Den lægelige flødebollefabrik

Det lægelige uddannelsessystem minder mig i mange henseender om en flødebollefabrik. Denne flødebollefabrik producerer ikke flødeboller fra Lagkagehuset eller Summerbird. Tværtimod drejer det sig desværre om helt almindelige Sambaflødeboller, som ethvert discountsupermarked er leveringsdygtige i.

Vi starter ud med en papbund uden egentlig smag. Den kan med god vilje ligestilles med vores kandidateksamen. Den er udgangspunktet for vores lægelige videreuddannelse, og den sender vi igennem maskineriet. Først bliver indmaden tilføjet. Det er en hvid luftig skum af få ingredienser, som er pisket op til langt større volumen, end den egentlig har gjort sig fortjent til, og den har således mange ligheder med en stilling i klinisk basisuddannelse. Ud over skummet hælder vi chokoladen, der som en tynd sårbar skal udgør selve formen på flødebollen. Den størkner gradvist og bliver mere hærdet, men er fortsat meget sårbar for tryk oppefra, fuldstændig ligesom en ung læge i uddannelsesstilling. Til sidst bliver nogle af flødebollerne toppet med et drys kokos i form af en ph.d.-titel, som unægtelig gør dem lidt mere appetitvækkende for konsumenten.

Samlebånd

Uden synderlig anstrengelse kan man let visualisere for sig, hvordan den ledende overlæge rejser sig med et smaskende grynt, læner sig ind over konferencebordet, mens han gennem en overflod af mundvand bestemt udtrykker: »Jeg vil have dem med kokos«.

De fleste læsere husker nok 1980'ernes talrige tv-programmer fra fabriksmiljøer, hvor man som seer hjemme fra stuen kunne følge med i samlebåndsproduktion af helt almindelige fødeemner. For enden af samlebåndet sidder der altid en stor matrone, iført hårnet og et par hvide bomuldshandsker. Det er Sundhedsstyrelsen. Hun sidder og sorterer alle de flødeboller fra, som har en uregelmæssig form, en lille hvid plet eller en boble i chokoladen. De bliver kasseret og falder ned i en stor spand påført teksten: »Fireårsramte«.

Direktionen i flødebollefirmaet sidder på et kontor løftet højt op over fabrikshallen, hvorfra man kan overvåge hele maskineriet. De har lige haft møde, og direktøren var i godt humør. De klapper i deres rene kontorhænder, ved nyheden om at der kun var 11 flødeboller, som blev kasseret i seneste produktion.

De sidder helt stille

Efter indførelsen af en ny maskine har vi nemlig fået et effektivt system med masseproduktion af flødeboller på rekordtid!

Men, glemmer de ikke at kigge på produktet i deres jubel?

Kan man tænke sig, at når man åbner døren til konferencelokalet på hæmatologisk afdeling om ti år, så får man samme oplevelse, som når man åbner sådan en pakke flødeboller? Der sidder 12 identiske Sambaflødeboller på rad og række og kigger hinanden dybt i øjnene. De sidder helt stille. Der er absolut ingen dynamik i lokalet, for de er alle ens. De har helt de samme holdninger og den samme baggrund. De består alle sammen af en papbund, luftigt skum, et tyndt chokoladeovertræk, og alle hæmatologer vil til den tid være toppet med lidt kokos.

Personlige egenskaber

Det er sådan et arbejdsmiljø, vi stræber efter, når vi frarøver uddannelseslæger tiden og friheden til at udvikle kvalitative personlige egenskaber. Vi giver dem fire år til at opnå helt specifikke kompetencer og standarder, som i høj grad lægger beslag på deres fritid og egenrådighed og derved også deres personlige udvikling og karakter. At være læge er et stort ansvar. En læge skal både være fagligt dygtig og have et personligt overskud for at kunne være empatisk, rummelig, professionel og en god leder. Denne personlige udvikling er meget privat og opnås ikke i en masseproduktion af identiske flødeboller.

Kvalitet kræver tid og omhu. Det er et problem, at vi uddanner læger, som aldrig får muligheden for at videreuddanne sig til speciallæge. Jeg synes, at det er et mindst lige så stort problem, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse krampagtigt holder fast i en maskine, som producerer sundhedsskadelige flødeboller.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen