Skip to main content
Debat

Derfor stemmer jeg nej!

Afdelingslæge Frank Weyhe, Frederiksberg Hospital

2. nov. 2005
3 min.

FAYL's repræsentantskab havde forud for overenskomstforhandlingerne formuleret tre hovedkrav til en ny overenskomst.

Bedre realløn, bedre vagtvilkår, bedre kompetenceudvikling. Per 1.4.02 får yngre læger 0,03% (nulkommanultre procent) i generel lønforhøjelse. Næste generelle lønforhøjelse er 1.4.03.

Nye feriefridage, som allerede er fuldt udbygget til en hel uge på store dele af arbejdsmarkedet, bliver først til noget med én dag i andet, og den sidste dag i tredje overenskomstår.

I sin kommentar til mæglingsforslaget skriver AC's bestyrelse, at »den konstaterer, at de generelle lønstigninger i rammen ikke i sig selv kan forventes at sikre reallønnen, idet denne først sikres ved indregning af den generelle lønstigning fra reguleringsordningen pr. 1. april 2002«.

Dvs., at reallønnen kun er sikret, hvis man fifler lidt, og - som en del af resultatet - indregner den lønregulering fra lønudviklingen på det private arbejdsmarked, der ligger i den tidligere overenskomstperiode.

Kravet om bedre realløn er således ikke opfyldt.

Der sker ingen ændringer af vagtvilkårene, jf. udtalelsen fra det ekstraordinære repræsentantskabsmøde:

»Repræsentantskabet beklager stærkt, at bestyrelsen ikke har kunnet komme igennem med helt nødvendige forbedringer vedrørende vagtvilkår. Bestyrelsen må fremlægge en plan for repræsentantskabet for, hvad den alternativt vil gøre«.

Kravet om bedre vagtvilkår er således ikke opfyldt.

Mæglingsforslaget indeholder en række forbedringsmuligheder omkring kompetenceudvikling, tillidsrepræsentanternes vilkår m.m.

Dette afsnit udgør den mest positive del af mæglingsforslaget; men det er muligheder med kun få garantier.

Set i lyset af en 3-årig overenskomst uden væsentligt bedrede løn- og vagtvilkår, er det alt for lidt til at give et samlet tilfredsstillende resultat.

Hvad stemmes der »ja« og »nej« til?

Hvad skal der lægges til grund for hver enkelt medlems stillingtagen?

Skal man som en slags aksiomer acceptere,

  • at den samlede lønramme er fastlagt på forhånd ved budgetaftalen mellem staten og (amts)kommunerne,

  • at den offentlige lønudvikling kun må være 80% af den private,

  • at alle offentligt ansatte grupper skal have samme procentuelle lønstigning,

  • at alle AC-grupper skal have samme procentuelle stigning,

  • at resultatet alligevel bliver stemt hjem af »de andre«,

  • at resultatet alligevel bliver gennemført ved lovindgreb,

  • at strejke er spild af konfliktmidler, osv.

Kort sagt: Skal den enkelte tage stilling til, om mæglingsforslaget »under de givne omstændigheder«, i dette begrebs bredeste forstand, er det bedst opnåelige?

I den situation kan det såmænd være meget rimeligt at stemme »ja«.

Men samtidig må man så rejse spørgsmålene: »Hvorfor har vi overhovedet en fagforening?« og »Er kontingentet til FAYL og DADL ikke spild af medlemmernes penge?«

Back to basic

Mit udgangspunkt er et andet. Jeg går »back to basic«.

Jeg tager udgangspunkt i mine egne og mine kollegers - ikke mindst de yngstes - lønforhold, arbejdsbetingelser, vagtforhold, fysiske og psykiske arbejdsmiljø osv.

Og så tager jeg stilling til, om jeg samlet finder disse forhold tilfredsstillende og acceptable.

Svaret er et klart »nej«.

Jeg tager så stilling til, om der med mæglingsforslaget er skabt en mulighed for, at de samlede forhold forbedres så meget, at forholdene bliver tilfredsstillende og acceptable.

Svaret er ligeledes »nej«.

Jeg er derfor ikke et øjeblik i tvivl. Jeg stemmer »nej«.

FAYL's bestyrelse advarer i sin følgeskrivelse til stemmesedelen »medlemmerne mod at kaste foreningen ud i en udsigtsløs strejke«.

Skal medlemmerne i deres stillingtagen til »ja« eller »nej«, ligge under for, at FAYL - i en lægemangelsituation - er bragt/har bragt sig i en situation, hvor det væsentligste argument for »ja« er, at det stærkeste våben - strejke - ikke tør bruges?

SVAR