Derfor blev din artikel afvist

I lederen spørger Jacob Rosenberg - dog uden bitterhed - »Hvorfor blev min artikel afvist?« [1]. Spørgsmålet bliver udførligt behandlet. PJ Rousseeuw har tilført et par statistiske dimensioner til diskussionen [2]. Som eksempel anvendes Journal of the American Statistical Association, som har en acceptrate på 20% og en høj impact factor. Man må gå ud fra, at de ønsker at udvælge de 20% bedste artikler.

Lad os antage, at bedømmerne opdager en god artikel i 70% af tilfældene og en mindre god eller dårlig artikel ligeledes i 70% af tilfældene. Lad os antage, at der undersøges 1.000 artikler. Så vil 200 (20%) være gode artikler, og 800 vil være mindre gode eller dårlige artikler; 140 (70%) af de gode artikler accepteres, men 60 vil ikke blive accepteret; 560 (70%) af de mindre gode eller dårlige artikler vil ikke blive accepteret, men 240 vil blive accepteret. Sandsynligheden for, at en god artikel bliver accepteret, er 140/(140 + 240) = 0,37. Sandsynligheden for, at en mindre god eller dårlig artikel bliver forkastet, er derimod 560/(60 + 560) = 0,90. Årsagen til den lave sandsynlighed for at få en god artikel antaget er den lave acceptrate.

Man kan også se problemet med bedømmelse af artikler fra en anden synsvinkel. Forestiller man sig, at man plotter den sande værdi af en række artikler mod en bedømmer, som ville være i stand til at vurdere hver artikel svarende til dens sande værdi, vil regressionskoefficienten være 1. Lad os antage - hvilket igen er temmelig optimistisk - at den sande regressionskoefficient er 0,5. Pga. regression towards the mean, som forekommer, når regressionskoefficienten er mindre end 1, vil de bedste artikler, der antages til publikation, gennemsnitligt have en ringere kvalitet, end redaktøren regner med, og den gennemsnitlige kvalitet af de afviste artikler vil være højere, end redaktøren forestiller sig.

> Svar:

♠ Videnskabelig redaktør Jacob Rosenberg, Ugeskrift for Læger

Tak for overvejelserne omkring antagne og afviste artikler. Der slipper utvivlsomt en gang imellem artikler igennem nåleøjet, selv om kvaliteten af dem kunne være bedre, og jeg kan da heller ikke kategorisk nægte, at vi kan have afvist en artikel, som har været god. Jeg er dog ret sikker på, at de tal, Klaus Johansen nævner, ikke passer med forholdene på Ugeskrift for Læger. Dels er vores acceptrate ikke 20%, men nærmere 90%, og dels gør både sekretariat, bedømmere og redaktører en meget stor indsats for at forbedre artiklernes kvalitet.