Vi er nødt til at kræve en differentieret fordeling af patienter, så vi kan bruge mere tid, hvor det kræves, uden at bekymre os om økonomien, skriver praktiserende læge Christina Svanholm i panelet.
»Må jeg fortælle dig noget?« Sådan lød det fra en uddannelseslæge da jeg var ude at holde oplæg på en temadag for almenmedicinske uddannelseslæger. Han fortalte en historie der nærmest gav mig gåsehud af forargelse. Til den sidste undervisning på speciallægeuddannelsen præsenterede en kollega sit regnskab fra praksis med ordene; »Hvis I gerne vil tjene penge, skal I finde en praksis med mange unge, så får I et højt basishonorar uden at skulle se dem særligt meget«
Nu er det jo en andenhåndsfortælling, så jeg er klar over, at det kan være sat på spidsen, men uddannelseslægen var lige så forarget som jeg. Det er absolut ikke mit mål at hænge en kollega ud! Men jeg vil gerne gøre opmærksom på den usunde incitamentsstruktur der findes i almen praksis.
Hvorfor er det en dårlig forretning at hjælpe dem der har størst behov? Hvorfor accepterer vi sprogligt nedladende metaforer som »tunge patienter«, når det vi egentlig taler om, er spændende problemstillinger med for lidt tid til rådighed?
Vi er nødt til at kræve en differentieret fordeling af patienter, så vi kan bruge mere tid hvor det kræves uden at bekymre os om økonomien.
Min uddannelseslæge var med til temadagen. Hun syntes mit oplæg var en sær blanding af dystopi og idealisme i en grad så det fjernede det inspirerende element. Det fik mig til at reflektere over hvor privilegeret en hverdag jeg har på trods af min dårlige økonomi.
»Vi er nødt til at kræve en differentieret fordeling af patienter, så vi kan bruge mere tid, hvor det kræves, uden at bekymre os om økonomien«Christina Svanholm
Min arbejdsdag starter kl. 7.50 med en kaffe i hånden, 10 meters gang fra min hoveddør til mit rullende kontor Praksisbussen. Her møder mine ansatte læger mig med et smil og et godmorgen. På turen drøfter vi både private og faglige emner imellem telefon- og videokonsultationerne. Før vi ser os om, er vi fremme i Nysted og dagens program går i gang. Vi har 50% flere kronikere og 50% færre børn og gravide end landsgennemsnittet. Vi prioriterer lange konsultationer til komplekse patienter og indtjeningen er 5% under regionsgennemsnittet. Samtidig er ansatte læger en tredjedel dyrere i udkantsområder. På trods af det vægter vi fælles pauser højt og nyder ugentlige »walk and eat« hvor sekretæren har smurt rugbrødssandwich til turen forbi Nysteds smukke havn og det næsten 1000 år gamle Ålholm slot.
Sidste år købte jeg en villa med netop denne udsigt – ikke sjældent går turen forbi min have, hvor planterne i drivhuset vandes, mens kollegaerne med slet skjult misundelse nyder udsigten. Her bor jeg i de uger jeg ikke har mine børn.
Når vi igen sætter os i bussen på vej mod hovedstaden, har vi endnu en fagligt udfordrende dag i bagagen, men vi er ikke alene. I bussen er vi 2-3 speciallæger og 1-2 uddannelseslæger til at drøfte de kliniske nødder og det er mere værd end guld.
Hjemme igen kl. 16.30 er det stadig bare penge og jeg vil til enhver tid kæmpe for min tilværelse som idealist i mit drømmelægeliv, men det ville unægteligt være nemmere med en bedre økonomi.
