Skip to main content

Det sammenhængende sundhedsvæsen

Speciallæge John Christiansen, Frederiksberg C. E-mail: jochr@dadlnet.dk

15. aug. 2008
1 min.

Under denne lederoverskrift gav vor formand i et »nysprog«, som selv George Orwell utvivlsomt ville have misundt ham i Ugeskriftet den 21. april [1] sit bud på Lægeforeningens holdning til det private sygehus- og sundhedsvæsen. Et enkelt citat: »Vi går derfor ind for, at udbydere af sundhed i Danmark arbejder på en form for kontrakt med det offentlige, der sikrer en bred lægedækning, og at der er tilbud af høj kvalitet til tiden til alle borgere i dette land ...«.

Jeg bad et par ikkelæger læse lederen og fortælle mig, hvad der efter deres opfattelse stod. De kom til samme resultat som jeg: Formanden anbefaler et privat sundhedsvæsen i offentligt regi! Da denne semantiske luftspejling vanskeligt kan relateres til virkeligheden, vil jeg som en af de sages- og magtesløse, som vil blive gjort medansvarlig for Lægeforeningens holdninger, blot spørge: Hvad er det, formanden og dermed Lægeforeningen egentlig mener om det private sygehus- og sundhedsvæsen?


Referencer

  1. Jensen JW. Det sammenhængende sundhedsvæsen. Ugeskr Læger 2008;170:1423.