Den smukke død

- Vil du hjælpe mig til at dø, hvis jeg beder dig om det? Spørgsmålet kom fra en god ven med en uhelbredelig, smertefuld sygdom. Vi sad og talte sammen i hans stue. Min ven var trist, forpint og tæt på at give op. Lysten til at leve blev mindre dag for dag. Vi mindedes de mange gode, fælles oplevelser fra dengang livet lå foran os. Dengang nederlag, smerte og dødsangst var noget andre mennesker måtte lide, selv var vi usårlige, tilværelsen fuld af udfordringer, der ville blive overvundet en efter en. Min ven blev en fremragende videnskabsmand, men på toppen af karrieren brød sygdommen ud. Behandlingsmulighederne var nu alene symptomdæmpende. Den dominerende følelse hos den syge var magtesløshed.

Min vens spørgsmål overraskede mig, men rystede mig ikke. Jeg blev også rørt over den tillid og intimitet, det rummede. Bagefter, da vi havde taget afsked, kom tankerne så. Jeg er ikke tilhænger af den statsdrevne eutanasi. Min væsentligste bekymring er formuleret af andre: netop fordi den døende har valget, har han det alligevel ikke. Man vælger måske den sidste sprøjte af hensyn til omgivelserne, ikke for ens egen skyld. Belgien er på vej til at legalisere eutanasi, som Holland allerede har gjort det. Næsten tre fjerdedele af den belgiske befolkning er for aktiv dødshjælp. Den danske Lægeforenings formand er ikke tilhænger af lovgivning på området. Jeg kender ikke danskernes holdning til eutanasi men vil gætte på, den ligner belgiernes.

Der kan være ganske stor forskel på ens tanker, når det drejer sig om den overordnede holdning til spørgsmålet respektive den personlige beslutning, når det bliver stillet dig af et elsket menneske. Jeg vil gætte på, at andre personer med sundhedsfaglig baggrund har været i samme situation som jeg og vil anse det for sandsynligt, at nogle af de adspurgte har svaret bekræftende. Jeg vil også tro, at nogen har udført, hvad de kan have opfattet som deres samaritanske pligt, når tiden var moden. De juridiske konsekvenser af medlidenhedsdrab kender vi noget til. For mit eget vedkommende vejer de anderledes i forhold til min samvittighed og personlige etiske holdning.

Jeg stillede senere en anden god ven det samme, men nu retoriske spørgsmål. Efter få sekunders tøven afgav vedkommende det svar, jeg havde ventet. Det samme som det jeg selv var kommet med. Dilemmaet er naturligvis, at ét er ens grundlæggende holdning til eutanasi, noget andet hvordan man forholder sig til det enkelte menneske, der uopfordret beder om hjælp til at tage det afgørende skridt. Lige meget hvordan man vender og drejer problemet, er der en væsentlig forskel på om det er systemet, der med lovgivernes tilladelse udfører eutanasi, eller om det er den enkelte læge, der handler compassionately. Og ulovligt. Man bliver drabsmand i stedet for fagmand.

Hvad vejer så tungest? Samvittighed, medfølelse, lovlydighed eller overbevisning? Overjeget eller jeget? Ville jeg selv bede en kollega om hjælp til den sidste handling, skulle det engang komme så vidt? Jeg kender ikke svaret. Måske bliver det ikke aktuelt, fordi vi også i Danmark beslutter os for at legalisere eutanasi. Udføres der allerede i dag en form for aktiv dødshjælp på sygehusene? Har jeg selv fremskyndet dødens indtræden hos en patient ved brug af morfika? Det kan jeg ikke afvise, men uanset regler vil man altid befinde sig i et gråzoneområde. Det samme gør hollænderne, men her er zonen måske forskudt. Dilemmaet består i lægens personlige valg i den givne situation. Kan jeg overskride grænsen, tabuet, og kan jeg i så fald leve videre med det bagefter? Den, der fremskynder døden, må bære den etiske beslutning. Dialogen mellem læge og patient vokser ud af vidt forskellige udgangspunkter afhængig af, om der er lovgivet om dødshjælp eller ej.