Skip to main content

Den ottende lægerolle

En ny rolle har sneget sig ind i den moderne DJØF-alder: en sundhedsøkonomisk rolle. Som har en dubiøs karakter.

Professor, overlæge, ph.d. Peter Derek Christian Leutscher, Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland og Klinisk Institut, Aalborg Universitet
E-mail: p.leutscher@rn.dk
Interessekonflikter: ingen

19. jan. 2017
4 min.

Ved dimission af nye læger fra landets universiteter aflægges lægeløftet, der tager udgangspunkt i den hippokratiske ed. Lægeløftet har været retningsgivende for danske læger siden 1815 og rummer i essensen en erklæring om »at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«.

Med tiden er der kommet flere faglige facetter til i lægens nu mere komplekse mission, og på den baggrund definerede man i 2003 de syv lægeroller. Lægen skal således varetage rollerne som medicinsk ekspert, samarbejder, kommunikator, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel.

Ny rolle

Men på ganske diskret og snedig vis har man i den moderne DJØF-tidsalder ladet en ny rolle snige sig ind. Den vedrører lægers sundhedsøkonomiske bidrag til fastsættelse og fordeling af sundhedsydelser for patienterne. En rolle, som i sagens natur har en potentielt dubiøs karakter.

Med etablering af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) i 2011 var der en lejlighed til, under dække af såkaldte baggrundsnotater og behandlingsvejledninger, legitimt at placere læger i front for sundhedspolitiske beslutninger. Beslutninger, der fra centralt hold bliver taget for at begrænse antallet af patienter, der får adgang til en given medicinsk behandling.

RADS seneste baggrundsnotat for behandling af kronisk hepatitis C er et trist eksempel på dette forhold [1]. Med dette notat afskærer man reelt 70-80% af de 8.000-10.000 diagnosticerede HCV-patienter i Danmark fra at blive tilbudt den meget effektive viruseradikerende behandling med de nye direkte aktive antivirale (DAA) lægemidler [2, 3].

RADS' strategi

Den af RADS anvendte strategi er ganske enkel. Man definerer indikationskriterier for DAA-behandling så stramt og snævert, at kun et mindretal af patienterne kan komme i behandling. I den sammenhæng bør der gøres opmærksom på, at en overvejende del af de socialt sårbare HCV-patienter lider af psykiatrisk komorbiditet med en dårligere prognose til følge [4]. End ikke dette vigtige patienthensyn bliver der taget i RADS’ baggrundsnotat.

Man har således tildelt lægen den ottende lægerolle – nu som sundhedsøkonom. Desværre rummer dette et etisk dilemma for de læger, som lader sig rekruttere til fagudvalg i RADS-regi.

Man har således tildelt lægen den ottende lægerolle – nu som sundhedsøkonom. Desværre rummer dette et etisk dilemma for de læger, som lader sig rekruttere til fagudvalg i RADS-regi. På den ene side skal de efterleve den hippokratiske ed til gavn for patientens ve og vel. På den anden side skal de foretage sundhedsøkonomiske prioriteringer. Det er et både umuligt og urimeligt skisma. Det er altafgørende, at vi som læger fastholder vores faglige og etiske integritet.

Politikernes opgave

Som udgangspunkt påhviler det politikerne at varetage de nødvendige sundhedsøkonomiske prioriteringer, men det er en kompliceret opgave. I 2007 blev der af Teknologirådet udgivet en rapport med netop fokus på prioriteringer i sundhedsvæsenet [5]. I rapporten blev der bl.a. argumenteret for, at direkte politisk prioritering ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig. Der blev i rapporten rejst en række essentielle spørgsmål om prioriteringen af ressourcer i sundhedsvæsenet – herunder om, der er »tale om en fair proces, hvor ingen diskrimineres, og hvor de overordnede valg og fravalg er lagt offentligt frem«?

Erfaringerne med RADS har, jf. det ovenfor anførte eksempel med RADS' baggrundsnotat for behandling af kronisk hepatitis C, rejst en berettiget tvivl om de reelle hensigter bag beslutningerne. Med Medicinrådet vil prioriteringsdiskussionen blive intensiveret. Det bliver interessant fremover at følge, hvor transparente processerne bliver, og hvilken indsigt offentligheden reelt kan forventes at få. Under alle omstændigheder kræver det politisk styring af prioriteringsopgaven. Påtog politikerne sig deres ansvar, ville det også blive nemmere overordnet at byde en profitmaksimerende lægemiddelindustri trods og kræve et sundhedsetisk medansvar af lægemiddelproducenterne til gavn for den enkelte patient og den overordnede økonomiske udvikling i samfundet. Det har vi en reel mulighed for at gøre i Danmark, hvor den forskende industri og det offentlige allerede har demonstreret, at man kan arbejde tæt sammen.

Note: RADS' opgaver er per 1. januar i år overtaget af Medicinrådet, som er blevet forelagt denne Replik. Medicinrådet forventes at svare i næste nummer af Ugeskriftet. Debatredaktionen.

Referencer

LITTERATUR

  1. Rådet for anvendelse af dyr hospitalsmedicin. Baggrundsnotat for behandling af kronisk hepatitis C. Version 3.2, Dok.nr. 261736, september 2016.

  2. Christensen PB, Hay G, Jepsen P et al. Hepatitis C prevalence in Denmark – an estimate based on multiple national registers. BMC Infect Dis 2012;12:178.

  3. InfCare Hepatitis Rapport 2015. Region Midtjylland. www.hepatitis.dk/.

  4. Omland LH, Osler M, Jepsen P et al. Socioeconomic status in HCV infected patients – risk and prognosis. Clin Epidemiol 2013;5:163-72.

  5. Teknologirådet. Prioritering i sundhedsvæsenet. Et oplæg til debat om bedre beslutningsprocesser. Teknologirådets rapporter 2007/5.