Skip to main content

Den Nye Turnusuddannelse

Reservelæge Lone Baandrup, Storstrømmens Sygehus Nakskov, E-mail: baandrup@webspeed.dk

3. nov. 2005
2 min.

Da jeg nærmede mig afslutningen af det lægevidenskabelige studie, fik jeg brev fra Sundhedsstyrelsen om Den Nye Turnusuddannelse, hvor det nye altså ikke er fordelingen af pladserne (som fortsat synes meget uretfærdig, når man hører til dem, der får et dårligt nummer), men derimod at uddannelsen nu skal være kompetencestyret, dvs. der er opstillet en række minimumskompetencer fordelt på 7 forskellige områder, der skal mestres ved turnusuddannelsens afslutning. Dette opfattede jeg som et forsøg på forbedring af turnusuddannelsen og en garant for en nogenlunde ensartet uddannelse trods ophold på forskellige afdelinger. Imidlertid oplever jeg, at kompetenceskemaerne - i hvert fald i Storstrøms Amt - bliver brugt på en noget anden måde end hensigten.

Jeg er i turnus på kirurgisk afdeling på Nakskov Sygehus, hvor både mine forgængere, mine nuværende kolleger og jeg selv gentagne gange har gjort opmærksom på, at forholdene er kritisable for turnuslægerne, ganske enkelt fordi der er for få akutte patienter. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal få opfyldt de kompetencer, der skal nås i løbet af den kirurgiske turnus, men jeg er ikke tilfreds med, at jeg en stor del af tiden ikke ser nogle kirurgiske patienter! Og da er det, at videreuddannelsesrådet nærmest bruger kompetenceskemaet imod os: Så længe kompetencerne bliver opfyldt, overholder de deres forpligtelse over for Sundhedsstyrelsen og er derfor fuldstændig uimodtagelige over for kritik af afdelingen. Jo, vore klager bliver hørt, skrevet ned og taget til efterretning, bevares - men der bliver altså fortsat sendt turnuslæger til afdelingen, formentlig fordi der er mangel på turnuspladser, hvilket blot bliver endnu mere udtalt fremover.

Der er naturligvis også fordele ved at være på et lille sygehus bl.a. deri, at den kirurgiske afdeling er blandet, så man får set såvel akut abdomen som urologiske og ortopædkirurgiske patienter; der er bare for få af dem!

Det, jeg ønsker at gøre opmærksom på, er, at denne nye kompetencestyrede uddannelse ikke må blive en barriere for klager over og legitimering af andre kritisable forhold på en afdeling, det være sig arbejdsbelastning (hvor både for stor og for lille belastning kan være et problem), patientprofil, arbejdsmiljø, vagthyppighed osv.

Problemet med turnuslæger på kirurgisk afdeling i Nak-skov løser for øvrigt sig selv i løbet af det næste år, idet afdelingen står for nedlukning, og når den først er lukket, står det klart også for videreuddannelsesrådet, at selv minimumskompetencerne ikke kan opnås.