Overgangen fra medicinstudiet til den første kliniske ansættelse udgør en af de mest udfordrende faser i en medicinstuderendes liv. Efter seks års intensiv uddannelse, hvor læren om diagnoser, behandlinger og procedurer tilegnes gennem lærebøger og beskyttede klinikophold, konfronteres man nu med virkelighedens komplekse og uforudsigelige patientscenarier kombineret med en travl klinisk hverdag.
Mange nyuddannede læger oplever en følelse af utilstrækkelighed og tvivl, når de første gang indtræder i en selvstændig klinisk rolle, hvilket flere spørgeskemaundersøgelser blandt yngre læger bekræfter. Medicinstudiet udstyrer én fagligt med et omfattende teoretisk curriculum, som er essentielt for klinisk beslutningstagning. Alligevel er der en grænse for, hvor meget man kan tilegne sig udelukkende gennem lærebøger.
Simulationstræning og kliniske ophold er obligatoriske, men mange nye læger føler sig stadig bekymrede og belastede i deres første tid som læger.
»Simulationstræning og kliniske ophold er obligatoriske, men mange nye læger føler sig stadig bekymrede og belastede i deres første tid som læger«Milan Mohammad
En del af forklaringen kan findes i, at klinisk beslutningstagning kræver både konkrete analytiske værktøjer, evnen til at håndtere tidsbegrænsninger, tværfagligt samarbejde, pårørende, behandlingsretningslinjer samt uvante arbejdsgange. Ingen af disse aspekter bliver man tilstrækkeligt forberedt på i studietiden.
Hvis man betragter, hvordan andre fagprofessioner håndterer denne overgang, kan man skele til piloternes træning. Efter at have tilegnet sig et teoretisk fundament og gennemgået simulationstræning sættes de bag cockpittet under tæt en til en-supervision og trænes intensivt med individuel feedback.
En lignende ændring i medicinsk uddannelse kunne fokusere på en mentorordning mellem ældre medicinstuderende og nyuddannede læger, hvor de studerende får frontlinjeopgaver under streng supervision i stedet for blot at observere.
Desuden bør det være systematisk og strække sig over længere tid – ikke blot få uger, men måneder. Denne model findes faktisk allerede, men skal erhverves gennem studiejob såsom lægevikariater. Her arbejder de medicinstuderende selvstændigt, men med tæt overvågning og supervision af en mere erfaren læge. Dette giver dem konkret klinisk erfaring og træner deres tilgang til patienter og andre faggrupper.
For at se ændringer skal der skabes mere plads til træning af kliniske scenarier, kommunikationsfærdigheder, diagnostisk tænkning samt øget fokus på psykologisk sikkerhed og mental sundhed.
De kliniske ophold bør desuden styrkes med større grad af selvstændighed, afsat tid, dedikeret supervision, kompetencevurdering og løbende systematisk evaluering for ensartet udbytte.
Vi må huske på, at det netop er i denne afgørende fase, at fundamentet for en succesfuld og bæredygtig lægekarriere etableres. Det er derfor essentielt at investere tid og ressourcer i at gøre denne overgang så glidende som muligt.
