Det er de andres skyld

Læge Ole Asbjørns kronik i Berlingske Tidende den 4. januar har affødt en hidsig debat med krav om ansvarsplacering. Som altid, når sådan en debat er rødglødende, opstår der generaliseringer, som ikke kan anvendes rationelt og fremadrettet. Jeg har selv arbejdet i det offentlige sygehusvæsen indtil 2002, og selv dengang gik det kun en vej, og det var nedad. Nedslidt apparatur, voksende ventelister, uforståelige normeringer og ulogiske arbejdsgange. Mange kolleger har siden påpeget disse problemer og er blevet gået, mens de på vej ud af »systemet« har mumlet om djøfisering.

Problemerne i sundhedsvæsenet er mangesidede, og ansvaret kan ikke placeres ét sted. Det må alligevel tolkes som en slags ansvarsforflygtigelse, at Danske Regioners formand Bent Hansen kalder kronikken for en konspiration båret af Lars Løkke Rasmussen. Måske skulle Bent Hansen spørge sig selv, om vi virkelig har det sundhedssystem, som vi gerne vil have og være stolte af? Hvorfor kommer alle, der har været udsat for sygdom i andre lande såsom Australien og USA, hvor en stor del af sundhedsvæsenet er mere eller mindre privatiseret, hjem og fortæller om effektivitet og god service?

Fra rød blok lyder det stædigt, at der skal være lige adgang til behandling. Det kan undre, for jeg har personlig været vidne til, at en tidligere socialdemokratisk amtsborgmesters nabo blev rykket frem i en akut venteliste til operation efter diktat ovenfra. Og dengang i 1990'erne var det som at rejse ud i verden, når man bevægede sig rundt mellem forskellige afdelinger og specialer. Der var veludviklede lande med velfærd, og på den anden side af opgangen på samme hospital trådte man ind i et uland. Den ene afdeling med arkitekttegnede møbler og tid til aftenhygge med personalet i en time - den anden med nedslidte møbler med genkendelige pletter efter urin samt et personale, som dårligt havde tid til at gå stuegang.

For halvandet år siden oplevede jeg min mors akut kritiske sygdom, hvor hun først kom til den akutte modtagelse på Herlev Hospital, hvor der trods ekstrem travlhed, var den fornødne tid til at tage sig af hende og hurtigt få lagt en behandlingsplan. Herfra gik det til en sengeafdeling, som var fem timer om at tage imod hende og fastslå, hvad hendes medicinske behov var. Det var umuligt at få den vrisne og stressede sygeplejerske i tale. Det nærmeste min mor kom opmærksom pleje, var en elev, der stak hovedet ind på stuen og præsenterede sig og uden ellers at have set på min mor udtalte: »Det ser jo godt ud!«. Min mor var ikke uenig, men hun var også ramt af afasi på det tidspunkt.

Stikord til løsninger: normeringer, rationelle arbejdsgange, patienten i centrum, personale, der bliver lyttet til og motiveret, EPJ, som fungerer, akkrediteringsambitioner reduceret til det mest nødvendige og et DRG-system, som beregner realistiske omkostninger ved behandling.