Den moderne generalist er specialist i primær medicin

Udviklingen af hele sundhedsvæsenet går i retning af, at flere og flere opgaver løses alene i almen praksis, og at sygehusene til gengæld servicerer os med råd og vejledning. Måske kan man i den anledning overveje, at specialet kunne skifte navn fra speciallæge i almen medicin til speciallæge i primær medicin, så det ikke igen forekommer, at en statsminister i misforstået kækhed siger: »at det, der er ikke er svært, skal være nært«.

På 20 år har arbejdet som praktiserende læge forandret sig meget. Som en god veninde og kollega sagde for nylig: »Før i tiden følte jeg mig som generalist, og jeg sagde, at jeg vidste lidt om meget. I dag ved jeg meget om meget«.

Vi er gået fra et lille håndskrevet kartotekskort på kartonpapir til en elektronisk journal fyldt med bookninger og korrespondancer mellem alt fra specialister, sundhedspersonale til sagsbehandlere. Vi ser på billeder og sender dem til speciallæger. Vi har et fælles medicinkort, der nu efter en betydelig arbejdsindsats fra almen praksis fungerer. Vi indberetter elektronisk og har elektroniske opslagsværk og beslutningsstøtteprogrammer.

Fodvorter og øreskylninger

For 20 år siden var fodvorter og øreskylninger hverdag for den praktiserende læge. Dengang følte man sig som almenlæge. Familielæge. Godtfolkets kropslige vicevært. Vi lavede det meste selv uden hjælpepersonale, og var der patienter, som var dårlige udi det mere specielle, blev de indlagt. Indlæggelserne varede, lige til patienten var færdigudredt, færdigbehandlet og rask. Sådan er det ikke længere. Indlæggelsestiden er i gennemsnit tre dage på et somatisk afsnit og 14 dage i psykiatrien. Det er verdensrekord, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi arbejder så tæt og godt sammen om patienterne.

Jeg elsker at være praktiserende læge. Jeg er vild med det og fagets alsidighed og ikke mindst den frihed, som gør, at vi hurtigt kan beslutte og gennemføre ændringer. Vi er gået fra at arbejde som solister til at arbejde i team – et team i klinikken, et andet team på plejehjemmet og et tredje i patientens hjem.

Det hænder, at de akutte patienter ses af en af os, men de ved godt, hvem der er deres »egen læge«. Det går ikke ud over kontinuiteten, det betyder blot, at der er flere i klinikken, der kender den pågældende patient, og flere, som patienten har en relation og tillid til. Relationen bevares i et større setup.

Dobbelt gatekeeping

Vi er ikke længere alene om gatekeeperrollen. Den er nu dobbelt, og det er en virkelighed, der er kommet for at blive med den nye nærhedsfinansiering. En henvisning afvises ofte i dag, da patienten enten ikke er i målgruppen, fordi man beder os om yderligere informationer, eller fordi den beskrevne klinik ikke berettiger til en henvisning. Så må vi omkring patienten igen eller klare os selv – og ja, vi klarer mere og mere udredning selv. Vi har fået flere muligheder, men slet ikke tilstrækkelige. Vi burde kunne rekvirere alle enkeltundersøgelser selv som eksempelvis CT, MR-skanninger eller en ekko af hjertet uden dobbelt gatekeeping.

Vi kommer mere ud af huset. Lidt som i gamle dage. Livet uden for klinikken, livet i hjemmet, leves på mange forskellige måder, og det er så værdifuldt at kende konteksten omkring ens borger/patient/dansker for sammen med dem at kunne træffe beslutning om behandlingsvalg og intensitet. Herude, eller rettere herhjemme, er der chokolade og varm kaffe til lægen foruden indrammede fotos af andre patienter. Her giver familielægebegrebet allermest mening.

Gode bekendte

Mange patienter er ad åre blevet rigtigt gode bekendte, og når uddannelseslægen spørger under supervision, så er det, man finder ud af, hvor meget man ved om den enkelte patient og familien. Der er meget, som ikke står i nogen journal. Den unge uddannelseslæge synes, at det er fantastisk at vide, hvad der egentlig foregår i familien. Hvad er forklaringen på, at lige netop denne 11-årige pige har ondt i maven?

Faget har udviklet sig meget alle år, og det slutter ikke her. Tænk at være så heldig at være en del af denne spændende udvikling.

Dr. Hansen så ikke sine patienter, medmindre de var svært syge. I dag følger vi patienterne igennem sygdomsforløb; nogle bliver helbredte, andre bliver ved med at komme eller bliver indkaldt til opfølgning som følge af deres kroniske lidelser. Dengang, hvor én læge kunne betjene sin population fagligt forsvarligt, er forbi. Vi arbejder som et team i klinikken omkring patienten, men i høj grad også med team rundt om vores klinikker: andre speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, hjemmesygeplejen, akutsygeplejersker, sagsbehandlere, mentorer, kontaktpersoner, sosu’er og mange flere.

De kommende år vil vi flytte mange flere opgaver til personale, som vi må ansætte. Jeg er almenmediciner. Jeg kender det almindelige, og det er nødvendigt for at kunne finde den syge blandt de raske. Jeg visiterer altså sygdom, men min opgave er temmelig speciel og kræver en indgående viden om hele sundhedsvæsenet for at kunne give patienten den bedste behandling og de bedste forløb. De praktiserende læger er blevet specialister i primær medicin.