Forleden sad jeg som nystartet cheflæge på neurologisk afdeling og tænkte tilbage på én af mine allerførste vagter som lægevikar på en neurologisk afdeling. En patient blev bragt ind med ambulance på grund af voldsomt krampeanfald. Jeg havde læst kapitlet og kendte algoritmen, men ringede alligevel lige hurtigt til bagvagten og fik go til at give et skud benzodiazepin. Behandlingen virkede, men så holdt patienten pludseligt op med at trække vejret. Jeg kunne mærke hjertebanken helt op halsen. Og mens jeg stod i det klassiske ung-læge-øjeblik med alle mulige tanker om hjertestop, hjertestopalarm eller ring til bagvagt, sprang sygeplejersken til med luftvejsgreb, elevation af hovedgærde og gang i iltmasken. Patienten trak vejret igen. Sygeplejersken blev ståede til patienten kom nogenlunde til sig selv igen.
Jeg var endnu ikke helt kommet mig, men så hørte jeg sygeplejersken sige noget, som jeg stadig husker: »Tag det helt roligt, det er en kendt bivirkning til benzodiazepin. Det har jeg set mange gange før«.
Det gav mig en indre ro. Det lærte mig, at lægefaget ikke blot er at boge den og så følge guidelines. Det er i høj grad også mønstergenkendelse, erfaring og sidemandsoplæring. Her spiller sygeplejerskerne en særlig rolle. De udgør ofte den stabile hukommelse i en afdeling. Hvor læger, især yngre læger, roterer videre efter måneder eller få år, bliver sygeplejerskerne. De bærer erfaringerne, rutinerne og den praktiske viden.
I en travl hverdag kan det være let at overse. Tempoet er højt, opgaverne mange, og opmærksomheden rettet mod næste patient. Men hvis vi vil have gode læger og velfungerende afdelinger, kræver det også, at vi husker noget enkelt:
At anerkende og aktivt indtænke vores tværfaglige samarbejdspartnere i vores uddannelse.
Afslutningsvist vil jeg bare nævne, at en retvisende overskrift ville have været: Dengang sygeplejersken reddede patienten, men tak fordi du alligevel læste med.
