Det er slut med den almen praksis, vi kender og holder af

Er der en fremtid for almen praksis, spørger 19 kolleger i en kronik i Ugeskrift for Læger.

Det er der. Og det er der ikke.

Det er der, fordi man ikke kan undvære en primærsektor, hvis et sundhedssystem skal hænge sammen. Men det er der ikke for den almen praksis, vi kender og holder af.

Loven om almen praksis, som så dagens lys i foråret 2013 efter en længere, hemmelig forberedelse, var en historisk begivenhed. Ligesom det var historisk, da Sønderho på Fanø i 1847 ansatte sin egen læge som alternativ til den offentlige distriktslæge, og ligesom sygekasseoprettelsen i slutningen af 1800-tallet blev historisk.

Strukturen ændres

Det er ikke bare en lov, som kan medføre nogle forringelser for almen praksis, som de 19 kolleger skriver. Det er en lov, som kommer til at ændre hele strukturen for det sammenhængende system, vi har i dag. Nye former for praksisløsninger giver en vifte af muligheder for unge læger og også for os andre: at købe sig et ydernummer, at leje sig ind i sundhedshuse med en eller anden form for selvstændighed eller at lade sig ansætte af regionen, private firmaer eller af andre læger. Ugeskriftets seneste artikel om tre individuelle praksisformer i Nordjylland er meget opklarende for, hvilket billede vi vil se inden for nogle år bredt ud over landet.

Læger gør som andre – de stemmer med fødderne. Det er bekymrende, at vi alle kender almenmedicinere, som overvejer, under hvilke af de nævnte former de skal arbejde. Det er et tabu – men ser vi en siven af de gode kræfter?

Hvad sker der for praktiserende læger, som elsker deres job og deres patienter, som har fundet det meningsfuldt at have et langt og forpligtende kendskab til deres flok, og som er stolte af deres fag?

Der sker vel det, at et kig i krystalkuglen hurtigt kan afsløre, at den fremtidige praksissektor er tiltænkt en stor, amøbeagtig og ganske udefineret rolle i de visioner, der er for sundhedsvæsenet.

Bermudatrekant

Visionerne går ganske vist kun på et udbygget system for akut syge patienter og for fremragende kirurgi. Men når de kommende syv supersygehuse med et reduceret sengeantal skal udskrive patienter med diarré og feber lidt hurtigt efter operationen og i øvrigt ikke accepterer indlæggelse af patienter, som ikke kan passe ind i et pakkeforløb, skal »nogen« tage sig af resten af opgaverne.

Det bliver en spændende udfordring. Men loven har lagt rammerne for, hvordan disse »nogen« skal stille op. Og det er vel den egentlige Bermudatrekant. For der er hverken indhold eller vision, men kun en noget tåget forestilling om, hvordan 3.500 praktiserende læger skal løfte udfordringen.

Tiden er løbet fra at betragte sundhedsvæsenets primære funktion som punktnedslag i korte behandlingsepisoder i singlespecialer. De store og betydende helbredsproblemer er komplekse og multifaktorielle, og kun et paradigme med i-bredden-specialisering kan danne et solidt fundament i sundhedsvæsenet.

Det er derfor en fejltagelse at lave en lov, hvor visionen mangler for så vigtig en sektor som den primære. For så bagefter at udbede sig gode idéer til løsning hos de aktører, som man har lagt i benlås.

Man kan ikke fortænke den enkelte i at fundere meget nøje over sin stillingtagen. Men de nye muligheder kan medføre en uhomogen tilgang til, hvad der er almen praksis. Og med stafetlægetænkning og opsplitningen af organiseringsformer følger en risiko for smuldring af sektorens værdigrundlag og soliditet.

Underbemandet primærsektor

Kernen i almen praksis har været at sikre en fleksibel og skræddersyet tilgang til et helbredsproblem. Det er den integrerede, kontekstualiserede og personificerede indsats, som er effektiv og giver synergi.

Tiden er kommet til at smøge ærmerne op og se, hvordan den lige kan skæres i et sundhedsvæsen bestående af syv supersygehuse og en underbemandet primærsektor.

De kommende forhandlinger om udviklingen af almen praksis i de næste ti år bliver ikke nemme. Opgaven for regionerne er at få engagement, kreativitet og forpligtethed tilbage hos praksislægerne.

Og opgaven for os læger bliver at forhindre en afhumanisering af faget.