Det har rystet mig at se, hvor meget déjà vu, der er over COVID-19 pandemien i forhold til den spanske syge. Men der er dog også vigtige forskelle, skriver læge og historiker Hans Trier.
Jeg har i nogle år beskæftiget mig med historien om den spanske syge. Virologerne har fortalt, at vi måtte forvente lignende pandemier. Alligevel havde jeg en optimistisk forestilling om, at de slemmeste af dem måtte høre fortiden til. I hvert fald ville de næppe vise sig i min egen levetid. Nu har det rystet mig at se hvor meget déjà vu, der er over COVID-19 pandemien i forhold til den spanske syge. Men der er dog også vigtige forskelle.
Den spanske syge var influenzapandemien, der i 1918-20 kostede over 50 mill. overvejende unge mennesker livet. Herhjemme døde ca. 15.000. Alligevel gik den nærmest i glemmebogen. Først med nye pandemitrusler omkring 2000 blev interessen for den historiske svøbe fornyet. Samtidig fik man identificeret den udløsende virus: influenza A H1N1. Det skete blandt andet ved at påvise virusgenomet i bevarede eller opgravede ligdele fra dens ofre.
Tilsvarende har man gravet arkivdata op om fx effekten af nedlukningen af USA’s storbyer 1918-19 og analyseret dem for at fastslå, hvilken indsats der nyttede mest. Det diskuteres ofte, hvad man kan lære af historien – gerne med lidt abstrakte konklusioner. Brugen af historiske data i nutidig epidemibekæmpelse har modsætningsvis et yderst konkret formål. Det er blandt andet de undersøgelser, som Sundhedsstyrelsens direktør henviser til, når han bliver spurgt om lukkepolitikken under COVID-19 krisen.
Det fascinerer mig, at en katastrofe med så stort dødstal næsten kunne forsvinde ud af historien. Det er svært at forestille sig, at det vil ske med COVID-19 pandemien. Men muligheden foreligger, selv om de døde måske vil blive talt i millioner og den økonomiske krise bliver årelang.
Den spanske syge blev overskygget af første verdenskrig og de følgende begivenheder som revolutioner, børskrak, totalitære bevægelsers opkomst og anden verdenskrig. Herhjemme var der Påskekrisen og Genforeningen i 1920, massearbejdsløshed og besættelsestid. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilke fremtidige begivenheder, der vil kunne overskygge COVID-19.
Stærke grupper som politikere og læger havde ikke interesse i at bevare erindringen om den spanske syge. De havde ikke kunnet planlægge eller forebygge sig ud af den, og lægerne kunne hverken identificere det udløsende agens eller stille kausal behandling op. Hvis nedkæmpelsen af COVID-19 pandemien sker som resultat af målrettet politisk-administrativ indsats, eller fordi der lynudvikles effektiv antiviral medicin eller vaccine, så vil de grupper nok holde erindringen om den bedre ved lige.
Det skal siges, at den spanske syge også i 1918 oftest var fraværende fra avisernes forsider, hvor verdenskrigen og storkonflikter dominerede. Det er anderledes med COVID-19 pandemien. Den har helt ryddet mediefladen. Og mens der – i hvert fald for Danmarks vedkommende – kun findes få fotos af den spanske syge, mangler vi ikke billeder af COVID-19.
Der er store forskelle mellem den aktuelle coronavirus og influenzavirus fra den spanske syge med hensyn til virologi og epidemiologi. De egenskaber vil i sig selv få stor betydning for pandemiens konsekvenser. Men de videnskabelige muligheder ligger i dag flere kvantespring over datidens. Kliniske, kontrollerede forsøg var i 1918 kun i deres vorden, og kendskabet til risikofaktorer og flokimmunitet var beskedent.
Man havde dog god forståelse for smittevejene og deres afbrydelse. Mange af Sundhedsstyrelsen 12 råd mod influenzasmitte, udsendt i oktober 1918, ligner nutidens: Overhold størst mulig renlighed, undgå at hoste eller nyse på andre, hold de raske fra de syge og undgå større møder og forsamlinger. Men ét af rådene har nok virket mod hensigten: »Hold hånden for munden, når De hoster eller nyser«. I dag skal man hoste i sit ærme. Sundhedsstyrelsen tillagde nok ikke kontaktsmitte via hænderne så stor betydning, for de 12 råd omfattede ikke håndhygiejne. Derimod anbefalede Københavns Lægeforening håndvask, når man forlod sygeværelset. Det skyldtes måske, at foreningens formand var Valdemar Bie, overlæge ved byens store epidemisygehus Blegdamshospitalet.
Mundbind til personalet blev indført mange steder. De havde hidtil mest været anvendt i kirurgien. Om de nyttede var der delte meninger om, og i modsætning til i USA bredte anvendelsen sig herhjemme aldrig til civilbefolkningen. Det er påfaldende, at effekten af mundbind mod epidemier over 100 år senere ikke er bedre videnskabeligt afklaret.
Den spanske syge tog vores sundhedsvæsen på sengen. Alligevel kunne der på kort tid etableres hjemmeplejeordninger og nødlazaretter med tusinder af senge. Nogle steder stod kommunerne for driften. Andre ordninger opstod på baggrund af privat initiativ, godgørenhed og frivillige, ofte ulønnede hjælpere. Der var ingen beredskabsplaner. De kom først med Statens Civile Luftværn i 1930’erne, senere Civilforsvaret og Beredskabsstyrelsen. Senest har vi også fået pandemiplaner. Overlæge ved Kommunehospitalet Johan Fischer var på det punkt forud for sin tid. I oktober 1918 foreslog han som medlem af Københavns Borgerrepræsentation, at der blevet lavet en »mobiliseringsplan«, så man kunne være rustet til en større epidemi. Borgmesteren afviste forslaget. Man kunne ikke indrette hospitaler efter katastrofer, som kun indtræffer hvert tiende år.
I dag skulle vi gerne være bedre rustet til at imødegå truslerne. Vi har internationale varslingssystemer, og trods manglende specifikke behandlingsmuligheder reddes mange patienter igennem ved intensiv terapi. Vi har et stærkere, mere effektivt og omstillingsparat sundhedsvæsen. Digitalisering fremmer dataindsamling og kommunikation og betyder mindre behov for fysiske forsamlinger. Det er med til at give en større samfundsmæssig robusthed end i 1918.
Målt ved antal døde i forhold til befolkningstallet var Danmark et af de lande, der slap lettest gennem den spanske syge. Det er der ingen entydig forklaring på. Måske kan forskelle i boligforhold, ernæringstilstand og alkoholforbrug have haft betydning for dødeligheden. Andre mulige faktorer var foreninger og personlige netværk. Trods smitterisikoen meldte der sig et imponerende antal frivillige, ofte i regi af velgørende organisationer. I dag ser vi det samme, og sociale medier hjælper godt til. Vi bør vide mere om disse robusthedsfaktorer.
I 1918 var læger og sygeplejersker lige som nu i frontlinjen. Det kostede mange af dem livet. I vinteren 1918-19 var danske lægers dødelighed således nærmest fordoblet, og sygeplejerskerne blev sandsynligvis endnu hårdere ramt. I dag må vi kunne beskytte sundhedspersonalet langt bedre. Ellers kan behandlingssystemet risikere at bryde sammen, og så er hele samfundet truet. Sundhedsvæsenet udgør selvfølgelig ikke hele samfundet, men er et stærkt symbol for dets styrke og sammenhængskraft.
Heri ligger også viljen til at beskytte de mest sårbare. I tilfældet COVID-19 er det de gamle og svækkede. Den udfordring var mindre i 1918, for dengang var der relativt få influenzatilfælde og dødsfald blandt folk over 60 år. De var måske blevet immuniseret ved den forrige influenzapandemi omkring 1890. Der blev ikke talt meget om at prioritere nogle patientgrupper fremfor andre. Nu stiller forbedrede behandlingsmuligheder læger, epidemiologer og andre beslutningstagere over for store prioriteringsdilemmaer, hvis sundhedsvæsenet presses til kanten – eller udover.
Dengang var der nogle steder i verden tegn på samfundsnedbrud. Gamle traditioner med at hjælpe naboerne bortfaldt, og hele familier døde isoleret i hjemmet. I Danmark var det især svært at få hjælp til folk på landet. Sorøs amtslæge Hans Kaarsberg skrev om befolkningens skræk for smitten: »Denne panik har ofte gjort stor fortræd, og jeg har set gamle, ganske ensomme mennesker blive svigtede i den yderste hjælpeløshed af deres raske, fede og velsituerede naboer og husfæller.«
Amtslægens ord må ikke været blevet til sandhed, når historiens dom over COVID-19 pandemien engang skal fældes.
