Skip to main content

Den usynlige elefant, 6. rev. Udgave Nissen JF.

Overlæge Hanne Tønnesen E-mail: ht02@bbh.hosp.dk

4. nov. 2005
2 min.

Alkoholproblemer er generelt underbehandlet i Danmark, hvor vi i gennemsnit drikker 9-10 liter ren alkohol om året - spæd som olding, og hvor ca. 10% drikker halvdelen af landets samlede forbrug.Trods udbredelsen er det fortsat tabueret at tale om afhængighed af alkohol. Emnet berøres ofte distancerende og problemfornægtende. Derfor er JF Nissens bog meget velkommen. Forfatteren tør sætte ord på og skrive lige ud om alkoholafhængighed og symptomer samt om problemerne i familien, på arbejdspladsen etc. Han anvender let forståelige metaforer, bl.a. »Den usynlige elefant« om den alkoholafhængige. Elefanten sniger sig ind og vokser sig større, fylder og kræver. Den prøver selv at gemme sig, og omgivelserne prøver at overse den. Den bliver altopslugende, hvis der ikke sættes ind med behandling.Det er let at genkende forløbet, hvis man har arbejdet med alkoholafhængige eller selv har en usynlig elefant i nærheden.JF Nissen formår også at give familien håb om et godt liv uden den livsfarlige elefant ved at vise sin vej ud af afhængigheden. Den går via Minnesota-kuren (12-trinsmodel) med opfølgning via møder i Anonyme Alkoholikere; sigtet er livslang afholdenhed.

Som regel inddrages både familie og arbejdspladsen. Behandlerne er ofte uddannede alkologer, som selv har lagt et alkoholproblem bag sig.

Bogens stærke side er netop den klare fremlæggelse og lette tilgængelighed af et vanskeligt område. JF Nissen forholder sig til det hele undervejs.

Dens svage side opstår måske i forsøget på at være altfavnende, når man kun ser én rigtig behandlingsform. I alle fald undlader forfatteren at forholde sig sobert til andre behandlingsprogrammer, f.eks. Odense-modellen, som er evidensbaseret og kvalitetssikret. I det hele taget fremgår det ikke klart, hvornår forfatteren formidler sine holdninger og erfaringer eller evidens, det hele fremføres med samme vægt.

Som en biting kan nævnes, at eksemplet med behandlingsstrategi ved infektion halter, idet forfatteren hævder, at lægen »ordinerer det sikreste, han kender. Et bredspektret antibiotikum«. Jeg er dog sikker på, at JF Nissen hurtigt kan finde et bedre eksempel til at underbygge sin foreslåede behandlingsstrategi ved alkoholafhængighed.

JF Nissen kommer langt omkring i sin bog, som er skrevet i et let tilgængeligt sprog, og som målgruppe har den alkoholafhængige familier. Trods skønhedsfejl er den bestemt læseværdig for mange andre, der kan have glæde af at se alkoholproblemerne i øjnene, bl.a. læger og medicinstuderende.

København: Al Consult Publishers, 2003.

200 sider. Pris 325 kr.

ISBN 87-989244-2-7.