Skip to main content

Det er for dårligt, at vi læger altid brokker os!

Budskabet her er så indlysende, at man bør spørge sig selv, hvorfor vi ikke alle sammen for længst har lagt negativiteten på hylden, skriver ni yngre læger.
Illustration: Lars-Ole nejstgaard
Illustration: Lars-Ole nejstgaard
Ossian Gundel, Claas-Frederik Johannsen, Kristian Mosfeldt Jeppesen, Mads Marstrand Helsted, Niels Bjørn Dalsgaard, Hannibal Troensegaard, Søren Niemi Helsø, Tore Victor Allerup og William Wendler Thomassen. Alle yngre læger og medicinstuderende.
1. okt. 2021
03 min

Vi læger er sure, utilfredse, føler os overgået og misforstået. Alle andre gør det som regel dårligere end os selv. Negativitet fylder meget i vores hverdag. »Brokkementaliteten« er dels en af de helt store fællesnævnere på tværs af lægestanden, dels en af de vigtigste og mest oversete årsager til et dårligt arbejdsmiljø. Alligevel surmuler og knoldesparker vi for fulde gardiner, fordi det nogle gange er den eneste mulighed for at være en del af et fællesskab – det må og skal vi gøre bedre.

Vi kender det fra hverdagen: Vagtlægen eller 1813, der henviser banaliteter i vagten, it-systemer, der driller og tager vores tid, kirurger, der ikke kan læse et ekg eller orker simple medicinske problemstillinger, og medicineren, der ikke tør at røre ved patienten eller udføre en simpel rektaleksploration.

I stedet for at forfalde til brokkeri, bør vi alle sammen gøre vores bedste, for at finde en ny, positiv tilgang til vores hverdag. Vi er overbeviste om, at brok virker destruktivt for arbejds- og uddannelsesmiljøet og dermed i sidste ende arbejdsglæden og kvaliteten af patientbehandlingen. Vi mener derfor, at den giftige »dem og os«-retorik skal bandlyses.

Budskabet her er så indlysende, at man bør spørge sig selv, hvorfor vi ikke alle sammen for længst har lagt negativiteten på hylden? Vores hypotese er, at negativiteten tjener et formål – det skaber et fællesskab og et sammenhold. Det er godt nok den mest primitive form for fællesskab, hvor sammenholdet etableres ved at afgrænse os mod en »ydre« og fælles fjende: »De er sgu også nogle tosser dem ovre på kirurgisk afdeling«. På den måde forebygger det ensomhed på arbejdspladsen blandt kværulanterne. Vi har brug for at føle os som en del af et hold, noget større end os selv. Det ligger dybt rodfæstet i os.

Men når vi glemmer at tage aktiv stilling til, hvordan vi skaber et fællesskab på konstruktive og positive præmisser, ender det ofte med afgrænsning og eksklusion af andre. Det skaber et fjendtligt miljø omkring vores arbejde, der forgifter arbejdsmiljøet for dem, der står uden for fællesskaberne – og det kommer vi alle til på et eller andet tidspunkt.

Som den nye generation af læger vil vi tage banneret og føre an i en omskrivning af de arbejdsværdier, der præger vores hverdag. Vi skal sætte rammerne om samtaler, der er præget af ros, opbakning og en ånd af konstruktiv feedback. Vi skal skabe en ny grobund så vi og vores fremtidige kollegaer kan blomstre i en hverdag uden brokkeri og frustrationer.

Næste gang vi møder brok og sure opstød fra kollegerne må vores svar ikke være syrehæmmende medicin, døve ører eller mere brok.

Vi håber, at vi med dette indspark kan sætte tankerne og debatten i gang på jeres arbejdsplads, så vi kan begynde at ændre vores hverdag allerede nu.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen