Debat
Den rigtige undersøgelse efterlyses
Vi er bestemt ikke imod, at man undersøger effekten af en ph.d.-uddannelse – tværtimod. Men man skal undersøge bestræbt objektivt, evidensbaseret og måle på de rigtige parametre.
11. maj 2016
3 min.
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) besvarer den 18.4. i Ugeskrift for Læger vort indlæg om den forestående analyse af, hvilket udbytte læger får af at gennemføre et ph.d.-forløb. Hvad det betyder for deres daglige kliniske virke. Vi takker for svaret.
De indvendinger, vi kom med, var egentlig ikke rettet mod, at man vil undersøge, hvilken effekt en ph.d.-uddannelse har for læger og deres virke. De gik på ministeriets oplæg til de personer, der skulle byde ind på at gennemføre analysen. Deraf fremgik, at udgangspunktet var, at der nok var tale om overuddannelse af læger, at sundhedsvæsenet ikke havde økonomiske konsekvenser af uddannelsen, og at man for 350.000 konsulentkroner kunne gennemføre ”dybdegående kvalitative interview” med ”stakeholders” samt en spørgeskemaundersøgelse rettet mod læger med og uden ph.d.
Det er bestemt væsentligt at finde ud af, hvilken effekt det har, at man har satset så hårdt og entydigt på ph.d. Men det kræver en anden og meget mere dybdegående tilgang til problematikken end blot en lille tilsyneladende biased discountundersøgelse på et åbenbart beskedent vidensgrundlag.
Hvor megen forskning foregår der med eller uden involvering af ph.d.-forløb? Hvor megen forskning kan gennemføres uden yngre forskningsmedarbejdere, hvilket i dag er synonymt med ph.d.?
Hvad betyder de for en udforskende kultur i sundhedsvæsenet? Hvad betyder det formaliserede forløb for rekruttering både af de ph.d.-studerende og i høj grad også for seniorvejlederkorpset, der er rundt om dem? Hvem betaler for ph.d.-forløbene? Hvorledes finansieres vejlederkorpset? Er der tale om, at vejledningen altovervejende foregår con amore, fordi man derved får kultiveret sin egen undren? Hvor stor er egentlig statens andel af finansieringen? Og hvad der nok er det mest væsentlige: Kan man finde ud af, hvilken effekt ph.d. har på Danmarks internationale position i forskning, her specifikt den kliniske og biomedicinske? Er der kausalitet eller ej mellem satsningen på ph.d. og det, at Danmark så markant overhalede Sverige og Finland, når det gælder den internationale gennemslagskraft omkring årtusindskiftet?
Vi var mange, der var skeptiske, dengang ph.d. blev dekreteret af Bertel Haarder i 1988, og det er da bestemt ikke med hovedet under armen, at sundhedsvidenskaben har taget de treårige konforme forløb til sig og ikke mindst overbevist sundhedsvæsen, fonde, sygdomsbekæmpende foreninger og erhvervsliv om, at nu var der ikke blot tale om finansiering af forskning, men også forskeruddannelse. Så en undersøgelse af, hvorfor det er blevet så markant en succes, også inden for sundhedsvidenskab, med så høj en gennemførelsesprocent, samt hvorledes man eventuelt kan gøre det endnu bedre, er bestemt velkommen. Det vil også sende et andet signal, end det finanslov og regering i øvrigt har udsendt om, at vi ikke behøver så megen forskning i Danmark.