidens akutlæger.