Er læger generelt fagligt ajourført i både eget speciale samt de specialer, der måtte være relevante for deres patienter? Der eksisterer næppe et endegyldigt svar på det spørgsmål, da niveauet kan være arbitrært og individuelt, men tværdisciplinaritet og efteruddannelse blandt læger er efterspurgt. I den sundhedsfaglige tænketank JOHO har vi spurgt 60 læger om netop det spørgsmål. Der tegner sig et klart billede i verdenen dominerede af de hvide kitler: Der mangler rammer for læring og forskning på tværs af specialer og forskningsfelter til gavn for både patienter, men i høj grad også læger, da vi netop har valgt faget, fordi det er spændende.

Spørgsmål til læger til fra medicinstuderende

I undersøgelsen »spørgsmål til læger fra medicinstuderende« [1] har vi i JOHO spurgt ind til efteruddannelse og tværdisciplinaritet, hvor følgende billede tegner sig: 77% af de adspurgte læger kender til danske tilbud om efteruddannelse, der vil kunne holde ajourføringen af deres viden ved lige. Det er et forholdsvis højt tal, hvorfor man kan foranlediges til at spørge, om der så eksisterer en udfordring? En ting er, at rammerne delvist findes, men er rammerne der til ajourføring? Blandt de efterspurgte læger svarede 67%, at de savner rammer for læring på tværs af forskningsfelter. 40% af de adspurgte læger er blevet opfordret til, eller sendt på efteruddannelse af deres leder, og 43% har været på efteruddannelse inden for de seneste år.

Rundt regnet kender tre ud af fire til efteruddannelse, hvor kun omkring halvdelen har været på efteruddannelse eller er blevet opfordret til det. Men virker det? Blot 22% føler sig helt fagligt opdateret i specialer uden for deres eget felt, som vi meget nøje i vores spørgsmål detaljerede, at det gjaldt specialer »der kunne være relevant for deres patienter«, og ikke fjerntliggende specialer. Ifølge JOHO’s undersøgelse findes der altså en diskrepans mellem

de faktiske eksisterende tilbud, rammerne for deltagelse og virkeligheden for egentlig ajourføring for de fleste læger. Det kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for det, som det hele i sidste ende handler om, nemlig at stille den rigtige diagnose og vælge den korrekte behandling til hver enkelt patient.

Psykiateren og kardiologien

Efter endt lægeuddannelse er der intet obligatorisk krav om, at man som læge sætter sig ind i nye forskningsresultater og behandlingsalgoritmer for alverdens sygdomme. Informationsstrømmene kan være vanskelige at overskue, og det starter allerede på medicinstudiet, hvor man som studerende bliver præsenteret for uanede mængder af data [2]. En stor del af de adspurgte læger og læger i undersøgelsen svarer, at de ikke føler sig fagligt opdateret, og det er naturligvis bedst for patienterne, hvis vi er fagligt ajourført. Så hvordan sikres det, at psykiateren og kardiologien er helt opdateret på områder, der ligger op til andre specialer som eksempelvis relevante hjerterytmeforstyrrelser ved ny antipsykotisk medicin? Det er blot et eksempel, men generelt mangler der nye tiltag, der skal gøre det lettere at navigere i en verden, hvor ny data, viden og forskningsresultater på ingen måde er en mangelvare.

Året der gik: et forslag

Ville du tilmelde dig, hvis der på din arbejdsplads eller nærmeste universitet blev afholdt et endagsarrangement med titlen Året der gik. Et koncept man kunne låne fra talkshows som »året der gik« eller det lille Bezzerwizzerspil, der udkommer en gang om året. Det kunne være i form af en konferencedag, hvori en speciallæge/lektor/professor fra hvert speciale på 20 minutter opridser specialets væsentligste pointer fra det forgangne år. Der kunne være tre landmark trials, der ændrer behandlingen radikalt. Behandling, der ikke længere er en del af guidelines, eller nye apparater/undersøgelser, som er opfundet til specialet. I tillæg kunne der årligt laves et hæfte på 39 sider, således at hvert speciale får en side til at opridse nye væsentligste pointer. Det ville være spændende læsning. Det er blot et forslag, men også en opfordring til, at der tænkes i baner, som kan overskueliggøre mængden af informationsstrømme og medvirke til, at den faglige ajourføring rent faktisk kan finde sted. Et sådant arrangement ville givetvis ikke løse faglig ajourføring, men ville i vores øjne være et overskueligt serveret og tidsmæssigt realistisk arrangement, der samtidig vil føre til et stærkere bånd mellem specialerne. Forhåbentlig kan vi i fremtiden komme frem til nogle løsninger, der styrker den faglige ajourføring samt tværdisciplinaritet og gør lægerne endnu dygtigere end de er i forvejen!