Den sundhedspolitiske debat er for snæver

Dette bliver mit sidste indlæg i De 6, og jeg vil benytte mig af muligheden for at udsende en public service-besked vedrørende en ny politisk kurs i en af medicinstudiets ældste studenterforeninger, IMCC. Et utal af mennesker i sundhedssektoren har haft berøringsflade med foreningen, der siden 1950 har engageret studerende i kampen for den globale sundhed på lokalt, nationalt og internationalt plan.

IMCC’s politiske dagsorden har i 67 år primært haft sin gang på den internationale sundhedspolitiske platform, men foreningen er nu ved at vende sin politiske snude mod vores nationale sundhedspolitiske debat i håb om at kunne nuancere denne.

Nævnte debat har nemlig en stor brist: Størstedelen af den handler udelukkende om det danske sundhedsvæsen. I samarbejde med diverse patientforeninger, regionerne og andre interessenter kæmper Lægeforeningen om at få danske politikers opmærksomhed for at ændre, redde eller ødelægge det danske sundhedsvæsen.

Når vi diskuterer flygtninge, er det med hensyn til, om det danske sundhedsvæsen kan klare nydanskernes tropesygdomme og tidskrævende konsultationer. Når vi diskuterer høje medicinpriser, handler det udelukkende om, hvordan vi prioriterer imellem de danske patienters behandlinger. Når vi diskuterer klimaforandringer … Nå nej, det diskuterer vi ikke, for det har ikke rigtigt ramt Danmark endnu.

Vi glemmer, at tuberkulose er en af de største dræbere på verdensplan, at herrerne, der står til ansvar for de høje medicinpriser, er ved at undergrave utallige sundhedsvæsener verden over, og at klimaforandringer kan have enorme følger for folkesundheden.

Den danske sundhedspolitiske debat bør snarere kaldes for en sundhedsøkonomisk debat.

Ikke nok med, at debatten er dræbende kedelig – den kan også være dræbende for folkesundheden på både nationalt og globalt plan.

Der er en unuanceret indsigt i, hvilke konsekvenser den globale sundhed har for Danmark. IMCC vil ændre dette, for det er på tide, at den sundhedspolitiske debat handler om andet end de danske sygehusbudgetter.

I kan godt glæde jer!

Med disse ord takker jeg af i De 6. Jeg vil især gerne takke Ugeskriftet for at give medicinstuderende mulighed for at få spalteplads. Derudover vil jeg opfordre alle læger, yngre som pensionister, til at huske de unge studerende på, at der er andet ved medicinstudiet end bøgerne. I stedet for at spørge hvilken slags læge, de gerne vil være (vi ved det alligevel ikke), så spørg om de er aktive i en forening – og krydr i øvrigt gerne med røverhistorier fra jeres egen studietid.