Som nyuddannet læge aflægges lægeløftet, hvis ordlyd ikke er ændret, siden det blev indført på Københavns Universitet i 1815.
Dermed er spørgsmålet om den gode lægegerning vel allerede besvaret? Hvis bare det var så enkelt!
Hvis der var tale om en detaljeret opskrift på måden, hvorpå man som læge skal agere i sit virke, havde det sandsynligvis ændret formulering siden 1815.
Lægeløftet er snarere en række overskrifter, hvor den enkelte må udfylde brødteksten afhængig af samfundstiden og egen overbevisning, som ikke nødvendigvis er en stationær parameter og kan være forbundet med tvivl – sådan er det i hvert fald for mig.
Tvivl er naturligt og et grundvilkår, men hvorfor tvivle i situationer med klare retningslinjer? Hvorfor bliver jeg i tvivl om receptfornyelsen, når patienten ringer for at få fornyet vanedannende medicin, til trods for at kravet om personligt fremmøde og doseringsintervallet ikke er overholdt?
Hvad gør det ved mig, når jeg i telefonen af patienten og/eller den pårørende gøres opmærksom på konsekvenserne ved ikke at få medicinen: abstinenser, risiko for indlæggelse og den ferie, der må aflyses, foruden de højlydte diskussioner, der skriger af frustration i den anden ende af røret.
Jeg føler mig ganske enkelt skyldig i forhold, der ikke har noget med mig at gøre, da alle, der får udskrevet vanedannende medicin, er bekendte med den skarpe bevågenhed.
Det er min skyld, hvis patienten får abstinenser, det er min skyld, hvis patienten bliver indlagt, og det er min skyld, hvis ferien bliver aflyst.
Skyldfølelse er et udtryk for empati og kan være konstruktivt, lige så vel som den kan afføde selvbebrejdende og andre destruktive tankespind såvel som angst for utilstrækkelighed og fejl, hvilket er omdrejningspunktet for dette skriv.
Disse tanker og følelser opstår ikke kun i mødet med patienten, men også i mødet med pårørende:
tyndslidte forældre, der henvender sig efter deres barn for femte gang er blevet ringet hjem grundet hoste og feber, og som nu efterspørger diverse undersøgelser foruden en henvisning til en pædiater.
Her kan det være enormt svært at fastholde, at der formentlig er tale om forskellige infektiøse agens kombineret med et ikke fuldt udviklet immunforsvar, idet man i øvrigt observerer et barn i trivsel, hvis forældrene først har låst sig fast på netop denne agenda – og hvad nu, hvis der faktisk var en anden forklaring?
Det kan være en enorm udfordring at balancere sin faglighed og sandsynlighedsspørgsmål mod de følelsesmæssige vibrationer, der ofte opstår i mødet med patienten eller pårørende.
Foruden det følelsesmæssigt spændte rum opstår udfordringen formentlig også, idet vi er en del
af et videnssamfund, hvor Doktor Google jævnligt bliver konsulteret, og man kan føle sig om en brik i ludo, der er blevet slået hjem.
Det er ikke sjældent, at patienter har fundet frem til en lidelse, der forklarer deres symptomer, og ruller en behandlingsplan frem, hvor det uden tvivl er vigtigt at lytte, da det er en umulig opgave at være opdateret på den enkelte patients historik, samtlige lidelser og sammenhænge, men det kan også være en udfordring, idet det kan være svært for patienten at navigere i de enorme mængder informationer med risiko for mistolkninger.
»Jeg vil have-kulturen« kræver en nøje afbalanceret nysgerrighed og grænsesætning, hvilket ikke altid er lige let.
Det hænder heller ikke sjældent, at bolden bliver kastet tilbage til den almenpraktiserende læge.
Det er ikke den almenpraktiserende læges opgave at ordinere beroligende til det syvårige barn, som skal have taget blodprøver rekvireret af psykiatrien, ligesom det er umuligt for os at svare på, hvornår patienten atter må køre bil efter et neurokirugisk indgreb.
Andre gange bør bolde blive placeret solidt i målets skarpe hjørne: Hvorfor tilbagevise til den almenpraktiserende læge vedrørende undersøgelser, som man bør være bekendt med ikke udføres rutinemæssigt – f.eks. UL-skanning af halspulsåren som led i fund af diskret hyperkolesterolæmi.
Der er tale om et kasteboldsfænomen, hvor lægen i almen praksis ofte udgør sidste led og dermed ufrivilligt og uberettiget får rollen som den rigide afvisende læge, der ikke imødekommer patientens ønske.
»Det er min skyld, hvis patienten får abstinenser, det er min skyld, hvis patienten bliver indlagt, og det er min skyld, hvis ferien bliver aflyst«Tine Aae Nielsen, yngre læge, p.t. ansat i Græsted Lægehus
Derudover er der også hele udfordringen om det stigende patientantal med private sundhedsforsikringer: patienten, der har været udsat for et simpelt knævrid, og som nu ønsker billeddiagnostiske undersøgelser via den private sundhedsforsikring, hvilket kræver en henvisning fra egen læge.
Her kan det være svært at fastholde retningslinjerne for billeddiagnostik, idet man konfronteres med en irritabel og vredladen patient, der fastholder sit ønske om afklaring, inden vedkommende går den længe planlagte vandreferie i møde.
Desuden er der altid et hvis: Hvad nu, hvis skanningen viste forhold, som var forskellige fra den tentative diagnose stillet på baggrund af den kliniske undersøgelse. Igen lander vi i angsten og spørgsmålet om skyld og selvbebrejdelse.
Generelt tror jeg, at angsten for fejl og ikke mindst den mulige klagesag, der ligger på lur, er alle lægers skræk: en skræk, som højner vores opmærksomhedsniveau, men som samtidig kan være et spirende frø for den såkaldte defensive medicinske tilgang.
Denne tilgang handler om at beskytte os selv som læge frem for at fokusere på et meningsfuldt patientforløb og aflastning af et i forvejen haltende sundhedsvæsen. Igen kan nævnes henvisninger til billeddiagnostiske undersøgelser, som medfører en ikke ubetydelig strålebelastning af patienten såvel som skattekroner, der kunne være brugt mere hensigtsmæssigt.
Denne beskyttelse kan også se ses i journalføringen, »patienten er informeret om og samtykker til planen«, hvor man tydeligt får fornemmelsen af en automatiseret frase, når den fremgår af epikrisen hos patienten med kendt Alzheimer-demens.
Dokumentation er et helt emne for sig. Det griber om sig, og igen må man stille sig selv spørgsmålet: »For hvis skyld?«
Dokumentation er uden tvivl vigtigt for forståelsen af det enkelte patientforløb og som kommunikationsredskab, men jeg er ikke i tvivl om, at patienterne hellere vil have mere tid i konsultationsrummet frem for nogle flere linjer i den elektroniske journal. Omvendt vil vi som læger gerne have alt sort på hvidt, hvis vi en dag skulle finde os selv flagrende på forsiden af B.T.
Da et lægeliv uden hverken skyldfølelse, selvbebrejdelse og angst for utilstrækkelighed og fejl er utopi, er det vigtigt med fokus og åbenhed på dette område for at gøre op med nulfejlskulturen, afhjælpe den ensomhed, det kan fører med sig, og om muligt udsulte eller om ikke andet tæmme disse følelser og tanker, så der er plads til huske alle dem, vi heldigvis hjælper.
Budskabet for dette skriv må være, at vi som læger skal tale højt.
