Den fjerde statsmagt

Udtalte Napoleons udenrigsminster, da han læste om ekskejserens død. Det store mediestunt i skrivende stund er affæren om behandlingsgarantien (?) til kræftpatienterne. Affæren har, som så mange af nutidens dramaer, sit udspring i et tv-program. Journalisterne har, som så ofte før, demonstreret større indsigt i sagerne end ministeren og alle hans mænd. Og så ruller hovederne, mens de forsømte kræftpatienter, deres pårørende og efterladte, onkologer og oppositionen udbeder sig forklaring og handling. Jeg kan ikke vurdere, hvem der har svigtet de kræftsyge, men må jeg demonstrere min uvidenhed og spørge til evidensen for, at prognosen for denne patientgruppe forbedres afgørende, såfremt behandlingen fremskyndes nogle uger?

Det, vi ved, er, at den gennemsnitlige overlevelseslængde for danske cancerpatienter ikke tåler sammenligning med vore nabolandes. Er der i denne forbindelse nogen sammenhæng med mangel på personale og strålekanoner, eller er der noget, sundhedsvæsen og borgere ikke gør godt nok? Halter det både kvanti- og kvalitativt?

Hvordan affæren udvikler sig, kan jeg ikke vide, men lad mig se tilbage på en anden nyhed udlagt som en begivenhed i medierne for et års tid siden - fugleinfluenzaen. Vi husker optagelserne af uforfærdede indsatsfolk, der, forklædt som a-kraft-arbejdere, samlede døde fugle op på vore strande og scenerne fra nedsmeltningen, undskyld: slagtningen, af millioner af tamfugle, mens vi råbte på hævn over smittebærerne, de vilde trækfugle fra Sibirien. Til dato er der globalt registreret 151 dødsfald af fugleinfluenza i perioden 2003-2006, og der er fundet et sandsynligt tilfælde af smitteoverførsel mellem mennesker. Vi erindrer os, at den spanske syge i 1918 krævede 14.000 dødsfald alene i Danmark. Det er naturligvis interessant, hvorvidt H5N1-virus vil mutere og blive i stand til at smitte mellem mennesker, som H1N1-virus smittede for snart 90 år siden. Det er heller ikke uvæsentligt, om drivhuseffekten vil medføre, at polernes ismasser smelter, så roerne på Lolland skal høstes i ro(e)både.

Det, der kan undre mig, er ikke, at medierne producerer underholdende eller bekymrende nyheder udlagt som begivenheder; det lever de af. Desværre trigger mange af historierne publicityneuronerne i politikernes veludviklede populistcenter, og så får vi disse reaktioner på enkeltsager, hvor ulykkelige fjerkræavlere, bekymrede infektionsmedicinere og syge og angste patienter og deres familier drives rundt i mediemaskinen, mens politikerne griber chancen for at profilere sig, skille sig af med upopulære embedsmænd og intrigere interpolitisk. Det, der undrer mig, er befolkningens manglende evne til at gennemskue synergien mellem journalister, »eksperter« og politikere og blive bedre til at vurdere, hvornår der er kød på historien og hvornår ikke. Lægerne, der, som snart 50% af befolkningen, præsenteres i medierne som eksperter i dette og hint, mangler også ofte situationsfornemmelse og overblik, og heller ikke lægens udtalelser til den fjerde statsmagt er altid kun præget af saglighed og objektivitet. Der bliver også melet nogle lægepolitiske og -taktiske kager i den tidlige og i den sene tv-avis og på avisernes debatsider.

Da fugleinfluenzapanikken var i zenith sidste vinter, diskuterede vi den spanske syges second coming. Hvad der ikke i særlig høj grad fandt vej til medierne i den vestlige verden, var konsekvenserne for de mange fattige i Sydøstasien, efter at myndigheder måtte aflive og destruere deres vigtigste proteinkilde.

Den gennemsnitlige levealder i Vest- og Nordeuropa var i 1900 ca. 50 år. I dag er den ca. 80 år. Forklaringen er ikke den forbedrede behandling af kræftsygdomme men stort set udelukkende reduktion af dødeligheden for infektionssygdomme. Vidste De det, kære kollega? Men De ved garanteret heller ikke, hvorvidt lokalsygehuset overlever de næste ti år. Her er omsider et emne, hvor politikerne har værnet om debatlysten.