Skip to main content

Det akutte lykketal

Formand Arne Cyron, Lægekredsforeningen for Region Sjælland. E-mail: a.cyron@c.dk

22. maj 2006
3 min.

Mit lykketal er 7. Jeg kan ikke helt rationelt begrunde hvorfor men erindrer, at jeg som lille knægt var til 6-dages løb i Forum, hvor mit favoritpar var Kaj Verner og Palle Lykke. De var par nr. 7 - og vandt!

Lykketallet for det fremtidige antal akutberedskaber er 20-25. Det udmeldes af diverse lægelige selskaber, Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen (SST). Det må være tallet, man skal satse på - ud fra devisen om, at gentagelse og enighed styrker korrektheden.

Det er muligt, at tallet er rigtigt, men før vi som ansvarlige lægelige rådgivere udmelder det konklusive tal, burde vi tænke tanken lidt mere til ende. Vores sundhedspolitiske anbefalinger skal leve op til det, man må forvente af akademikere, som normalt bryster sig af videnskabelige »beviser«, før nye tiltag implementeres. I stedet for at starte med konklusionen burde man starte med argumentationen efterfulgt af helhedskonsekvenser.

Argumentationen har været mere holdningspræget end faktuel. Det er vel o.k., når konkrete undersøgelser er en mangelvare, og hvis man samtidig giver udtryk for det. Det gør man bare ikke tilstrækkeligt tydeligt - heller ikke i Ugeskrift for Læger nr. 15-16. Fraset Lone de Neergaards udmærkede leder, hvor hun med rette konkluderer, at man fremover bliver nødt til at træffe beslutninger uden evidens som grundlag. Ærlig snak. Det er i øvrigt lidt påfaldende, at samtlige 12 statusartikler vedr. centraliseringens betydning er udarbejdet af meget kompetente læger, alle ansat på universitetsafdelinger. Nuancer og plads til andre meninger er ikke opsøgt.

Helhedskonsekvenserne mangler belysning. Jeg vil forsøge at skitsere nogle af de konsekvenser, man må forholde sig til, før man gennemfører de nye akutte lykketal.

Over 50% af akutte indlæggelser er medicinske. Og antallet vil stige på baggrund af demografien. Vi har p.t. ca. 65 sygehuse, hvor disse patienter modtages, undersøges, behandles og plejes. Afdelingerne er som regel overbooket på trods af en tiltagende kortere indlæggelsestid, aktuelt 5-6 dage. Hvor skal disse patienter ligge, hvis vi reducerer med mere end 50%? Skal vi øge kapaciteten på de tilbageværende - det bliver en meget stor omkostning. Eller skal patienterne kun være få dage på den akutte afdeling for så at blive overført til en ikkeakut matrikel? Det bliver dyrt. Den samlede indlæggelsestid vil desuden altid øges ved en overflytning - og hvor er det sammenhængende patientforløb løbet hen?

Man må påregne, at mange af de sygeplejersker, der arbejder og bor i lokalmiljøet, nok ikke vil flytte arbejdssted 50-80 km fra bopælen. Og manglen er i forvejen stor.

Specialiseringensgraden på de 20-25 nye akutenheder kan udvikle sig til »ekstraspecialeinkompetence«. Når speciallæger bliver færdige inden det fyldte 30. år, vil de ved selv relativt basale sygdomstilstande uden for eget specialeområde anmode om tilsyn fra andre specialister. Patientforløbene vil øges fra 100-m-løb til 100-m-hækkeløb, selvsagt med større risiko for fald og nedrivninger.

Det kan lyde, som om jeg er imod centralisering og specialisering. Det er jeg ikke! Jeg går ind for direkte lægekontakt ved pludselig sygdom, lægevisiterede skadestuer, speciallæger tilstrækkeligt til stede ved akutte indlæggelser - f.eks. som beskrevet i Den Medicinske Amagermodel og færre akutmodtagelser.

Jeg har selv i mange år efterlyst en overordnet beskrivelse af et sygehus' mindste kompetencer for at modtage akutte patienter - og det mener jeg fortsat må være første step i udviklingen.

Jeg er enig med Lægeforeningens akutudspil og finder, at Sundhedsstyrelsens intentioner er meget fornuftige.

Vi skal gøre akutbehandlingen bedre end i dag.

Men vi skal gøre det med fornuft og helhedssyn. Vores fremlæggelse skal være nuanceret - man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret, og kun lytter til og spørger dem, der er enige.

Lad ikke det nye lykketal blive lige så tilfældigt som mit 7-tal.