Skip to main content

Den ufinansierede drøm

Hvornår er det blevet moderne at se bort fra evidens, spørger karkirurg Cecilie Markvard Møller, der efterlyser øget offentlig finansiering af speciallægeuddannelsen.

Cecilie Markvard Møller, afdelingslæge

30. sep. 2022
2 min.

Mens læger stræber efter at levere evidensbaseret patientbehandling, halter det gevaldigt med uddannelsen af læger. Teknologiske landvindinger og simulationsbaseret træning taler sit tydelige sprog: Der er store og evidente fordele ved simulationsbaseret træning af læger. – Man kan endog argumentere for det uetiske i ikke at gøre det.

Færdighedstræning og simulering (FTS) forbedrer patientsikkerheden, medfører færre fejl, styrker teamwork og reducerer stress, det har talrige studier understreget. Politikerne erkender og lovpriser den moderne simulationstræning, og SST ønsker simulationsbaseret undervisning i speciallægeuddannelserne. Det er egentlig heller ikke svært at blive enige så langt. Selvfølgelig skal man som kirurg øve sig på Mr. Robot og ikke fru Nielsen, helt analogt med at vi ikke sætter os op i et fly med en pilot, som ikke er simulationstrænet.

Enkelte specialer er langt i at integrere FTS som obligatorisk element i speciallægeuddannelsen, mens det for de fleste skærende specialer er svært at kickstarte processen – grundliggende pga. økonomiske begrænsninger. Det er svært at skaffe midler til at indkøbe avancerede simulatorer til FTS i neurokirurgiske interventioner eller behandling af aortaaneurismer, når budgettet knap rummer mulighed for en sandwich i frokostpausen under speciallægeuddannelsens obligatoriske kurser.

Mange, hvis ikke de fleste, kirurgiske indgreb er fortsat præget af sidemandsoplæring under mesterlærekonceptet. Er det i orden? Næ.Cecilie Markvard Møller, afdelingslæge

Landets simulationscentre er delvist finansieret af eksterne midler, ofte i forbindelse med forskningsprojekter, enkeltstående bevillinger eller i samarbejde med industrien. Regionerne støtter og driver centrene, men rammerne fremstår langtfra sufficiente, og der bliver simulationstrænet betydeligt mindre, end der burde. Mange, hvis ikke de fleste, kirurgiske indgreb er fortsat præget af sidemandsoplæring under mesterlærekonceptet. Er det i orden? Næ. Er det en realitet? Ja. Sidemandsoplæring i cockpittet til Mallorca? Overhovedet ikke o.k. …

De innovative ildsjæle, som brænder for at reformere og kvalitetsforbedre speciallægeuddannelsen, er ikke en mangelvare. Men det er ikke langtidsholdbart, at uddannelsen af fremtidens kirurger skal drives af entusiaster, som er afhængige af midler som måske, måske ikke kommer. Det offentlige system bør tage ansvar, finansiere og eksekvere. Der er brug for prioritering af etablerings- og vedligeholdelsesudgifter. Det skal kunne køre på rugbrød, ikke ildsjæle, der risikerer at brænde ud.

Hvorvidt FTS skal indgå i speciallægeuddannelsen, er en no-brainer. At udvide budgetrammen for simulation og obligatoriske kurser i speciallægeuddannelsen er udfordrende. Ledelser og politikere må på banen for at sikre den økonomiske opbakning til at understøtte lægers og måske især kirurgers uddannelse.

»If you think education is expensive, try ignorance«. – Derek Bok, tidligere rektor på Harvard University