Skip to main content

Den elektive obs-indlæggelse er savnet

Med de korte indlæggelser risikerer vi at overse vigtige sammenhænge og stille forkerte diagnoser

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Speciallæge i samfundsmedicin og arbejdsmedicin Jens Tølbøll Mortensen, Socialmedicinsk Enhed, Aalborg Universitetshospital
E-mail: jetm@rn.dk

Interessekonflikter: ingen

13. feb. 2015
2 min.

Nutidens altdominerende overskrift i sundhedsvæsnet er kortere liggetid og flere ambulante behandlinger. Spørgsmålet er, om vi i et diagnosefikseret samfund på den måde mister muligheden for at opdage vigtige sammenhænge og således stiller forkerte diagnoser.

Uden absolut at skulle forsvare gamle dage tænker jeg tilbage på en tid, hvor en uges indlæggelse af et barn med langvarige mavesmerter var en selvfølge, men hvor også indlæggelse af voksne patienter med diarré var en relativ hyppig foreteelse. Formålet var jo at finde ud af, om vi talte om det samme, om patientens fortælling om et års varende diarré på trods af et velplejet BMI nu også afspejlede sig i det, der kom ud af det ved kvittering i bækken. Og hvor observation i afdelingen også kunne medføre vigtige oplysninger om speciel fødeindtagelse eller et alkoholforbrug.

Det kunne også dreje sig om en patient med migræne, hvor det oplyste anfaldsmønster med efterhånden tre sygedage pr. uge samtidig med manglende effekt af alle typer af migrænemedicin/smertestillende kunne belyses nærmere ved observa-tion af patienten døgnet igennem, og hvor konklusionen måske kunne blive, at der snarere var tale om en myogen hovedpine, eller hvor mangel på anfald under indlæggelsen kunne medføre en samtale om mange andre ting.

I stedet bliver patientens fortælling bestemmende for diagnosen, og selvom jeg er tilhænger af, at vi lytter til patienterne, mener jeg ikke, det altid er hensigtsmæssigt, at de selv kan bestemme, hvad de fejler.

Når jeg har foreslået kolleger en indlæggelse af ovennævnte type, får jeg at vide, at det jo er alt for dyrt. Men det er det ikke, set fra samfundets side, idet patienterne i forbindelse med ofte meget lange ambulante undersøgelsesforløb har sygemeldt sig og modtager sygedagpenge.

Såvel diagnostisk som økonomisk vil der således være en gevinst at hente, og jeg tror på, at det vil være gavnligt, at vi også i sygehusvæsnet giver patienterne tid og mulighed for at være patienter og samtidig giver os selv de bedste betingelser for en korrekt diagnosticering.