Skip to main content

Den uhellige alliance med industrien …

Diskussionen om lægers økonomiske relationer til lægemiddelindustrien handler ikke om kapitalisme vs. kommunisme.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Kommunallæge Mats Lindberg, Haderslev Kommune
E-mail: mli@dadlnet.dk
Interessekonflikter: Mats Lindberg er kontaktperson for Læger uden Sponsor

22. jul. 2016
3 min.

Henrik Day Poulsens (HDP) argumentation holder ikke en meter!

Under overskriften ”Den hellige psykiatri” kritiserer HDP Dansk Psykiatrisk Selskabs beslutning om at arrangere sine årsmøder uden medfinansiering fra lægemiddelindustrien [1]. I argumentationen udtrykker han støtte for det kapitalistiske økonomiske system og for muligheden for at tjene penge på syge mennesker. ”Selv den mest indædte modstander af medicinalindustrien vil jo takke ja til et antibiotikum, hvis en dødelig pneumoni truer”, skriver han og fortsætter: ”Et liv i en kommunistisk tro på, at alt kapitalistisk er ondt, er naivt, gammeldags og vil til sidst komme patienterne til skade”.

HDP’s argumentation vidner om, at han har misforstået noget væsentligt. Diskussionen om lægers økonomiske relationer til lægemiddelindustrien handler ikke om kapitalisme vs. kommunisme, men om, hvorvidt vi synes, at det er hensigtsmæssigt og acceptabelt, at vi læger modtager penge og goder fra de medicinalfirmaer, hvis produkter vi styrer salget af via vores ordinationer og derved flytter penge fra patienter og skatteydere til de samme medicinalfirmaer. Fra mit perspektiv bevæger vi os her i grænselandet til korruption.

HDP giver udtryk for stor tilfredshed med sit samarbejde med medicinalfirmaer. Ud over pengene får han ”præsenteret den nyeste viden om firmaets produkter og kan blive inviteret til spændende møder med udenlandske foredragsholdere”. Han fortsætter: ”Ja, i den ideelle verden kan man naturligvis finde diverse artikler i databaser, men et oversigtsforedrag af en udenlandsk ,ping' gør livet lettere i en travl klinisk hverdag”.

HDP giver her udtryk for en nærmest usandsynlig naivitet. Baserer han virkelig bevidst sine ordinationer i en travl klinisk hverdag på oplysninger, som han har fået fra en udenlandsk ”ping” i et oversigtsforedrag, som et medicinalfirma har betalt for? Det lyder foruroligende for hans patienter – og for mig som skatteyder!

HDP hævder, at hans patienter nyder godt af den viden om psykofarmaka, som hans nære samarbejde med medicinalindustrien har givet ham. Det er næppe rigtigt. Tilgængelig evidens tyder tværtimod på, at hans patienters medicinering bliver meget dyrere og formentlig mindre evidensbaseret af samarbejdet [2-4]. Sammenhængen ses allerede efter et enkelt ”gratis” måltid [4]. På den måde får medicinalfirmaerne valuta for de penge, som de har investeret i HDP og andre. Et svensk erhvervsblad refererede for nylig sammenhængen under overskriftet ”Læger er nemme at bestikke” [5].

Derfor er Dansk Psykiatrisk Selskabs beslutning så glædelig og rosværdig. Psykiaterne udviser lederskab, ansvarlighed og mod. De praktiserende læger har for længst vist, at lægelig efteruddannelse sagtens kan foregå uden lægemiddelindustriens medvirken, og nu følger andre specialer efter. Bravo!

Referencer

LITTERATUR

  1. Poulsen HD. Den hellige psykiatri. Ugeskr Læger 2016;178:1297.

  2. Spurling GK, Mansfield PR, Montgomery BD et al. Information from pharmaceutical companies and the quality, quantity, and cost of physicians' prescribing: a systematic review. PLoS Med 2010;7:e1000352.

  3. Yeh JS, Franklin JM, Avorn J et al. Association of industry payments to physicians with the prescribing of brand-name statins in Massachusetts. JAMA Intern Med 2016;176:763-8.

  4. DeJong C, Aguilar T, Tseng CW et al. Pharmaceutical industry-sponsored meals and physician prescribing patterns for medicare beneficiaries. JAMA Intern Med, 20. jun 2016 (e-pub ahead of print).

  5. Läkare lätta att muta. Dagens Industri, 22. jun 2016. www.di.se/artiklar/2016/6/22/lakare-latta-att-muta/ (16. jul 2016).