Den sundhedsfaglige interesse for aldring har siden oprettelsen af Center for Sund Aldring i 2009 nydt god medvind. I dag bugner Longevity-litteraturen frem på boghandlernes hylder, og på medicinstudiet mærker vi ligeledes fænomenet. Vi lærer, at den aldrende krop ikke længere er en uantastelig naturlov, men snarere et patologisk objekt, der i sig selv kan lindres. Hvilke konsekvenser har det for vores og de sundhedsfagliges blik på aldringen?
At ville forlænge det jordiske liv er langt fra et nyt fænomen. Menneskets kulturhistorie er rig på gamle længsler efter at opnå evig ungdom. Den centrale tematik i det næsten fire tusind år gamle epos »Gilgamesh«, er heltens dødsangst. Fortællingen blev nedfældet på lertavler i det nuværende Irak og beretter om kongens desperate søgen efter evig ungdom. Han frygter indædt den dag, hvor døden banker på døren og kaster sig lidenskabeligt ud i at finde hemmeligheden til udødelighed.
»Vi lærer, at den aldrende krop ikke længere er en uantastelig naturlov, men snarere et patologisk objekt, der i sig selv kan lindres«Oscar Juul
Longevity-bevægelsen strømmer både til og fra den sundhedsvidenskabelige forskning. I stofskifteforelæsningerne på medicinstudiet talte lektorerne til os studerende om arbejdet med at finde en effektiv kur mod alderdom og om de nye interventioner mod aldring. I farmakologiundervisningen betonede de, at eksisterende lægemidler såsom metformin, rapamycin og ibuprofen så småt bliver indlemmet i folden af antialdringslægemidler. Retorikken om aldringen afviger således ikke fra læren om f.eks. kræftsvulster. En velkendt aldersforsker og læge har meget signende proklameret, at aldring er noget af det mest sundhedsskadelige, vi kan udsætte os selv for som mennesker.
Når man underviser medicinstuderende i at tænke alderdommen som et uønsket onde, der så vidt muligt skal behandles – både medicinsk og livsstilsmæssigt – er man i færd med at kultivere en stille instrumentalisering af samtlige dagligdagsaspekter. Og udgangspunktet er for nuværende funderet i et meget individualiseret ansvar for at tilrettelægge de korrekte madvaner, motionsvaner, sociale vaner og dermed også for at leve gode, sunde og lange liv med det mål at bremse den naturlige aldringsproces. Hensigten er måske god, men husker vi at lære at leve med og at acceptere kroppens uomgængelige forfald. Og husker vi spørgsmålet om, hvorvidt den sundhedsfaglige gerning ikke snarere bør prioritere og beskæftige sig med, hvorfor den forventede levealder på Lolland og for psykiatriske patienter er væsentligt lavere end baggrundbefolkningen?
I førnævnte epos lykkedes det helten efter drøje prøvelser og tærende rejser at plukke »Ungdommens Blomst« i bunden af en brønd, men et uagtsomt øjeblik senere er kuren mod alderdom blevet hugget af en slange. Kong Gilgamesh går fra forstanden, han har brugt livet på at undgå livets flygtighed, og nu er det hele spildt.
