Den evige diskussion om aktiv dødshjælp

Visse diskussioner virker til at være evige.

Ved disse evige diskussioner er der en del aspekter, man er nødt til at forholde sig til. Nedenfor nævnes nogle af de forhold, man må overveje, når aktiv dødshjælp diskuteres.

Hvordan sikrer man de rette demokratiske rammer i vedtagelsen af et lovforslag om aktiv dødshjælp?

Er det f.eks. bekymrende, hvis regeringen, da Etisk Råd lægger afstand til aktiv dødshjælp, opretter sit eget etiske råd bare med et andet navn?

Afgrænsningen af målgruppe for et sådant tilbud

Hvordan vurderer man, om folk er habile til at tage beslutningen om, at de skal tage imod et tilbud om aktiv dødshjælp? Hvem skal i givet fald foretage vurderingen? Ville det her være passende, at valgte politikere som repræsentanter for almenbefolkningen tog del i denne proces? Hvordan sikres bl.a., at man ikke kommer til give tilbuddet til den forkerte patient? Hvor stor en fejlrate kan samfundet bære?

Et medicinsk eksempel på afgrænsningsproblematikken er svært depressive. Hvor mange forgæves behandlingsserier skal de have været igennem, før de har optjent retten til at dø?

Det kan også diskuteres, om folk, der er idømt livstidsstraf, skal have ret til at få livet afsluttet. Man kunne forestille sig en model, hvor den dømte hvert femte år kunne få tilbuddet om at blive slået ihjel. Medmindre man mener, at det at vente på sin død i et fængsel skal være en del af straffen.

Den mulige risiko for en glidebane

Man kan være bekymret for, at barren for at tilbyde aktiv dødshjælp sænkes af bekvemmelighedsårsager. At borgere og samfund bliver dårligere til at udholde andres lidelser og vælger en om ikke nødvendigvis nemmere, så hurtigere løsning.

Risikoen for, at kandidater til aktiv dødshjælp udsættes for et pres fra samfundet og de nærmeste omgivelser for at tage imod tilbuddet

Hvordan sikres, at noget sådant ikke sker?

Risikoen for, at vi som samfund udvikler et mere maskinelt menneskesyn

Debatten om arbejdstid viste i sin tid, at den nuværende regering i forvejen virker til at have en meget produktionsfikseret tilgang til det at være menneske, og at denne indstilling meget vel kan sprede sig.

Hvordan sikrer man, at forskning i sygdomme, hvor der kan udøves aktiv dødshjælp, ikke ophører?

Hvis der er et effektivt redskab til at stoppe folks lidelser ved en bestemt tilstand og dermed fritage omgivelserne fra at se på det, kan det indebære et fald i motivationen i at bevilge midler til forskning og til at deltage aktivt i forskning på dette område. Patienter med bestemte sygdomme eller tilstande vil i givet fald være afskrevet. Hvordan ville det være gået med f.eks. behandlingen af livmoderhalskræft, hvis man for 100 år siden havde accepteret aktiv dødshjælp for kvinder med denne sygdom?

Hvorfor skal det pakkes ind i nysprog af typen lingua imperii tertii og i valg af metoder i form af pæn klinisk indpakning: at det, man taler om her, i bund og grund drejer sig om at slå folk ihjel?

Vi lever i et samfund, hvor man i højere og højere grad dækker os ind i pænhed i et forsøg på at skjule sagens kerne for én selv og andre. Er det sundt for samfundet på sigt?

I stedet for at lave en meget klinisk procedure bør man ved aktiv dødshjælp have et tilbud, hvor folk kan vælge imellem flere forskellige metoder, hvor det er åbenbart for alle, at udgangspunktet er, at et menneske bliver slået ihjel, selv om man naturligvis ikke behøver gå så langt som at tilbyde mennesker med flair for den franske revolution-guillotinering eller Humphrey Bogart-aficionados død under ildkamp.

Hvem skal udøve den aktive dødshjælp, og skal folk kunne sige nej til opgaven?

Det fortælles, at bønderne i visse områder i Sverige havde en slægtskølle, som det var ældste søns forpligtelse til sammen med andre i nærområdet at bruge på de gamle forældres pandeskal, når de var blevet for affældige. Måske er det en myte. Men det behøver ikke være et sundhedsfagligt unavngivet proletariat, der skal stå for opgaven.

To alternativer kan nævnes her:

1) Lad folketingspolitikerne, der er for aktiv dødshjælp, udføre opgaven mandage og fredage, hvor Folketinget ikke mødes. Man kunne udvide gruppen til regionspolitikerne. I forvejen kan det ikke undgås, at folkevalgte indimellem har taget beslutninger, der koster menneskeliv, om ikke andet så ved at bevilge de begrænsede midler, der er, så der er områder, der nedprioriteres. Prioritering er en af de opgaver, politikere vælges til. For folketingspolitikernes vedkommende kunne underskrivelsen af, at man som nyvalgt til tinget vil overholde Grundloven, kombineres med et tretimers kursus i metoder som anlæggelse af venflon og brug af de midler, der bliver valgt til injektionen.

2) Inspireret af Hitchcock-filmen »Strangers on a train« kunne man lade familier med svært syge bytte, så man udøvede aktiv dødshjælp på de andres svært syge familiemedlem.

At se en nær lide, svinde hen eller henligge er ubærligt. Men en mulig vedtagelse af aktiv dødshjælp vil føre til flere dilemmaer, hvor løsningen af disse ofte vil føre til andre dilemmaer. Som skrevet i indledningen af dette indlæg: Der er diskussioner, der er evige.