Skip to main content

Den eksistentielle samtale er også lægens bord

Læger skal blive bedre til at tale med uhelbredeligt syge patienter om eksistentielle spørgsmål.

Astrid B. Schelde, læge, ph.d.-studerende, astridblicher@hotmail.com Jannie Laursen, sygeplejerske, ph.d., jannielaursen76@hotmail.com

8. okt. 2019
3 min

Vi som sundhedsfagligt personale er rigtig dygtige til at behandle og helbrede, hvilket er til glæde for mange patienter. Udfordringen opstår, når vi læger ensidigt fokuserer på behandling, når der ikke længere er mulighed for helbredelse, og hvor det ville være hensigtsmæssigt også at inddrage spørgsmål af mere eksistentiel karakter. For i det øjeblik et menneske bliver ramt af uhelbredelig sygdom, kan der opstå eksistentielle spørgsmål.

Men hvorfor er det overhovedet lægens opgave at have eksistentielle samtaler med patienter, hvor helbredelse ikke er mulig? Læger er ikke umiddelbart uddannet til dette, og det er ikke deres kerneopgave, men nærmere en opgave, der bør løftes af præsten, psykologen eller sygeplejersken, ville nogen mene.


Læger giver den dårlige besked

Omsorg for de eksistentielle og åndelige sider er dog en opgave, der bør løftes af og være en integreret del af lægens arbejde. Det er typisk lægen, der overbringer den dårlige besked til patienten, og der påhviler derfor lægen et ansvar for at give patienten plads til at tale om spørgsmål af mere eksistentiel karakter såsom håb, tab og mening. Dertil kommer, at krop og sind er tæt forbundne, og det er derfor vigtigt for lægen også at vide noget om sindet og ikke kun om kroppen og det rent medicinske.

Men hvis det er lægernes opgave, hvorfor kan det så være svært for læger at have eksistentielle samtaler med patienter, hvor helbredelse ikke er mulig?


Utilstrækkelig undervisning

En af grundene er, at det er for ressourcekrævende og kan tage ekstra tid fra en i forvejen travl arbejdsdag. Andre grunde er, at læger efterhånden er blevet socialiseret ind i en kultur præget af fremdrift og flow, hvilket ikke just tilgodeser disse samtaler. Dertil kommer, at lægen kan have en følelse af ikke at have de nødvendige kompetencer. Dette stemmer overens med et nyligt publiceret studie, der viste, at undervisning i emner som spirituelle og psykosociale aspekter på ingen af landets fire medicinstudier var tilstrækkelige [1]. Denne manglende undervisning kan med stor sandsynlighed være medvirkende årsag til det manglende fokus på den eksistentielle samtale. Lægen kan desuden have en frygt for at tage håbet fra patienten og en frygt for de følelser, som for eksempel angst, der kan være forbundet med disse samtaler. Dette kan medvirke til, at det for lægen er lettere at holde fokus på det, man ser som en af sine kerneopgaver, nemlig behandling.


Problemerne kan løses

Men dette er problemer, der kan løses. Blandt andet ved at forbedre undervisningen af lægerne, så de bliver mere opmærksomme på patienternes eksistentielle tilstand og bliver klædt bedre på til at have disse samtaler med patienterne.

At undlade at tage hul på den eksistentielle samtale kan medvirke til, at patienten ikke får talt om sine tanker og følelser om det at være uhelbredeligt syg. Det kan desuden være medvirkende til, at de pårørende efter patientens død kan stå tilbage med en række spørgsmål om, hvilke tanker og følelser deres nærmeste havde.

Det er derfor afgørende, at læger bliver bedre til at inddrage eksistentielle samtaler med uhelbredeligt syge patienter. Fordi det at give plads til at tale om eksistentielle spørgsmål kan være med til at skabe værdi og perspektiv i patientens og de pårørendes liv. À

Referencer

Litteratur

  1. . Brask-Thomsen MK, Jespersen BA, Grønvold M et al. Danish medical schools do not meet international recommendations for teaching palliative medicine. Dan Med J 2018;65(10):A5505.