Content area

|

Der er brug for en national handleplan for børn og unges mentale helbred

Indsatsen til børn og unge med mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom er alt for sporadisk, usammenhængende og usystematisk, og det koster både børnene og deres familier unødig lidelse.
lllustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Pia Jeppesen, seniorforsker, overlæge, ph.d. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstadens Psykiatri, Carsten Obel, professor i børn og unges mentale sundhed, ph.d., Forskningsenhed for Mental Folkesundhed, Aarhus Universitet, Lisbeth Lund, videnskabelig assistent, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Kathrine Bang Madsen, postdoc, ph.d., Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, Line Nielsen, postdoc, ph.d., Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Institut for Psykologi, Københavns Universitet & Merete Nordentoft, professor, dr.med. ph.d., MPH, Københavns Universitet, Psykiatrisk Center København, Region Hovedstadens Psykiatri

Psykiske sygdomme og mentale helbredsproblemer er udbredt hos børn og unge og har ofte omfattende konsekvenser for deres liv både på kort og langt sigt. Konsekvenser som forringet livskvalitet, indlæringsproblemer, afbrudte uddannelsesforløb, udfordringer med at fastholde job, risiko for kronisk psykisk sygdom, misbrug og afhængighed af sociale ydelser.

Der er derfor brug for et markant løft på området, og vi mener, at der er behov for en national strategi, som kan sikre en systematisk og sammenhængende indsats af høj kvalitet til gavn for alle børn og unge i hele spektret fra mental sundhed til psykisk sygdom og i alle kommuner og regioner på tværs af landet.

Forekomsten er stor og stigende

Omkring 15 procent af børn og unge under 18 år diagnosticeres med en psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse, og antallet har været stigende i løbet af de seneste 20-30 år, mest opsigtsvækkende for ADHD og autisme, hvor der var 10-15 gange flere nye tilfælde i 2016 end i 1996.

I samme periode er der desuden registreret store stigninger i andelen af børn og unge, der har selvskadende adfærd eller forsøger selvmord.

Tallene dækker over markante kønsforskelle. Der er således markant højere forekomst af angst, depression, OCD, spiseforstyrrelse og/eller selvskadende adfærd og selvmordsforsøg blandt piger og unge kvinder. Modsat er der cirka dobbelt så mange blandt drenge og unge mænd, der får diagnosticeret ADHD, autisme og adfærdsforstyrrelser, og som begår fuldbyrdet selvmord.

Der er også sket en stigning i forekomsten af mentale helbredsproblemer som f.eks. stress, ensomhed, hovedpine og dårlig søvnkvalitet. Og her rapporterer piger og unge kvinder overordnet flere problemer end drenge og unge mænd.

Der er samtidig sociale forskelle i forekomsten. Børn og unge i økonomisk og socialt belastede familier har det dårligere på de fleste mål for mental sundhed og mentale helbredsproblemer med enkelte undtagelser, ligesom der er øget forekomst af angst, ADHD, adfærdsforstyrrelser, selvskade, psykose, selvmord og selvmordsforsøg i disse grupper, mens anoreksi og bulimi ses hyppigere i familier, hvor forældrene har høj uddannelse.

En tidlig og sammenhængende indsats er vigtig

Hverken psykisk sygdom eller mentale helbredsproblemer opstår fra den ene dag til den anden, men udvikler sig oftest gradvist over tid. For eksempel kan milde angstsymptomer udvikle sig til en angstlidelse med skolefravær, som kan føre til, at barnet eller den unge ryger ud af det sociale fællesskab og bliver ramt af isolation eller følelsen af ensomhed, hvilket videre kan føre til f.eks. depression, selvskade eller forsøg på selvmedicinering med rusmidler.

I hele denne udviklingsfase er det muligt at sætte ind med sundhedsfremme, forebyggelse, tidlig opsporing og behandling. Med den rette hjælp og støtte er det for nogles vedkommende muligt at forebygge, at mentale helbredsproblemer opstår, og for andre, at de bevæger sig over i psykisk sygdom. For andre igen kan forløbet mildnes, så barnet eller den unge kan få et velfungerende og meningsfuldt liv med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.

Men som det er nu, er indsatsen i hele spektret alt for sporadisk, fragmenteret og usammenhængende, konkluderer vi i rapporten »Mental sundhed og psykisk sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år«, som Vidensråd for Forebyggelse lancerede sidste efterår.

Børn og unges mentale sundhed påvirkes af mange forhold, og mange forskellige aktører har ansvar for indsatser, der kan foregå i skoler, pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR), den kommunale familieafdeling, hos den praktiserende læge, i civilsamfundet samt rådgivningstilbud og i psykiatrien. Og det er vigtigt, at de fagprofessionelle i alle disse sammenhænge medvirker til at sætte ind, når et barn eller en ung viser tegn på mistrivsel, mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom.

Allerede når et barn eller en ung giver udtryk for at have lav mental sundhed, lav livstilfredshed eller lav self-efficacy, altså mangler troen på at kunne mestre sit eget liv, kan der være grund til at handle, hvis symptomerne er vedvarende.

Det samme gælder børn eller unge, der fortæller, at de oplever ensomhed, træthed, mavepine, søvnproblemer, eller at de føler sig stresset. Når symptomerne er tilbagevendende eller vedvarende, og de påvirker barnet eller den unge i en sådan grad, at hverdagen ikke fungerer normalt, bør de tages alvorligt.

Indsatser på flere niveauer

Der er dokumentation for gavnlige effekter af universelle sundhedsfremmende indsatser, som styrker elevers relationer, selvværd og handlekompetence, særligt i skoler og på videregående uddannelser. Der er desuden dokumentation for, at indsatser til at reducere mobning og afbøde de negative konsekvenser af mobning har god effekt.

Der er også et stort forebyggelsespotentiale i at have fokus på familier med psykisk sygdom eller misbrug, eftersom børn i disse familier har en øget risiko for at få mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom. Faktisk er det omkring halvdelen af de børn og unge, der vokser op i familier med psykisk sygdom og/eller misbrug, der selv får en psykisk sygdom i løbet af livet.

Og sidst, men ikke mindst er der dokumentation for gavnlige effekter af en række forskellige pædagogiske og psykologiske behandlingsprogrammer til børn og unge med mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme, der kan vise sig på mange forskellige måder, f.eks. angst, depressive symptomer, tvangstanker/-handlinger, urolig eller forstyrrende adfærd, forstyrrelser vedrørende vægt og spisning og selvskade.

På baggrund af resultaterne fra kortlægningen i rapporten vurderer vi i arbejdsgruppen, at der er brug for en national strategi på området, der baserer sig på fem initiativer:

1. Indfør evidensbaserede indsatser over hele landet

Det er væsentligt, at de indsatser, der igangsættes, har dokumenteret gavnlig effekt. Ellers risikerer vi, at indsatsen er spild af penge og ressourcer, og at den forlænger forløbet og lidelsen hos børn, unge og familier.

2. Skab koordinering på nationalt niveau

Som det er nu, er der mange velfungerende og kompetente aktører, der kan påvirke et barn eller en ung persons udvikling, som f.eks. skolelærere og pædagoger, skolesundhedsplejersker, PPR og den praktiserende læge, men kommunikationen mellem aktørerne kan nogle gange have karakter af flaskepost, hvor det ikke sikres, at de rette oplysninger når frem til rette vedkommende, og at der følges op på dem, ligesom der er stor variation fra kommune til kommune i indsatsens karakter. Der er behov for fælles standarder og kommunikationsveje, som gælder for alle børn og unge i alle kommuner.

3. Evaluer indsatserne løbende

Der er brug for en systematisk evalueringspraksis, som i lille skala måler på, om indsatsen har forbedret barnet eller den unges trivsel og funktion i hverdagslivet, og i stor skala måler på, om en given indsats virker på en given kategori af problemer. Kun ved at evaluere og følge op er det muligt at justere indsatsen både for den enkelte og for fremtidige grupper af børn og unge og blive klogere på, hvad der virker over for hvem.

4. Opkvalificer fagprofessionelle på alle niveauer

Der er behov for en opkvalificering på alle niveauer, så skolelærere, pædagoger, skolesundhedsplejersker, psykologer, læger og tandlæger, der arbejder med børn og unge, er klædt på til at vurdere deres psykiske udvikling, støtte deres mentale sundhed og opdage og reagere på begyndende mistrivsel.

5. Invester i forskning og udvikling

Der bør investeres langt mere i forskning og udvikling på området. Indsatser for sundhedsfremme og forebyggelse af psykisk sygdom bør bygge på dokumenteret viden om effekt.

Blad nummer: 

Right side

af Mats Lindberg | 22/05
1 Kommentar
af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer