Den kritiske grænse for kritik

Der er en grænse for alt, siger de. Så lad os tale om, hvor grænsen går, når vi taler om kritik i vores fag. Vi kan hurtigt være enige om, at kritik ikke skal gå på personen. Gå efter bolden som de siger. Selvfølgelig.

Men hvad så herefter? Må vi kritisere alt og alle? Vores chefer? Myndighederne? Retningslinjerne? Jeg vil have sagt ja langt hen ad vejen indtil tirsdag den 28. april. Her blev mange af os chokerede over afskedigelsen af Ulrich Fredberg, den visionære og nok meget markante leder af Diagnostisk Center i Silkeborg, kendt for sine tydelige meninger. Det faglige grundlag er mildest sagt tvivlsomt og har fået en storm af kritik fra fagpersoner og eksperter. Så var der “samarbejdsproblemer” som blev tilføjet. Men hvad er “samarbejdsproblemer”? Må man sige det, så snart den anden ikke er enig med dig? Eller har udtrykt kritik – mange gange? Kan det være grund til fyring, uden solid dokumentation? Kaldes brug af ytringsfriheden for samarbejdsproblemer?

Jeg kommer selv også gerne med kritik, når jeg synes noget ikke er godt nok eller kan gøres bedre i min optik. Det er sikkert irriterende for nogle, men jeg ser det som min pligt som læge at forblive kritisk. Det er vi rent faktisk uddannet til: stille spørgsmål og være kritiske. Derfor kom jeg også med kritik i sagen om Fredberg, som efter min mening er helt forkert angrebet. Fordi det der skete for ham, kan nemlig ske for os alle, der ikke lige passer i den ønskede boks.

Som nogle af jer måske har læst, har denne (faglige!) indblanding givet mig et hav af bekymrede henvendelser. Jeg skulle passe på med, hvad jeg siger. “Det de gjorde mod Ulrich, kan de også gør mod dig”. Seriøst? Er det virkelig der, vi er i sundhedsvæsenet?

Den efterfølgende undersøgelse lavet af Dagens Medicin, bekræftede desværre denne frygt rigtigt mange har. Man skal holde igen med kritik, fordi det kan give repressalier (senere). Vi har jo alle læst om adskillige læger, der blev fyret efter at have ytret sig kritisk. Selvfølgelig pakket ind i “samarbejdsproblemer” eller “illoyalitet”. Men disse er meget subjektive argumenter, som nemt kan misbruges. Og den fornemmelse viser det sig mange læger har.

Så mange holder mund.

Men er det det, vi vil? Nogle nikkedukker der jubler over alt, der kommer fra oven? Ikke jeg i hvert fald. Jeg mener, vi har pligt til at være kritiske for vores fags og patienternes skyld. Men også for vores frihed i det hele taget. Det vil jeg alt sammen ikke give afkald på.

Nu hvor der skal vælges ny formand for Lægeforeningen, vil jeg opfordre alle til at have vores ytringsfrihed med i tankerne. Vælg gerne én der kan tage vare på os alle og kan være med til at ændre den syge kultur, der tilsyneladende er mange steder. Vi har nemlig vigtigere ting, vi hellere skal bruge tiden på.