Skip to main content

Den enkelte og fællesskabet

Marianne Hansen, praktiserende læge.

22. mar. 2013
2 min.

Nogle gange dukker fantasien om verdenssundhed op. En hel planet befolket med perfekt velnærede struttende sunde individer, som er udstyret med velfungerende hoveder og sammen passer på fællesskabet på tværs af lokale kulturer og fastsatte landegrænser. Her indgår lægen som en betydende faktor for både befolkningerne og det enkelte individ. I en utopisk tåge af harmoni og balance optræder lægen med sine medikamenter og rådgivning om, hvad der er godt og skidt for sjæl og legeme. Vi har en flot placering i denne fantasi.

Videnskaben til skabelse af lægemidler begejstrer mig. Den giver mig som læge redskaber, så jeg er en væsentlig bidragsyder til at gøre fantasien til virkelighed. En forfatter af en selvhjælpsbog til kræftramte skrev engang, at hvis hans bog kunne hjælpe bare et menneske, ville han være lykkelig. I min hverdag sidder jeg med det privilegium, at patienter dagligt giver udtryk for, at jeg har hjulpet netop dem. Jeg burde være lykkelig …

God og sikker behandling fører dog i nogle tilfælde til, at adfærd uden for sundhedskonceptet fastholdes. Lynhurtig og sikker undersøgelse og behandling mod klamydia giver mulighed for at fortsætte en seksuel adfærd uden barrierebeskyttelse. God og effektiv behandling af sukkersyge og følgetilstande som højt blodtryk og højt kolesterolniveau af den velnærede tyksak giver god mulighed for, at patienten kan fortsætte spiseriet og placere skridttælleren på kaminhylden. Her har jeg lidt svært ved at være taknemmelig for tak.

En nylig afholdt konference om hiv-vaccine begejstrede igen min hang til nye lægemidler. På National Institutes of Health i USA har de undersøgt blod fra hiv-smittede. Her har de isoleret antistoffer, som kan neutralisere hiv. I kampen om at finde the magic bullet er det på denne måde lykkedes at finde frem til fem sårbarhedspunkter i hiv. Ydermere har de kunnet isolere et enkelt antistof, som de kalder VRC (viral research center). Dette antistof har i test vist sig at neutralisere 95% af alle de hiv1-stammer, man kender. Resultaterne baner vejen for en vaccine, hvor genproduceret antistof indsprøjtes som de gamle gammaglobuliner, og det vil sikre beskyttelse i lidt tid – måske nogle måneder. Hermed er vejen også banet for nye taksigelser fra mine patienter, der i vores lille rige land efter et lille stik med måneders mellemrum kan fortsætte deres risikoadfærd.

Jeg ser omridset af en ny fantasi – en indsamling: »Doner et stik til en ubemidlet planetbeboer med samme adfærd som dig selv«, så vil jeg hver gang sige et oprigtigt tak …