Skip to main content

Den fattige som den rige uden personsanseelse

Lægelig direktør Torben Mogensen, Hospitalsdirektionen, H:S Hvidovre Hospital. E-mail: torben.mogensen@hh.hosp.dk

3. apr. 2006
7 min.

Den for mig vigtigste del af lægeløftet er løftet om, »at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse«. Det har altid været vigtigt for mig, at patienterne skal behandles med respekt, uanset om de kommer fra samfundets top eller bund.

Det sker desværre ikke i dag. Alt for tit oplever jeg at tale med patienter, som føler sig dårligt behandlet i sundhedsvæsenet. Det drejer sig om patienter med de såkaldte livsstilssygdomme: overvægt, alkoholmisbrug og narkotikamisbrug. Det er desværre en udbredt opfattelse, at disse sygdomme skyldes patienternes svage karakter, og at de »bare kan tage sig sammen«. Vores viden om, at disse sygdomme kan ramme alle - uanset intelligens, viljestyrke eller socialt lag - synes ikke at være trængt ud i samfundet. Derimod er der masser af lette løsninger, som bliver lanceret dagligt både i dagblade, ugeblade og tv.

At det ikke er trængt ud til den brede befolkning, er ingen undskyldning for, at en del ansatte i sygehusvæsenet har så lidt forståelse for de mekanismer, der ligger bag patienternes ulykke. At der er så lidt forståelse for betydningen af at kunne tilbyde en alkoholiker en seng, et bad og evt. en medicinsk behandling, er skuffende. For patienterne betyder det meget, at man netop kan få den form for behandling, når man er længst ude. Det betyder meget, at man oplever at få respekt fra personalet i sygehussektoren. Personalet må også være i stand til at yde denne respekt, selvom man ved, at sandsynligheden for, at patienten kommer igen, er stor.

Hvorfor drikker Jeppe?

At alkoholikeren behandles dårligt, er ikke noget nyt, f.eks. beskrev Holberg allerede problemstillingen i »Jeppe på bjerget«. Allerede dengang kunne man stille spørgsmålet: Hvorfor drikker Jeppe? Men at spørgsmålet blev stillet dengang har ikke medført meget mere forståelse i dag. F.eks. er det fuldstændig uforståeligt for mig, at patienter, der har beruselse, kan risikere at blive anbragt i detentionen frem for i en varm sygehusseng. Det må være samfundets arv helt tilbage fra Holbergs tid. Der er ikke noget galt med politiet, men risikoen for patienterne samt kvaliteten i behandlingen vil alt andet lige være mere gunstig, hvis sygehusvæsenet påtog sig den opgave at se efter patienter, som ikke kan klare sig selv på grund af alkoholintoksikation. Der er vel ingen, der forestiller sig, at patienter, der har taget for meget medicin, bare skulle køres til detentionen.

En af de ting, som virkelig glæder mig, er de initiativer, der er kommet fra læger og sygeplejersker for at hjælpe de mest udsatte personer i samfundet. Jeg bliver glad, når vi får mulighed for at hjælpe disse engagerede læger og sygeplejersker.

Sundhedsvæsenet skifter i disse tider karakter. Fra at være et rent offentligt sygehusvæsen udvikler sygehusvæsenet sig hen mod en situation, hvor behandling finansieret via egen betaling eller via forsikringsordninger, vinder mere og mere indpas. Man kan spørge sig selv, om det giver de samme muligheder for at overholde lægeløftet, som et offentligt sundhedsvæsen gør. Det er en enorm styrke for det danske sundhedsvæsen, at alle har lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser. Erfaringerne fra USA, hvor en stor del af befolkningen ikke har forsikringer, er skræmmende. Vil vi havne i den samme situation? Hvis vi havner i en situation, hvor en meget stor del af befolkningen har privat sygeforsikring, kan man frygte, at viljen til at opretholde et solidarisk system vil aftage. Jeg forestiller mig ikke, at de private sygehuse vil påtage sig det samme sociale engagement og behandle patienter uden betaling.

En ny gruppe patienter, som vil teste lægernes vilje til at overholde lægeløftet, er personer, som opholder sig illegalt i landet, og som samtidig bliver syge. Der har været diskussioner i dagspressen omkring problemerne. Selv har jeg oplevet flere gange, at patienter har henvendt sig med falsk CPR-nr. Det er min personlige holdning, at frem for at diskutere, om det nu er bedrageri eller snyd på anden måde, er man forpligtet til at yde en kvalificeret og respektfuld behandling.

Jeg har altid ment, at man skal være glad for at være i en situation, hvor man ikke har behov for at snyde og bedrage. Det gælder for narkomaner, flygtninge og andre udsatte personer, at de befinder sig i en situation, hvor de ikke altid har råd til at sige sandheden af den ene eller anden grund.

... at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidet

Det andet vigtige element i lægeløftet er løftet om at søge videreuddannelse kontinuerligt. Der er i dag megen diskussion om, hvis ansvar det er, at læger videreuddanner sig. Selvfølgelig har man som arbejdsgiver en forpligtelse til at sikre, at ens personale har de faglige kvalifikationer, der er nødvendige, men vi har jo netop med lægeløftet påtaget os et personligt ansvar. Når der er megen diskussion omkring recertificering, CME (Continuous Medical Education) og finansiering af lægers uddannelse, må det skyldes, at man ikke tror, at lægerne tager lægeløftet alvorligt. Der må ligge en dyb mistillid til lægestanden, når man kræver gentagne eksamener for at kunne fortsætte som læge.

Et er, at eksamensformen er dyr og kostbar, noget andet er, at jeg anser værdien for tvivlsom. Er der noget, læger er gode til, er det at læse til eksamen. Det, der er vigtigt, er, at der sker en kontinuerlig opdatering af viden ved at læse artikler, diskutere faglige emner i dagligdagen og være i løbende dialog med patienterne. Derudover er deltagelse i kurser og kongresser selvfølgelig også vigtigt, men det kan aldrig blive grundstenen i videreuddannelsen. Grundstenen må være den enkelte læges opsøgen af viden i dagligdagen - ganske, som vi har aflagt løfte om.

At uddannelse altid har betydet meget for lægegruppen, er positivt. Selv var jeg nyuddannet læge i 1981. Jeg startede min første ansættelse en måned efter eksamen og to måneder før den berømte strejke i uge 21. Formålet med strejken var at sikre, at læger kunne få en ordentlig uddannelse ved at have en kontinuerlig periode på arbejde. Dette i modsætning til Amtsrådsforeningens krav om, at lægernes overenskomst skulle ligne sygeplejerskernes og portørernes overenskomst. Vi tabte kampen men fik tilkæmpet os nogle rettigheder, som sikrede en voldsom stigning i antallet af læger, men efter min mening en dårligere uddannelse. At vi senere var i mange arbejdskampe for at forsvare overenskomsten fra 1981, er nærmest skæbnens ironi.

Fremtidens læge møder store udfordringer, som man ikke kunne forudse, da lægeløftet blev formuleret. Kravet om åbenhed i forbindelse med fejl og utilsigtede hændelser er kommet for at blive. Det samme er kravet om en mere ligeværdig dialog med patienterne. Jeg synes, at lægestanden kan være stolt af den åbenhed vedrørende fejl, der er kommet inden for de sidste år. Det er ikke mere end fem år siden, at vi første gang diskuterede patientsikkerhed, og i dag oplever jeg, at alle er blevet meget mere åbne omkring de fejl, der sker på sygehusene. Samtidig bliver der gjort store anstrengelser for at lære af disse fejl. Jeg synes også, at kommunikationen med patienterne er blevet langt mere ligeværdig, end den var for ti år siden. Selvfølgelig kan tingene blive bedre, men vi er godt på vej, og det er vi stolte af. Hvis lægeløftet skal ændres, er det sådanne emner, jeg kunne tænke mig kom ind i lægeløftet.

Har vi behov for et lægeløfte?

Jeg synes, at vi har behov for et løfte, der forpligter os moralsk over for vores patienter. Vores uddannelse giver mulighed for at få magt over mennesker, og magt uden moral er og vil altid være en farlig kombination. Udfordringen i fremtiden bliver, hvordan vi som profession formår at holde selvjustits. Endvidere, om Lægeforeningen er villig til at slå ned på de læger, der opfører sig uforeneligt med ånden i lægeløftet. Det er heldigvis et fåtal, men de skader til gengæld hele standen. Det er for mig meget vigtigt, at lægeløftet ikke er en hul skal men et manifest, som vi som profession er villige til at håndhæve.

Lægeløftet og den gode læge anno 2006

Kan lægerne leve op til lægeløftet under de vilkår, de arbejder i dag? Lægger sundhedsvæsenets organisering, økonomi, politikerne eller andet hindringer i vejen for at være en god læge? Med afsæt i lægernes hverdag i sundhedsvæsenet har Lægeforeningen startet en medlemsdebat om vilkårene for lægers arbejde. Dette er den tredje kronik i en serie om lægeløftet. Følg stafetten i de kommende numre af Ugeskriftet. Du er også inviteret med i debatten. Skriv til os og sæt fingeren på de ømme punkter for »den gode læges« arbejde. Du kan skrive en kronik på 1.200 ord, en kommentar til Min mening på 650 ord eller et debatindlæg på maks. 400 ord.

Debatten er første indspark til en ny sundhedspolitisk erklæring, som Lægeforeningen vil fremlægge ved foreningens 150-års-jubilæum i 2007.