Skip to main content

Det kardiorenale anæmisyndrom og behandling med EPO

Speciallæge Hans Karle, Charlottenlund. E-mail: hanskarle@dadlnet.dk &Speciallæge Niels Ebbe Hansen, Virum

16. okt. 2006
3 min.

I to artikler i Ugeskrift for Læger nr. 19 [1, 2] omtaler Helle Petersen, Katrine Egelykke (Jensen) og Torben H. Haghfelt, Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital, det såkaldte kardiorenale anæmisyndrom.

Formålet er at gøre opmærksom på de prognostisk ugunstige konsekvenser af samtidig forekomst af anæmi og kronisk hjerteinsufficiens og for eventuel behandling med erytropoietin (EPO).

Den påskønnelsesværdige indsats lægger op til en kommentar fra hæmatologisk hold.

Man får umiddelbart det indtryk, at det kardiorenale anæmisyndrom er en patogenetisk enhed, men andetsteds tydeliggøres det, at forfatterne beskæftiger sig med alle årsager til nedsat Hb-koncentration hos patienter med kronisk hjerteinsufficiens, herunder jernmangel, hæmodilution og den mere specifikke anæmiform, som må opfattes som en variant af enheden »anæmi ved kronisk sygdom«, der patogenetisk er en kombination af øget erytrocytdestruktion og insufficient erytropoiese som følge af et funktionelt utilsstrækkeligt EPO-respons og forstyrrelse i jernstofskiftet.

Forfatterne fremhæver, at kronisk hjertesvigt, kronisk nyreinsufficiens og anæmi udgør en ond cirkel, hvor en komponent kan være årsag til eller konsekvens af de øvrige. De grader af nyrefunktionssnedsættelse, der her er tale om, resulterer imidlertid ikke i anæmi, som først optræder ved renal clearance < ca. 30 ml/min; desuden vil anæmi af den sværhedsgrad, som ses ved »anæmi ved kronisk sygdom«, aldrig give anledning til nedsættelse af nyrefunktionen.

Værdien af begrebet kardiorenalt anæmisyndrom er således ikke klart dokumenteret.

Forfatterne lægger op til anvendelse af EPO til patienter med anæmi ved kronisk hjertesvigt. Man kunne derfor ønske sig en klarere stillingtagen til indikation for en sådan behandling, herunder faktorer som årsagen til og graden af nedsat Hb-koncentration. Læserne kunne få den tanke, at EPO-behandling kunne være indiceret i alle tilfælde.

EPO er selvsagt ikke indiceret ved ren jernmangel og vil formentlig være kontraindiceret ved Hb-reduktion som følge af hæmodilution, såvel ud fra en risikomæssig som en økonomisk betragtning; hæmodilution uden reduktion af den samlede erytrocytmasse kan ikke sidestilles med anæmi. Dertil kommer, at forfatterne af »praktiske« grunde har valgt at sætte nedre grænse for normal Hb ved 8,0 mmol/l uanset køn, mens grænsen ifølge WHO er 7,0 for kvinder og 7,9 for mænd. Kun forhandlere af EPO vil kunne have interesse heri.

I den forbindelse rummer artikel 2 den interessante bemærkning, at »prisen for EPO-behandling synes [godt] at kunne tåle sammenligning med andre nye behandlingsprocedurer«. Anvendelse af en kostbar behandling kan vel ikke retfærdiggøre andre bekostelige behandlingsvalg?

Indtil det er vist, at en øgning af Hb-niveauet ved lette anæmigrader er af værdi for hjertepatienter, vil EPO-behandling kun sjældent være indiceret til patienter med kronisk hjertesvigt og anæmi, og under alle omstændigheder kun efter en nøje udredning af årsagsforhold. Spørgsmålet om værdien af EPO-behandling bør desuden analyseres i et prospektivt, kontrolleret studie. Ikke mindst risikoen for bivirkninger kan give anledning til bekymringer.

Indlægget har været forelagt Torben Haghfelt, der ikke har kommentarer.


Referencer

  1. Egelykke K, Petersen H, Haghfelt TH. Forekomst og betydning af anæmi hos patienter med kronisk hjertesvigt. Ugeskr Læger 2006;168:1860-4.
  2. Petersen H, Egelykke Jensen K, Haghfelt TH. Det kardioranale anæmisyndrom, hvad er det? Ugeskr. Læger 2006;168:1864-7.