Skip to main content

Derfor skal vi sige ja til den nye overenskomst

Formand for Overlægeforeningen Anja Mitchell. E-mail: aumitchell@dadlnet.dk

18. mar. 2013
6 min.

Da Overlægeforeningen i foråret 2012 tog hul på forberedelsen af forhandlingerne om en ny overenskomst, lå de sorte skyer fra den globale finanskrise tungt over Danmark. Sygehusene var sat på smalkost med krav om øget produktion for færre penge, fyringer og mådehold.

Situationen blev også trukket skarpt op af formanden for Akademikernes Centralorganisation (AC), Erik Jylling, som foreslog, at hele arbejdsmarkedet burde overveje en femårig aftale med nulløsning på lønnen for at redde den danske økonomi.

Årene før havde bragt pæne lønstigninger til alle, også overlægerne. Ikke mindst 2008 var et godt år med et treårigt forlig på 12,8 pct. og kun få modydelser til arbejdsgiverne. Men i 2012 stod det klart, at OK13 ville blive en ganske anden sag. Samtidig var arbejdsgiverne i gang med et massivt angreb på arbejdstidsreglerne. Centralt i sigtekornet var folkeskole- og gymnasielærerne, men regionerne lagde ikke skjul på, at de også ville have et opgør med overlægernes arbejdstidsregler.

Da Overlægeforeningens repræsentantskab mødtes i foråret 2012, var der heller ikke mange, der havde fokus på lønnen. En stikprøve blandt repræsentanterne viste, at næsten halvdelen prioriterede indflydelse på arbejdstilrettelæggelse som vigtigste emne ved OK-forhandlingerne, tæt fulgt af forbedring af arbejdsmiljøet. Færre end hver tiende havde lønstigninger som højeste ønske.

Arbejdsmiljø i centrum

Debatten i foreningens bestyrelse og på repræsentantskabsmøderne førte til, at indflydelse og arbejdsmiljø blev de vigtigste krav. Det blev bl.a. udmøntet som et krav om at få begrænset natarbejde mest muligt, da vi ved, at det er en af de største belastninger. Samtidig var det klart signaleret, at der ikke skulle rokkes ved reglerne for, hvor hyppigt man kan pålægges vagtarbejde.

Kravet om indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen stod også højt på listen, men det er et område, som er sværere at passe ind i en overenskomst, fordi man ikke bare kan omsætte det til en paragraf. Når emnet alligevel blev prioriteret, skyldes det, at mange overlæger oplever, at de i stigende grad bliver sat uden for indflydelse på arbejdets indhold og arbejdets tilrettelæggelse.

Samtidig har vi i bestyrelsen vurderet, at det er afgørende at styrke indflydelsen, hvis overlægerne skal bevare positionen som nøglemedarbejdere i det danske sundhedsvæsen. Hvis jobbet bliver reduceret til et rent produktionsarbejde uden nævneværdig indflydelse, vil det få vidtrækkende konsekvenser for både løn- og arbejdsvilkår på længere sigt.

Mens vi gjorde vores position til forhandlingerne klar, begyndte arbejdsgiverne at melde ud. Og det stod hurtigt klart, at sygehusejerne ville have større fleksibilitet især i aftentimerne, bl.a. for at få flere specialister i front i de nye akutmodtagelser i det tidsinterval, hvor de fleste patienter indlægges – dvs. frem til kl. 23.00.

Regionerne strammede skruen mere, før forhandlingerne gik i gang. De krævede ikke kun fri adgang til at sætte overlæger i arbejde til kl. 24.00, de ville også afskaffe alle hyppighedsregler for vagt om natten og i weekender. Der skulle alene være en bestemmelse om en fair fordeling af vagterne, således at man skulle kunne gå i vagt hvert andet døgn, hvis det var påkrævet. Derudover skulle reglerne for vagtfritagelse for overlæger over 61 år afskaffes.

Det var derfor på et dystert scenario, der tegnede sig, da vi tog fat på forhandlingerne i januar 2013. Undervejs tvivlede vi flere gange på, at det kunne lade sig gøre at nå et forlig. Lidt hjælp fik vi dog. Især da de ansatte i staten indgik forlig og fastholdt den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at de offentligt ansatte følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

Som bekendt lykkedes det at få et forlig med regionerne i hus 26. februar. Når jeg har brugt så mange ord på at beskrive forløbet frem til forliget, skyldes det ikke mindst den debat, der har udfoldet sig blandt overlæger siden hen. En del har reageret med undren og kritik og ser overenskomsten som et udsalg af rettigheder.

Større indflydelse

Inden vi ser nærmere på kritikken, er det værd at kaste et blik på kravet om større indflydelse, som var blandt de to højest prioriterede på repræsentantskabsmøderne. Vi har fået indflydelsen beskrevet i en ny præambel til overenskomsten. Nogle har reageret på dette, fordi teksten opfattes som uforpligtende og derfor ubrugelig. Det, er vi i bestyrelsen overbevist om, er helt forkert.

Det er væsentligt, at vi for første gang har fået nedfældet principper for indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen, som begge parter er enige om. Det er ikke bare ord. Præamblen betyder, at man som overlæge kan kræve en dialog, hvis man oplever problemer med for høj intensitet på vagten, for store belastninger i arbejdet eller en skæv fordeling af vagterne. Præamblen omtaler også alle de funktioner, overlæger varetager ud over patientbehandlingen. Det øger fokus på, at en overlæge har andre opgaver end ren produktion, og det giver os bedre muligheder i dialogen med ledelsen. Men det er klart, at der ikke er nogen vetoret. Det havde krævet et opgør med det ledelsessystem, der gælder på hele arbejdsmarkedet, og så langt rækker vores evner altså ikke.

Til gengæld er jeg sikker på, at præamblen kan blive et vigtigt redskab til at sikre, at overlægerne fortsat kan spille en afgørende rolle i udviklingen af vores sundhedsvæsen. Men vi skal være bevidste om, at indflydelse ikke er noget, man får, men noget man skal tage. Det vil kræve en aktiv indsats at udnytte fordelene i den nye præambel, og kun tiden kan vise, om vi når i mål.

Forliget indebærer, at der kommer lønstigninger i størrelsesordenen to pct. de næste to år. Det er ikke store summer, men vi er dog langt fra det scenario, som AC’s formand opridsede. Nogle overlæger oplever, at de går ned i løn. Det gælder især en mindre gruppe med mange delvagter og dem, der har megen udetjeneste. Til gengæld får alle et løft på pensionen, som er mere fremtidssikret end tillæg knyttet til arbejdsformer, der kan ændres.

Den samlede honorering for aften-/natarbejde er uændret. Men vi får en mere differentieret betaling, hvor timerne før 23.00 er billigere end natten, og vi får et ekstratillæg til nattetimerne i weekenden. Elektivt arbejde udføres fremover i et udvidet tidsrum, men bliver honoreret med et særligt tillæg. Det er ikke en selvfølgelighed. OK-forlig er ikke sjældent kendetegnet ved, at der sker en omfordeling. Tidligere har det været til gavn for overlæger med vagtarbejde. Denne gang er det et bred t løft for alle på pensionen.

Grænser for vagt

Samtidig har vi fokuseret på arbejdsmiljøet. Vi har og vil fortsat afvise forringelser af hyppighedsbestemmelserne. Man kan højst sættes i tilstedeværelsesvagt hvert sjette døgn. Nye regler sikrer imod for hyppigt aftenarbejde med en grænse på hvert femte døgn samt minimumstjenestelængder. I den tidligere overenskomst trådte hyppighedsreglerne i kraft fra kl. 18. Det er min overbevisning, at vi med de nye regler og fastholdelsen af en grænse på hvert sjette. døgn for tilstedeværelsesvagter vil stå i en bedre position i kommende forhandlinger, fordi natten har fået egne hyppighedsbestemmelser.

Derudover har vi fastholdt, at alle overlæger har et fast tjenestested, hvor hovedparten af tjenesten skal finde sted i dagtiden. I praksis vil man ikke kunne pålægges mere udetjeneste, end man kunne med den gamle overenskomst. Og der er ikke ændret ved reglerne om vagtfritagelse.

Nogle medlemmer ønsker at forkaste overenskomsten. Vi kunne have afvist et forlig, men i så fald havde regionerne sandsynligvis fået deres krav gennemført via lovindgreb uden at skulle give noget til gengæld. Derfor har vi ikke anset det for en særlig farbar vej. Hvis vi ikke selv former vores overenskomst, sætter vi os uden for indflydelse, og det kan ingen overlæge være tjent med.

Derfor er det min og bestyrelsens klare opfattelse, at vi har fulgt den kurs, som repræsentantskabet har lagt. Det afspejler sig i den nye overenskomst, som giver et mere realistisk grundlag for kommende forhandlinger. Vi har værnet natten, vi har stået vagt om de vigtigste rettigheder, og vi har fået et bedre redskab til at styrke vores indflydelse. Jeg håber og tror, at vi som overlæger vil bruge de nye muligheder til gavn for både arbejdsmiljø og patientsikkerhed.

Interessekonflikter: ingen