Der skal ikke gambles med AMR-indsatsen

Regeringen vil sætte ind over for antimikrobiel resistens (AMR), hvilket er en af de største trusler mod den globale sundhed og samtidig en stigende udfordring i Danmark. Der afsættes 130 mio. kr. over de næste fire år til en ny national handlingsplan for AMR, som vil køre i fire spor: resistensbekæmpelse, forsyningssikkerhed, infektionsforebyggelse og internationalt engagement.

Mere præcis diagnostik af infektioner er en forudsætning for at bruge antibiotika hensigtsmæssigt. Urinvejsinfektioner (UVI) er med til at drive det store antibiotikaforbrug, og Danmark er et af de lande i Europa, som har det højeste forbrug af antibiotika til UVI på plejehjem. I Danmark tolker man i højere grad symptomer som konfusion og adfærdsændringer som værende tegn på UVI, og når op imod halvdelen af plejehjemsbeboere har asymptomatisk bakteriuri, er der lagt op til overdiagnostik og overbehandling, når urinen stikses og dyrkes uden oplagte symptomer på UVI. Samtidig risikerer man at overse tilstande som smerter, dehydrering, obstipation, angst, demens mv., hvis man på baggrund af vage symptomer som konfusion stirrer sig blind på en positiv urinstiks [1]. Flere steder i sundhedsvæsenet udfaser man brugen af urinstiks, og man bør gøre det samme på vores plejehjem.

Hvem skal kunne udskrive antibiotika?

En ny lov er trådt i kraft: »Udvidelse af sygeplejerskernes virksomhedsområde«. I denne proces har Dansk Sygeplejeråd (DSR) flere gange argumenteret for sygeplejerskers ret til at ordinere antibiotika til UVI i den kommunale sygepleje med det formål at forebygge indlæggelser. En høring blandt flere parter og myndigheder var dog imod denne udvidede beføjelse [2]. Indenrigs- og Sundhedsministeriet (ISM) skrev efterfølgende, at den nye bemyndigelse ikke aktuelt ville blive anvendt til antibiotika, men man lagde op til, at det ville kunne ske på sigt, og at det skulle udredes nærmere i et fagligt forløb: »… I relation hertil kan ISM oplyse, at der snarest skal iværksættes en ny national handlingsplan for antibiotikaresistens, der efter planen skal vedtages i 2024, og at spørgsmålet om ret til ordination af antibiotika for sygeplejersker vil blive behandlet i regi af handlingsplanen. Dette vil give gode muligheder for en dybdegående faglig proces, der kan afdække, under hvilke forudsætninger og i hvilke situationer ordinationsretten vil være relevant« [3, s. 38].

Og nu bliver det mærkeligt. Skal sygeplejersker kunne ordinere antibiotika som led i en ny national handlingsplan for antibiotikaresistensbekæmpelse? Og hvilken dybdegående faglig proces henviser ISM til? Har man ikke lige besluttet i et andet regi, at sygeplejerskers udvidede virksomhedsområde ikke skulle omfatte ordination af antibiotika?

DSR skrev i et høringssvar tilbage i 2023: »Vi skal i den forbindelse gentage, at vi ser frem til at bidrage til arbejdet om en ny national handlingsplan for antibiotikaresistens, når spørgsmålet om ret til ordination af antibiotika for sygeplejersker bliver behandlet i dette regi« [4].

ISM har nyligt afholdt møde med udvalgte faglige selskaber, da man som en del af AMR-handlingsplanen har udarbejdet et initiativ, hvor man med afsæt i den nylige ændring i sygeplejerskernes autorisationslov vil etablere en forsøgsordning i et mindre antal kommuner, hvor sygeplejersker får ret til at ordinere visse antibiotika. Flere faglige selskaber tager til genmæle. Hygiejnesygeplejerskerne, mikrobiologerne, geriaterne, almen medicin og de lægevidenskabelige selskaber går sammen om at skrive et bekymringsbrev vedrørende den påtænkte forsøgsordning. Man kommer med gode forslag til alternative initiativer, som har dokumenteret effekt, herunder forebyggelse af UVI.

Jo flere sundhedspersoner, som kan udskrive antibiotika, des større problem får vi med resistens. Lad derfor ordinationsretten forblive hos lægerne.

Der har været et ret solidt toårigt arbejde omkring sygeplejerskernes udvidede virksomhedsområde, hvor konklusionen var, at sygeplejersker ikke skulle kunne ordinere antibiotika. Alligevel sniger dette forslag sig ind ad bagdøren i et helt andet regi med nye samarbejdspartnere, som ikke har været involveret i den foregående proces.

Det er et problem, hvis embedsværket ikke lytter til fagkundskaben, men lader til at have et politisk mål for øje. Hvis en faglig problemstilling ikke accepteres i det ene regi med faglige høringspartnere, tager man det op i et nyt regi med andre faglige høringspartnere, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at man ikke er blevet hørt.

Forsøgsordninger – svære at blive af med igen

Vi skal passe på med at indføre forsøgsordninger, som ikke hviler på et solidt fagligt grundlag, og som ikke har en systematisk evaluering og opfølgning. At cannabisforsøgsordningen nu er blevet til en lov vidner om, at forsøgsordsordninger er politiske. Det kan risikere at gå ud over patientsikkerheden, og derfor skal vi også være påpasselige med at lave forsøgsordninger om sygeplejerskers ret til at ordinere antibiotika. Det kan ende med en lovændring, hvis sporadiske tilbagemeldinger er, at det har været en stor succes. Hvis ordinationsretten tilfalder flere aktører i sundhedsvæsenet, kan det hurtigt blive en glidebane, som vi ser i udlandet, hvor antibiotika kan fås i håndkøb udleveret af den lokale apoteker.

Skal sundhedspersoner, herunder sygeplejersker, have ordinationsret til antibiotika, kræver det som minimum efteruddannelse. Der skal undervises og eksamineres i klinisk mikrobiologi, diagnostik og behandling af infektioner for de sygeplejersker, der skal have ansvaret for at udskrive antibiotika.

Sundhedsministeren har efterfølgende svaret på vores høringssvar, at forsøgsordningen for nuværende er skrinlagt [5]. Lad os håbe, at den forbliver det. Hvis vi for alvor skal sætte ind over for antibiotikaresistens, skal vi have fokus på nogle af de mange andre gode tiltag, herunder forebyggelse og bedre diagnostik.