Den grimme glomus

Som ung kunne jeg mærke, at det gjorde ondt i højre langfinger. Der var ikke noget synligt anderledes. Men inde under overfladen lå der en knappenålsstor cyste i neglelejet med en svag farvenuance, der changerede fra blålilla til hudfarve. Det var som en lille tyran, der forvandlede sig til et monster under pres! For hver gang fingerspidsen blev ramt, gav det brændende smerter og et glimt af, hvordan et smut forbi helvede føltes. Min læge mente dog ikke, at problemets omfang krævede kirurgisk indgreb.

Årene gik, og den lille cyste voksede sig halvanden millimeter stor. Den gjorde sig bemærket ved flere aktiviteter; lige fra opvask og indkøb til når jeg gav et pænt håndtryk. Det var ikke sjældent, at et kærligt klem blev gengældt med en brat tilbagetrækning, hvor jeg trøstesløst sad på hug med det rødglødende ansigt begravet mellem benene og forsøgte at kvæle skrigetrangen i et øjebliks resignation over for smertens utæmmelige udbrud.

Først i forbindelse med en dermatologitime kunne jeg afkode, at det var en glomustumor. Men det mente min læge ikke, da hun forsigtigt trykkede på neglen, uden at det udløste reaktion: »Det er ikke glomus, ellers ville du springe i luften af smerte«. Men nænsomt tryk gør heller ikke ondt. Tumorvævets hyperfølsomme nerver er som spændte strenge; det udløser en høj tone, når man slår på dem, men ikke når man trykker dem langsomt ned. Således endnu en konsultation uden effekt. Min eneste trøst var, at smerten ikke var kronisk, og at de klodsede bevægelser, der eksponerede fingeren lige dér hvor den lille satan sad, var begrænsede.

Men den lille glomus' umættelige trang til opmærksomhed og voksende uvilje mod at være buret inde fik efterhånden bugt med udholdenhedens styrke, for generne opstod nu også i hvile og uprovokerede. Det fysiske ubehag, der førhen blev glemt, så snart smertechokket gik over, progredierede til undgåelsesadfærd. Flere manuelle opgaver måtte jeg klare med venstre hånd.

Langt om længe havnede jeg hos eksperterne, der ved førstehåndsindtryk stillede diagnosen glomustumor med indikation for excision. Operationen gik stærkt. Hvad jeg oplevede af ubarmhjertig pine i 24 år, blev fikset på 24 minutter. Nu kunne jeg klare opvasken i forbifarten og tordne rundt med støvsugeren, uden frygt for at ramme stolen eller bordkanten. Lykken er simpel.

Kære læger, lyt til patienten. Selv om symptomklagen umiddelbart kan lyde banal, kan det være dybt generende i hverdagen og påvirke livskvaliteten. Som regel er der en grund til at man søger hjælp, så tag råbet seriøst i stedet for at bagatellisere det. Livet er for kort til meningsløse lidelser.