Cheflæge på Akutmodtagelsen, OUH, Poul Henning Madsen, er ikke så pessimistisk på sundhedsvæsenets vegne. For eksempel oplever han mange HU-læger, der vil være ledere. »Det er en reel karrierevej, og kan give et godt lægeliv«, skriver han i Panelet.
Det er altid nemt at finde hullerne i osten.
Afhængigt af, hvem man spørger, er der i tiden rynker på panden, når emnet er tilstanden i vores sundhedsvæsen – både indefra i systemet, fra beslutningstagerne, fra dem, der har brug for os, og fra medierne: rekrutteringsproblemer, ventetider, fremtidsdemografien, for lidt politisk fokus på stort set alt, og alle går i øvrigt i en stor cirkel uden om de pekuniære elefanter i rummet.
Indrømmet; jeg er altså ikke helt så pessimistisk. Det er der for så vidt mange grunde til, for der er altså rigtig mange ting, der bare spiller. En af dem oplever jeg på SOL-kurserne, hvor jeg er så heldig at være kursusleder. For jer der ikke lige ved det, er SOL et obligatorisk forløb for alle HU-læger bestående af tre kurser, der alle handler om sundhedsvæsenets organisering og ledelse.
»Vi har mange udfordringer i sundhedsvæsenet. Jeg tror faktisk godt vi kan løse dem – også på langt sigt, men det kræver, at vi ikke kun fastholder traditionel høj lægefaglighed. Det kræver også lægelig ledelse«Poul Henning Madsen, cheflæge
Alle læger skal kunne påtage sig lederrollen. Det forventes af os, når vi står med ryggen mod muren med en svært syg patient – der peger pilen i sidste ende altid hen mod lægen. Det er også klart, at ikke alle læger hverken skal have eller ønsker en mere formel lederrolle. Men mit indtryk er helt utvetydigt, at interessen for lægelig ledelse – og at det ikke bare er en tjans, der går på skift blandt medlemmerne af GOBSAT – er stigende.
På SOL-kurserne oplever jeg reel nysgerrighed hos yngre kolleger (der dog ikke er så unge endda – de fleste har 5-10 års erfaring), som aktivt går ind i diskussioner med velfunderede holdninger og kendskab til væsenet, ønsker forståelse for de dilemmaer, der er i lægelig ledelse og i øvrigt er der nærmest ingen, der ruller med øjnene, når fokus ikke lige er snævert på det faglige. Og der er meget langt mellem urealistiske forestillinger som »hvorfor bestemmer lægerne ikke bare det hele på sygehuset«, og at ledelse ikke kan reduceres til billige slogans på sociale medier som eksempelvis »leader vs. boss« akkompagneret af et billede af en ledertype, der trækker læsset vs. er slavepisker.
Vi, der har en lægelig lederrolle på det ene eller andet niveau, har et stort ansvar for at fastholde vores yngre kollegers interesse i lægelig ledelse. Både med eksemplets magt, men i lige stor grad ved at sørge for, at der også er muligheder for dygtiggørelse i ledelse og ved at vise, at ledelse er en reel karrierevej og kan give et godt lægeliv.
På et just afsluttet SOL-kursus brugte vi noget tid på at drøfte, om »der er koldt på toppen«. Fedt, at det blev i talesat, og lige så fedt at kunne afkræfte det rygte – for måske afholder den slags floskler nogle fra at blive leder?
Vi har mange udfordringer i sundhedsvæsenet. Jeg tror faktisk godt vi kan løse dem – også på langt sigt, men det kræver, at vi ikke kun fastholder traditionel høj lægefaglighed. Det kræver også lægelig ledelse.
Heldigvis er der mange rigtig dygtige yngre kolleger på vej. Også på den front.
