»Den nazistiske nyresten« om §§'er og selvrespekt

I Ugeskr Læger 2002; 164: 4834: skriver journalist Christian Andersen (DADL) en artikel med ovennævnte titel, der for størsteparten refererer Kari Mikines' efter min mening overordentligt fornuftige tanker omkring den efterhånden landskendte nyrestens(?)patient, men midt i artiklen - første spalte på side 4835 - sker der noget andet. Journalisten går ud af rollen som referent og fortæller os, hvad der er korrekt - men er det så det?

Lov om udøvelse af lægegerning, § 7 siger i stk. 1 (fremhævningerne er mine): »Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen.

Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

Og i Etiske regler for læger, § 8. Handlepligt/hjælpepligt, står (igen er fremhævningerne mine):

»Tilkaldes en læge til en syg, og må det efter det oplyste antages, at hurtig lægehjælp er påtrængende nødvendig, skal lægen yde hjælp snarest muligt.

I tilfælde, hvor det er sikkert, at hjælp vil blive ydet af en anden læge, og i tilfælde, hvor det viser sig, at der ikke foreligger behov for akut lægehjælp, fritages lægen dog for hjælpepligten.«

Nyre/uretersten er overordentligt ubehageligt, men dog sjældent livstruende på niveau med »forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen«, men det er ikke det vigtige i denne diskussion. Det vigtige er, at ifølge det både i denne artikel og i dagspressen præsenterede forløb, blev rettidig lægehjælp ydet af en anden læge, endda en læge som ifølge vores sygehusstruktur var nærmere dertil!

Der har altså på intet tidspunkt været tale om, at rettidig og efter det oplyste fuldt sufficient lægehjælp ikke blev tilbudt; kun om at patienten, der ifølge Kari Mikines var vågen, klar og orienteret, ikke ville modtage den tilbudte hjælp!

Vi har som ansatte i det offentlige sundhedsvæsen ikke pligt til at behandle (som det er blevet sagt i den elektroniske presse) vågne, klare og orienterede patienter. Vi har pligt til at give dem et behandlingstilbud; om de vil tage imod det, må de selv bestemme - og det ville denne unge mand åbenbart ikke. Jeg er enig med Kari Mikines i, at sagen skulle være sluttet dér, og at vi ikke skal belønne hverken racistiske eller andre urimelige krav.