Den lægelige videreuddannelse medvirker til geografisk ulighed i sundhed

Der er mange gode grunde til at hive teltpælene op og flytte til provinsen, når man er færdig med at studere i storbyen: Boligerne er billigere, der er god plads og ofte en vandkant i nærheden, og familien bor måske tæt på. Disse goder sammen med de faglige attraktive udfordringer ved virkelig at kunne gøre en forskel for mange, burde kunne få adskillige nyuddannede læger fra universitetsbyen København til at overveje at søge mod naboregionen og det gode liv. Desværre sker denne udflytning bare ikke i det omfang, man kunne håbe på. Region Sjælland har et problem med lægemangel, som kun ser ud til at blive værre og værre.

Det er fristende udelukkende at forsøge at forklare dette med de samfundsmæssige faktorer, som ligger bag den geografiske ulighed i sundhed, der som bekendt er særligt udtalt i regionen [1], f.eks. kort levealder, høj sygdomsbyrde, lav socioøkonomisk status i kombination med begrænsede regionale økonomiske ressourcer til både at yde sundhed og rekruttere og fastholde læger. Ikke mindst gør lægemanglen i sig selv det mindre attraktivt for nye læger at blive en af de få, der skal holde skuden sejlende. Men der ser også ud til at findes en anden betydningsfuld årsag til, at Region Sjælland har svært ved at tiltrække og ikke mindst skabe nye speciallæger. Nemlig den lægelige videreuddannelse og de regler og normer, nedskrevne såvel som uskrevne, som systemet anvender, når læger skal videreuddanne sig til speciallæger.

Rammer flere specialer

Noget af dette blev beskrevet i en nylig artikel i Dagens Medicin om fem uddannelseslæger bosat på Falster, der grundet hoveduddannelsesforløbenes sammensætning og geografiske placering forudså ikke at kunne få en hverdag til at hænge sammen [2]. Derfor overvejede de alle at flytte væk med deres familier. En vigtig pointe fra de fem læger var, at der sker en forfordeling af uddannelseslæger fra Region Sjælland, der efter en færdiggjort intro i Sjælland søger hoveduddannelse i Videreuddannelsesregion Øst – en videreuddannelsesregion, der deles af Sjælland med hovedstaden. I artiklen fra Dagens Medicin fremgår det, hvordan bl.a. uddannelseslæger i pædiatrien har erfaringer med, at det er svært at komme i betragtning til HU-forløbene i Videreuddannelsesregion Øst, hvis man ikke har haft intro på et hovedstadshospital. Dette er en problematik, som vi i denne kronik gerne vil uddybe. Noget lignende gælder nemlig også i andre specialer, hvor der cirkulerer beretninger fra ansøgere, som ved afslag i hovedstaden har fået karrierevejledning i form af budskabet »prøv at få en rigtig introduktionsstilling« (underforstået i Region H). Et andet eksempel er specialet samfundsmedicin – et lille, men i Videreuddannelsesregion Øst højt søgt speciale, hvor der, så vidt vi er orienteret, ikke har været tilkendt HU-forløb til ansøgere udelukkende med samfundsmedicinsk erfaring fra Region Sjællandⁱ.

Frasortering

Med udgangspunkt i ovenstående eksempler kan man, måske lidt groft, konstatere, at der i den lægelige videreuddannelse sker en de facto-frasortering af uddannelseslæger bosat og forankret uden for storbyen. Disse må i stedet, efter afslået eller umuliggjort hoveduddannelse, søge andre veje, flytte til en større by, bruge dobbelt så lang tid på at kvalificere sig eller måske endda opgive at blive speciallæger. I Region Sjællands tilfælde etableres fødekæden med speciallæger aldrig rigtig, og mønsteret gentager sig selv som en ond spiral af fravær af speciallæger, manglende uddannelseskapacitet samt faglige ressourcer til at vende udviklingen.

Vi kunne kalde det geografisk forskelsbehandling. Eller måske snarere »rip-rap-rup-effekten«, der overført til denne kontekst beskriver, hvordan man i et ansættelsesudvalg har tendens til at vælge ansøgere, der ligner en selv. Dette skyldes det helt basale, at et menneske har tendens til at vælge det, som vedkommende kender og er tryg ved. Og det kan altså have afgørende betydning for tildeling af uddannelsesforløb i ansættelsesudvalg, hvor Region Sjællands repræsentanter oftest kun udgør en brøkdel af de tilstedeværende. En ansøger forankret et stykke fra en universitetsby vil ofte have et cv, der ikke vil ligne et hovedstads-cv. Nok især fordi mulighederne de to geografiske steder er forskellige. Men skal dette nødvendigvis tælle ned? Mange private virksomheder er for længst blevet klar over, at diversitet og mangfoldighed giver gode resultater på mange parametreⁱⁱ, så måske burde dette også gælde i sundhedsvæsenet og i maskineriet bag den lægelige videreuddannelse.

Potentielle løsninger

Der er mange potentielle løsninger, som kan bidrage til at give Region Sjælland en mere fair chance for at skaffe speciallæger til sig selv. Nogle er nævnt før i debatten, f.eks. muligheden for mere fleksible og øremærkede forløb til »perifert« forankrede yngre læger, som på forskellig vis tilgodeser de udfordringer, disse læger måtte have med bl.a. afstande og pendling. Vi mener tillige, at det er på tide med en bredere definition af, hvad et »rigtigt cv« er. Hvor f.eks. lokalt engagement og frivilligt arbejde sommetider kan vægte lige så højt som f.eks. forskningsaktivitet. Hvad angår den ovenfor nævnte rip-rap-rup-effekt i ansættelsesudvalgene, som jo i Videreuddannelsesregion Øst deles (ulige) mellem repræsentanter fra de to regioner, er man allerede i nogle specialer ved at se på, om ikke også afdelinger, som endnu kun er potentielle ansættelsessteder, skal være repræsenteret. I samme boldgade kunne man overveje, om der er en tilstrækkelig repræsentation i udvalgene af de steder, der varetager den brede behandling. Dvs. af de store grupper af patienter uden for de store byer, der fejler noget relativt almindeligt.

Hovedfunktioner

Det kan måske virke grænseoverskridende for nogen, at den geografiske placering per se skulle give en kommende speciallæge point i kvalifikationen. Der kan også være en bekymring for, at speciallægerne fra Region Sjælland i så fald ender med ikke at blive lige så højt specialiserede som dem i hovedstaden. Ifølge Sundhedsstyrelsen skal hoveduddannelsen dog primært ruste til varetagelse af hovedfunktion, og kun i begrænset omfang skal der stiftes bekendtskab med regions- og højtspecialiserede funktioner [3]. Region Sjælland har netop mange lokaliteter med hovedfunktion samt et kæmpe behov for bredt specialiserede læger i det almindelige forekommende til at gøre en forskel for regionens borgere. Så mulighederne er der bestemt, og det burde kunne lade sig gøre at optimere i Region Sjællands favør. Rammerne for den lægelige videreuddannelse er faktisk rimelig vide, selvom de er forankret i en bekendtgørelse.

Noget skal i hvert fald ændres, hvis man skal forsøge at opveje for nogle af de ulemper, der findes ved at være læge i provinsen. Læger stemmer ligesom alle andre som bekendt med fødderne, som Camilla Rathcke for nylig sagde i et interview [4], og vi kan ikke komme uden om, at deres manglende tilflytning samt vandring væk fra Sjælland er en af årsagerne til den store geografiske ulighed i sundhed, som vi ser mellem de to regioner i øst.