Det går lystigt for sig

»Lægers bijob er en gevinst for samfundet« er overskriften på en artikel af journalist Lars Igum Rasmussen (Ugeskr Læger 2010;172:1180-2). Som led i et ph.d.-projekt er der i samarbejde med Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger foretaget en spørgeskemaundersøgelse af bijobberiet. Artiklen krydres med udsagn som: »Vi arbejder af lyst«, »Vi arbejder mere end de andre på afdelingen«.

Jeg forstår godt, at man arbejder af lyst. Det er lystigt at operere patienter (skønt operationerne ikke kræver mere end rutinekompetencer), når journalen i forvejen er skrevet (på sygehusambulatoriet), anæstesitilsynet er udført (på sygehusambulatoriet), rutineprøver er taget (på sygehusambulatoriet) og skanningen er udført (ofte efter besøg på sygehusambulatoriet). Det er så meget mere lystigt, da eventuelle komplikationer skal håndteres på sygehuset (oftest af andre læger). Ofte kan man springe den postoperative kontrol over, hvilket er praktisk, da den kun udløser samme DRG-værdi, som hospitalets præoperative ambulante forberedelse af patienten gør (dvs. ca. 1.500 kr.).

Enhver kan forstå, at arbejdsglæden ved sådanne rutineoperationer er begrænset, når operationen finder sted på hospitalet. Der risikerer en højkompetent læge at skulle assistere en fummelfingret læge under uddannelse, hvilket er tidskrævende og tidvist frustrerende. Patienterne er da også helt med på, ja beder ofte selv om, at operationen foretages af speciallægen. Det kan privathospitalet altid honorere.

Rygsektoren inden for neurokirurgi og ortopædkirurgi er formentligt de mest blomstrende blandingssektorer. Her kan lystigheden sagtens nå nye højder, da der er rig mulighed for supplerende procedurer (som skønt hævdvundne ikke er med evidensbasis) som instrumenteret dese, diskusprotese og som et nyt tiltag uinstrumenteret dese. Alt udløser en imponerende yderligere DRG-værdi.

Og nu mit egentlige ærinde: Hvorfor lægger Ugeskriftet spalteplads til sådan en gang vrøvl. Det er ganske enkelt krænkende og burde forvises til en reklameside for et privathospital. Hvorfor kan Ugeskriftet og Lægeforeningen ikke tage udgangspunkt i et indlysende faktum, som i al fald gælder for alle andre: Man kan ganske enkelt ikke tjene to herrer. Og slet ikke, hvis den ene herre tilbyder væsentlige personlige fordele.