Det akutmedicinske speciale skal være mindre belastende – men mere akut

Vores gode kollegaer fra akutafdelingen Nordsjællands Hospital (NOH) har fat i den lange ende, når de gennemfører en så grundig opfølgning på deres usædvanligt høje frafald af I-stillinger, som de fremsætter i deres nylige kronik »Introduktionslæger springer fra videreuddannelsen i akutmedicin« [1].

Selvom det forventes, at en del vil bruge I-stillingen til at dygtiggøre sig inden for det akutte, inden de går videre med deres HU-stilling i et andet speciale, er konversionen fra de generelt velsøgte I-stillinger til HU-stillingerne utilstrækkelig – også andre steder i landet.

Undersøgelsen fra NOH falder fint i tråd med et nyligt arbejdsmiljøsurvey for læger i akutafdelingen, som Yngre Danske Akutmedicinere (YDAM) sammen med Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) gennemførte i forbindelse med det første arbejdsmiljøsymposium for læger i akutmedicin i efteråret 2022 [2].

Der tegner sig imidlertid et billede af, at det ikke kun er i rekrutteringen fra I- til HU-stilling, at der er udfordringer. Fastholdelsen af de læger, der er trådt ind i specialets hoveduddannelse, ser også ud til at være presset under de nuværende omstændigheder, hvilket understreger behovet for handling nu.

I arbejdsmiljøsurveyet fandt vi, at 36,6% af introlæger sandsynligt eller meget sandsynligt ville blive inden for det akutmedicinske speciale på den lange bane. Mere bekymrende var det dog, at dette kun var tilfældet for to tredjedele af HU-lægerne, mens 14% af disse fandt det ligefrem usandsynligt eller meget usandsynligt, at de ville forblive i specialet. 

Det er altså ikke kun nødvendigt at øge rekrutteringen til specialet, men – måske i endnu højere grad – at afdække udfordringerne for dem, der allerede er trådt ind i det og agerer rollemodeller for introlægerne.

Baggrunden for de bekymrende tal var ikke manglende arbejdsglæde, da kun 7% af både HU- og I-læger angav ikke at være glade på arbejde, mens 83% af begge grupper fandt arbejdet i akutafdelingen meningsfuldt. Til gengæld angav hele 60% af HU-lægerne og 50% af I-lægerne at føle sig helt eller delvist udbrændt. Det er sammenligneligt med resultaterne fra en nylig, stor europæisk undersøgelse fra European Society for Emergency Medicine [3].

Negative indflydelser på arbejdsmiljøet var især bemanding, arbejdsbelastning, bureaukrati samt vagtlængde og -antal. Supervision, undervisning og kollegaer var derimod blandt de mest positive indflydelser. Arbejdspresset og bidragende årsager hertil synes at være roden til specialets udfordringer.

Behovet for på kort tid at kunne træffe svære beslutninger på et sparsomt grundlag er en præmis i akutafdelingen, og det vil også i fremtiden være tilfældet, at man som akutmediciner skal kunne trives med at være 100% på, når man er i klinisk funktion. Det nødvendiggør imidlertid særlige tiltag, der beskytter imod konsekvenserne af denne belastning.

I YDAM ser vi derfor et akut behov for overenskomstændringer, der ikke kun muliggør kortere nattevagter (uden at dette skal føre til urimeligt lange dagvagter, som overenskomsten aktuelt foreskriver), men også tillader den nødvendige restitution, der skal til for at kompensere for det høje arbejdspres og beslutningsdensiteten i akutafdelingen døgnet rundt.

I fællesskab med DASEM foreslår vi bl.a. at indføre:

1.     Korte nattevagter af maks. ti timer med mulighed for at justere bemandingen i dag- og aftentimerne efter patientindtaget.

2.     Muligheden for at lade de »ubekvemme« timer kl. 21-07 samt i weekender og på helligdage tælle 1,5-2 gange i timetallet, som det er tilfældet i Sverige [2].

Vi håber, at man allerede i forbindelse med overenskomstforhandlingerne OK24 tager de første skridt for at imødekomme ovenstående.

På afdelingsniveau kan vi dog allerede nu selv gøre en forskel. YDAM og DASEM anbefaler på det kraftigste oprettelse af »ikkeklinisk arbejdstid« for både speciallæger og uddannelseslæger i det akutmedicinske speciale [2] til brug på forskning, uddannelse og kvalitetsforbedring.

Alle anbefalingerne fra arbejdsmiljøsymposiet kan læses i referatet fra dagen [2].

Subakutte patienter samt patienter med udvikling i kendt, stabil sygdom, som ikke har behov for ny vurdering på akutafdelingen, er bedre tjent – og ville mindske belastningen – ved at blive set i ambulatorier eller indlagt direkte på sengeafdelingen.

Det er dog vigtigt at understrege, at selvom de hyperakutte patienter udgør en lille del af patientpopulationen, falder de under det akutmedicinske speciales metier, og det bør forblive målet, at patienter med hjertestop, traumepatienter samt de, der er ustabile i forbindelse med præhospital ABCDE-vurdering, modtages i akutafdelingen med akutmedicineren som teamleder i hele landet.

For at løse problemet med den høje belastning skal vi ikke kun kigge på de ting som udgør problemer, men også de ting som fungerer og kan virke beskyttende. Især supervision, undervisning og tæt samarbejde med ligesindede kollegaer er områder der kan forstærkes.  

I de uddybende, kvalitative svar fra YDAM og DASEM’s arbejdsmiljøsurvey var det særligt bemærkelsesværdigt, at det kollegiale sammenhold og det tætte samarbejde med en fælles faglig identitet talte mest positivt for respondenterne. I undersøgelsen fra NOH var en af de foreslåede løsninger da også aktiviteter der understøtter et kollegialt netværk/social kapital. 

Det er afgørende for ens professionelle identitetsdannelse og faglige udvikling, at man som uddannelseslæge i et speciale har en ”base” – et fælles domæne – med andre ligesindede, hvor man i fred fra andre specialinteresser kan udvikle og forme sin tilgang til den unikke patientgruppe som specialet rummer. 

YDAM’s holdning er, at en af de helt store faktorer i at nå frem til et bæredygtigt speciale på landsniveau, vil være en målrettet indsats henimod selvejende, selvstændige akutafdelinger, bemandet af speciallæger i akutmedicin, som modtager og behandler akutte og hyperakutte patienter indenfor alle symptompræsentationer.  

For ethvert andet selvstændigt speciale ville det være utænkeligt ikke at have sin egen selvstændige afdeling. Det samme bør være tilfældet for akutmedicin.