Det er ikke synd for lægerne

Lad os starte med det vigtigste: Det er aldrig synd for læger. De har en lang uddannelse, gode indkomster og høj jobsikkerhed.

Det, der er på vej til at ske med almen praksis, vil til gengæld være synd for patienterne.

Danmark har udenfor diskussion en af de mest internationalt anerkendte familielægeordninger i verden. Den er billig, effektiv og stabil og scorer altid meget højt i patienttilfredshedsundersøgelser.

Princippet er simpelt: Lægerne køber et ydernummer, indretter og driver en klinik, ansætter personale og tager ansvar for at levere lægehjælp til ca. 1.600 mennesker efter regler aftalt mellem myndighederne og lægernes organisation. Det har været opskriften på en succes, siden aftalesystemet blev etableret.

Så skulle man jo tro, at alle var glade, specielt de politikere, som har ansvaret for sundhedsvæsenet. Det er de bare ikke. De synes, at de praktiserende læger er besværlige.

Det er besværligt, at de praktiserende læger altid sætter en pris, når politikerne kommer med nye opgaver, de vil have løst. Hvorfor det er så irriterende, er svært at forstå, for det er præcis det samme, VVS-manden eller elektrikeren gør, når man skal have noget lavet.

Det er også besværligt, at de praktiserende læger stiller spørgsmål til de opgaver, politikerne har siddet og blevet enige om, at det ville være smart, at få de praktiserende læger til at løse. Er der kapacitet til det? Er det det mest relevante og påtrængende problem? Det er også svært at forstå, at det er så provokerende, for hvis man beder en ingeniør bygge en bro af økologisk genbrugspapir, vil han også have nogle spørgsmål til den opgavebeskrivelse.

Politikernes løsning på dette irriterende problem er at lave en lovgivning, hvor alle faglige opgaver besluttes uden de praktiserende lægers organisation, patientantallet, som lægerne skal betjene, fastsættes af myndighederne, så nogle læger vil få pligt til at tage sig af over 2.000 patienter, og myndighederne kan smide læger, som har investeret deres økonomi og arbejdsliv i praksis ud af aftalesystemet, uden at lægernes organisation kan gøre indsigelse mod det.

Det er stadig ikke synd for lægerne – for ja, alt det med gratis uddannelse og høj indtægt – men det er synd for patienterne.

Det vil ændre markant på det at gå til egen læge. I byerne vil patienterne opleve, at det bliver endnu tungere at få en tid, for selv om politikerne siger, at byboerne ikke fejler noget, så lægerne godt kan tage sig af 400-600 flere af dem, synes byboerne ikke at være enige i det.

Det vil også kunne mærkes, at lægerne ikke længere har den stolthed over at være familielæger, som har fået systemet til at hænge sammen. Lægerne ved, at de er nødt til at fokusere en hel del mere på supplerende opgaver i form af f.eks. privatpatienter og forsikringsopgaver, fordi de er nødt til at have et alternativ til den spændetrøje, politikerne via loven lægger dem i, og de er nødt til at have et alternativ klar, hvis myndighederne en dag dømmer dem ude af aftalesystemet. De kan ikke længere arbejde efter et princip om at lade deres egen faglighed være afgørende for, hvordan de prioriterer deres tid, men må, så længe de arbejder efter »aftalen«, følge myndighedernes drejebog for, hvad de skal gøre og ikke gøre for patienterne.

Det kan godt få ejerskabsmodellen til at se noget problematisk ud. Det vil nok være noget mere nærliggende at lade sig ansætte, passe dagens skema og lade nogen andre om investering i klinik, administration og personaleansvar. Hvis vi bare kan skaffe ca. halvanden til to læger for hver læge, vi har i dag, og en 20-30 milliarder (plus ti milliarder til budgetoverskridelser) til at bygge offentlige lægeklinikker, og en stab på en tusinde djøffer til at administrere det hele, så kan almen praksis også drives på den måde.

Det er ikke synd for lægerne, men det er synd for patienterne.