Skip to main content

Det hjælpeløse menneske

Henrik Day Poulsen, praktiserende speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København.E-mail: henrikdaypoulsen@hotmail.com

17. feb. 2012
2 min.

For få uger siden var hovedhistorien i nyhederne, at forældre nu skal på kursus i at opdrage deres børn. Betalt af det offentlige, naturligvis. Det, som mennesket har formået i tusinde af år, magter det moderne menneske ikke længere.

I 2010 viste en opgørelse, at et rekordstort antal gymnasieelever ikke kan klare livet i skolen og derfor behandles hos psykologer. Indlæring af Platon, løsning af andengradsligninger og franske verber er altså så krævende for den moderne unge, at det for mange kun kan ske via psykologisk hjælp; igen betalt af det offentlige.

Så snart der sker en trafikulykke, overfald, afsløring af en måske pædofil pædagog i en børnehave, eller når en person falder om, kræver befolkningen straks krisehjælp til trods for, at der ingen evidens er for, at krisehjælp hjælper. Noget tyder faktisk på, at det kan være direkte skadeligt, undtagen i særlige situationer.

Jeg venter nu kun på, at mine skattekroner bliver givet til kurser i »Afholdelse af julen uden familiedrama«, »At møde en fattig« eller »Få en vellykket førsteskoledag for den lille prins og prinsesse«.

Det moderne menneske er blevet til et hjælpeløst menneske. En begavet filosof sagde, at mennesket tidligere var et »træmenneske«: robust, ikke så let at slå ud af kurs, men næppe særlig glamourøst - modsat det moderne »glasmenneske«, som er skinnende, men yderst skrøbeligt, hvis det ikke behandles meget varsomt eller pakkes ind i vat.

Vi læger er et stykke hen ad vejen med til at understøtte det hjælpeløse menneske. Når vi henviser banale livsproblemer til psykolog eller psykiater, bruger vi ikke blot det offentliges midler uansvarligt, men vi bekræfter også den hjælpeløse i, at han absolut intet selv magter. I stedet bør vi appellere til selv at tage ansvar. Forældre skal selv opdrage deres børn, og tab, skilsmisse og død er aspekter, der kommer til alle. Risikoen ved at leve er jo, at man kan dø af det.

Det hjælpeløse mennesker lyver over for sig ved at forlange perfektion livet igennem. Intet grimt tolereres. Den mindste rynke skal have Botox, alle fattige i verden skal hjælpes, og alle skal være lige, så ingen føler sig sat ud på et sidespor. Lige bortset fra den hjælpeløse selv, som i sit narcissistiske egotrip selv forlanger særbehandling.

Det moderne menneskes paradoks ligger ligefor. Vi kan som læger være med til at bremse udviklingen mod menneskets endelige forfald. Men det kræver, at vi tør tage kampen op mod det hjælpeløse menneskes hær af velmenende, men samtidig verdensfjerne meningsfæller.